Alt godt fra flodbredden
4.0
Det er ikke så ofte, at sydkoreanske film kommer på det store lærred i Danmark, så deter om at gribe chancen, når Grand viste det store box office hit i Sydkorea, ”The Host”.
Det sydkoreanske filmboom har helt sikkert ramt mig, men jeg har nu altid haft mere tilovers for de små skæve sydkoreanske film af Kim Kiduk (”3 Iron”, ”The Isle”, ”Time”), Hong Sang-soo (”Turning Gate”) eller Jeong Jae-eun (”Take Care of my Cat”) end de stort opsatte blockbusters af Kang Je-gyu (”Swiri”, ”Taegukgi”) eller de endeløse romantiske komediedramaer, som filmindustrien spytter ud. Bong Joon-hos indtil nu tre film kan ikke pænt placeres indenfor en nydelig lille genre. ”Barking Dogs Never Bite” var ikke genretypisk komedie, ”Memories of Murder” var ikke blot en seriemorderfilm, og ”The Host” er ikke blot en monsterfilm. ”The Host” skifter genrer et utal af gange midtvejs, og resultatet er forholdsvis rodet, men interessant og underholdende.
Familien Park bor i en nudelbiks ved Han-floden. Den gamle far (Byeon Hie-bong)styrer biksen, mens den ældste søn Gang-du (Song Kang-ho) sover både dag og nat. Gang-du kan ikke gøre så meget rigtigt, men han har hjertet på det rette sted, hvad angår sin datter Hyun-seo (Ko Ah-sung) fra et forlist forhold. Godt nok giver han den unge datter øl i stedet for sodavand, men der er omsorg og kærlighed i det lille skur ved floden. Den anden søn (Park Hae-il) er til gengæld en drukkenbolt, og deres søster (Bae Du-na) er så langsom en skildpadde, at hun taber en bueskydningsfinale, alene fordi hun ikke får skudt pilen indenfor tidsrammen.
Det lyder som en let komedie om en dysfunktionel familie, og det er det også. Men det er også en monsterfilm om et stort og sultent monster, der er muteret ud af kemikalier, som det onde amerikanske militær har smidt i floden. Monstret dukker op på flodens bred og æder løs af mennesker med hud og hår, hvorefter det tager den lille Hyun-seo med sig og gemmer sig i kloakerne. Myndighederne spreder en frygt om en virus i forbindelse med monstret, og de jager familien Park, der har været i forbindelse med monstret. Der er spænding og komedie blandet med et pessimistisk syn på koreanske og internationale magthavere, der har deres egen agenda.
Filmen har en nede-på-jorden-men-absolut-vanvittig koreansk stil, der er meget anderledes end Hollywood på flere punkter. Disse helte er absolut ikke supersoldater, og humoren er alt for sort for den amerikanske mainstream. Samtidig byder Bong Joon-ho på mange opfindsomme og smukke shots ind imellem,samtidig med at han viser et dystopisk billede af en modernisering af kolde cementbroer over miljøskadet vand. Det hele fungerer ikke lige godt sammen, men til gengæld får man en frisk og original servering af monsterfilm. ”The Host” gentager flere genrekonventioner, men den bryder med mindst lige så mange. Og stilmæssigt og stemningsmæssigt er den sin helt egen lille pærevælling af alt godt fra flodbredden.
Det sydkoreanske filmboom har helt sikkert ramt mig, men jeg har nu altid haft mere tilovers for de små skæve sydkoreanske film af Kim Kiduk (”3 Iron”, ”The Isle”, ”Time”), Hong Sang-soo (”Turning Gate”) eller Jeong Jae-eun (”Take Care of my Cat”) end de stort opsatte blockbusters af Kang Je-gyu (”Swiri”, ”Taegukgi”) eller de endeløse romantiske komediedramaer, som filmindustrien spytter ud. Bong Joon-hos indtil nu tre film kan ikke pænt placeres indenfor en nydelig lille genre. ”Barking Dogs Never Bite” var ikke genretypisk komedie, ”Memories of Murder” var ikke blot en seriemorderfilm, og ”The Host” er ikke blot en monsterfilm. ”The Host” skifter genrer et utal af gange midtvejs, og resultatet er forholdsvis rodet, men interessant og underholdende.
Familien Park bor i en nudelbiks ved Han-floden. Den gamle far (Byeon Hie-bong)styrer biksen, mens den ældste søn Gang-du (Song Kang-ho) sover både dag og nat. Gang-du kan ikke gøre så meget rigtigt, men han har hjertet på det rette sted, hvad angår sin datter Hyun-seo (Ko Ah-sung) fra et forlist forhold. Godt nok giver han den unge datter øl i stedet for sodavand, men der er omsorg og kærlighed i det lille skur ved floden. Den anden søn (Park Hae-il) er til gengæld en drukkenbolt, og deres søster (Bae Du-na) er så langsom en skildpadde, at hun taber en bueskydningsfinale, alene fordi hun ikke får skudt pilen indenfor tidsrammen.
Det lyder som en let komedie om en dysfunktionel familie, og det er det også. Men det er også en monsterfilm om et stort og sultent monster, der er muteret ud af kemikalier, som det onde amerikanske militær har smidt i floden. Monstret dukker op på flodens bred og æder løs af mennesker med hud og hår, hvorefter det tager den lille Hyun-seo med sig og gemmer sig i kloakerne. Myndighederne spreder en frygt om en virus i forbindelse med monstret, og de jager familien Park, der har været i forbindelse med monstret. Der er spænding og komedie blandet med et pessimistisk syn på koreanske og internationale magthavere, der har deres egen agenda.
Filmen har en nede-på-jorden-men-absolut-vanvittig koreansk stil, der er meget anderledes end Hollywood på flere punkter. Disse helte er absolut ikke supersoldater, og humoren er alt for sort for den amerikanske mainstream. Samtidig byder Bong Joon-ho på mange opfindsomme og smukke shots ind imellem,samtidig med at han viser et dystopisk billede af en modernisering af kolde cementbroer over miljøskadet vand. Det hele fungerer ikke lige godt sammen, men til gengæld får man en frisk og original servering af monsterfilm. ”The Host” gentager flere genrekonventioner, men den bryder med mindst lige så mange. Og stilmæssigt og stemningsmæssigt er den sin helt egen lille pærevælling af alt godt fra flodbredden.
16/08-2007
