tvivlsom troskab

Filminstruktøren Ole Christian Madsen viderefører sin eksplorering af hverdagsparforholdets skrøbeligheder efter den ganske vellykkede og medrivende dogmefilm En Kærlighedshistorie (dog med en deroute udi de euforiserende stoffers verden med den noget overgearede og potentialetabende filmatisering af Jakob Ejersbo hårdtslående debutroman Nordkraft) med en velkendt og velfortalt fortælling om ægteskabelig opbrud, mistillid og eskalerende distancering. Prag er på papiret endnu en omgang socialrealistisk pladder, af samme slags som publikum er blevet stopfordret så grotesk med af de danske spillefilmsselskaber gennem de sidste mange år, men ved at hensætte de triste begivenheder i byen, som filmen har erhvervet sin titel fra, og ved at bibringe en autentisk og humanistisk kant, formår Madsen at undvige de værste klichéer og sentimentalitetsfælder.

Prag indledes symbolladet på et tog, hvor den hastigt forbifarende baggrund indikerer filmens to hovedpersoners ignorance og standardisering overfor hinanden. Danmarks mediedarling Mads Mikkelsen indtager hovedrollen som den følelsesmæssigt dysfunktionelle forretningsmand, hvis afdøde far, hvor der ingen korrespondance har været mellem disse to i talrige år, skal hentes i Prag. Mikkelsens hustru, spillet med stærk subtilitet af en af Danmarks mest talentfulde og smukkeste skuespillerinder, Stine Stengade, medbringes på den forløsningsfulde odysse, hvor faderens fysiske død reflekterer ægteskabets psykiske forfald. Den meget rammende sætning ’i døden mister vi alle vores værdighed’ anvendes derfor ligeledes på Mikkelsens karakter, da han finder ud af, at hustruen har været ham utro med en yngre kunstner. Madsen balancerer formfuldendt mellem de to paralleliserende og gensidigt supplerende historier, og han fylder sin film med et kunstnerisk øje for de fortællende detaljer (eksempelvis Mikkelsens subtile angreb på Stengade i filmens begyndelse), skæve eksistenser og en lettere bizar og sort humor. Cocktailen er muligvis ikke altid lige velsmagende, men det distingverer Prag betydeligt fra sine mere sobre og problematikforskrækkede sjælefæller.

En af Madsens store styrker som instruktør, er hans tætte kollaboration med skuespillerne, hvor psykologien er gennemarbejdet og præstationerne intense. Stengade (der er gift med instruktøren) er selvsagt overbevisende, mens Mikkelsen inkasserer en forbavsende indædt præstation, hvor de ubærlige følelser serveres med sindrig eftertænksomhed. Især scenen, hvor hans overlegenhed overfor konens utroskab langsomt maltrakteres efter at han selv har knaldet udenom, står stærkt tilbage, og den altoverskyggende magtløshed hos hans karakterer er evigt nærværende. Stengade og Mikkelsen er da også velsignet med umådelig velskrevne og naturalistiske dialoger (manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson har tydeligvis haft en af sine bedre dage), og sekvensen hvor Stengade fortæller om elskerens seksuelle bedrifter er sublim morsom og tragisk på samme tid.

Den ydre sprogdistance som metafor for den indre følelsesmæssige distance er anvendt tidligere (og langt mere kunstnerisk) i Sofia Coppolas fortryllende mesterværk Lost in Translation, som har været en evident inspirationskilde for Madsen, der leverer et kompetent og emotionelt fængende, om end noget uoriginalt drama. Jeg glæder mig dog til at se, hvad Madsen har bedrevet med Danmarks p.t. dyreste spillefilm, det kommende krigsdrama Flammen og Citronen.