ekspressionisme som aldrig før

Fascinerende, visuelt bjergtagende og fejlfyldt filmatisering af science fiction genrens dominante fader, Philip K. Dicks fiktionelle roman af samme navn. Dick har med sin nihilisme og menneskeracefabulerende indsigt været hovedaktør i nogle af filmverdenens allerbedste sci-fi værker (med Ridley Scotts brillante adaption Blade Runner som absolut frontfigur), og det filmiske unikum Richard Linklater har med A Scanner Darkly leveret en pessimistisk meditation over menneskets godhed og fejlbarlighed, der placerer sig milevidt fra andre af hans værker som eksempelvis den storkommercielle Bad News Bears, de hjertefyldte kærlighedsfortællinger om Julie Delpy og Ethan Hawke og ikke mindst mere eksperimenterende film som den overrumplende Tape. Linklater er en alsidig genrekamæleon, der er en af den nutidige films mest opsigtvækkende og egenrådige instruktører, der med sit seneste værk dog desværre har skabt en film, der er mere interessant end decideret vellykket.

A Scanner Darkly er hensat i den tidlige fremtid, hvor massesamfundets blufærdighed og anonymitet krænkes af en overvågningsregering, men Dick og Linklaters indfaldsvinkel er mere besat af det altoverskyggende narkotikaproblem, der postulerende fylder samfundet med destruktivitet. I hovedrollen som den autoritetsmistroiske narkoman og undercoverbetjent er træmanden Kenau Reeves forbavsende velfungerende i sin transformering fra bøddel til bytte. Reeves’ handlesvage brik i ordenhåndhævernes kalkulerende puslespil, i kongruens med hans ukontrollerbare hallucinationer, leder ham ud i et forståeligt identitetskispus, eminent symboliseret gennem hans inkognitodragt, der gennem et massebombardement af identiteter slører ejermandens egen. Linklater placerer Reeves i et trekløver af konspirationsstupiditeter, hvoriblandt en energisk og herlig opstemt Robert Downey, Jr. og en tilpas excentrisk nedtonet Woody Harrelson også farer snakkesagligt rundt. Linklaters manuskript leverer et uhørt antal af velartikuleret og lingvistiklegende dialoger, der serveres med en nærmest nonchalant selvsikkerhed. Desværre kan dette dog ikke kompenserer for en noget tynd og fokuseringskompliceret handlingsfremdrift, der lancerer tematikker som samfundsrehabilitering og naiv idealisme uden en stærkere substans eller kontemplativitet. Kun i filmens ganske interessante slutning intensiveres dramatikken og de noget transparente budskaber, hvor den reddende magts imperium er det samme som narkotikadyrkerne, hvilket indikerer et genuint forsøg på at beskrive godheden i ondskaben og vice versa. Hvis Linklater havde tilsat hele filmen med denne gribende og meningsbugserende dynamik, så ville A Scanner Darkly stået tilbage som et indiskutabelt mesterværk.

Filmens hovedattraktion er utvivlsomt den detaljerige, innoverende (selvom post-computereffekt stilen også blev anvendt i Linklaters egen poetisk løsslupne og fremragende Waking Life), men også ensidig insisterende æstetik, hvor personerne og omgivelserne er efteranimeret, uden at ansigts- og mimiknuancerne mistes, men hvor resten har et anslag af psykedeliske abstraktioner. Linklaters visionære og forholdsvise usete visuelle stil understøtter Dicks futuristiske observationer til perfektum, og når denne fungerer bedst, besidder billedsiden en enestående og uforglemmelig vitalitet, mens den i andre momenter er ubehagelig distancerende. Stilen kræver stadig bearbejdelse, men potentialet er der i rigelige mængder.

A Scanner Darkly besidder nogle virkelig virtuose sekvenser (blandt andet et selvmordsforsøg, der køligt afbildes af en altvidende radiovært) og nogle umådelig geniale og sorthumoristiske dialoger (´don´t blame the drugs´), men desværre fungerer filmen kun i momenter og ikke som helhed. Alligevel var jeg dog så grebet af filmens mystificerende univers og stil, at jeg er tæt på at beære den med 5 stjerner for dens unikhed og opfindsomhed.