Vågn Op!

2.0
Har I nogensinde læst Jehovas Vidners samfundsdebatterende blad, Vågn Op!? Stort set alle artikler i det blad er skrevet efter en interessant skabelon, hvor de første tre fjerdedele behandler et emne analytisk og ofte så velskrevet, at man tænker, at det lyder meget fornuftigt - hvorefter artiklens sidste fjerdedel drejer over i ren kristen snak om, hvilke passager af Bibelen Vidnerne mener, at man bør støtte sig til for at håndtere den pågældende problemstilling.

"Premonition" er en film, der er bygget op på præcis samme måde. Den er et langt stykke ad vejen en ganske fascinerende thriller om en kvinde, der en dag vågner op og oplever en dag i den nære fremtid, hvor hun får at vide, at hendes mand er død i en trafikulykke. De følgende dage veksler hun mellem at befinde sig før og efter mandens død. Helt forståeligt begynder hun at gå op i limningen, samtidig med at hun kæmper for at forstå, hvad der foregår, og hvordan hun kan redde sin mand.

Men da plottet skal forløses, er det så, at filmen viser sit sande ansigt - og det er kristent, styret af tung skæbnetro og løftede moralske pegefingre. Det er endda også et konservativt kristent ansigt, for filmen hylder åbenlyst de traditionelle amerikanske familieværdier. Her bliver der overhovedet ikke sat spørgsmålstegn ved, at kvinden skal føde børn, vaske tøj, lave mad og være ansvarlig for kærligheden i hjemmet, mens manden er ude at tjene penge. Jeg har sjældent set en film gå så galt i den sidste halve time, som det sker her.

Det går ellers meget godt på det rent filmiske plan, for "Premonition" er som nævnt en ganske fascinerende thriller - teknisk vellavet og rimelig stramt instrueret af tysk-tyrkiske Mennan Yapo. Og med en velspillende Sandra Bullock i hovedrollen. Det er bare synd, at det dækker over sådan en gang ærkekonservativt, religiøst pladder.
Forvarsel - Premonition