A Bourne classic

Lige siden den overrumplende og imponerende Bourne Supremacy har jeg ventet med spænding på Bourne Ultimatum. Spændingen har været både god og skidt, fordi jeg så meget frem til filmen, men netop derfor også var meget bekymret for, hvad jeg så fik, når den endelig kom. Heldigvis er resultatet på ingen måde skuffende, og i betragtning af hvad forgængeren havde at byde på, er det mildt sagt en imponerende bedrift.

For det er selvfølgelig ikke nok, at Bourne Ultimatum bare er "mere af det samme". Der er helt klare regler for, hvordan efterfølgere skal se ud, og især hvilke krav der stilles til dem plotmæssigt. Nr. 2 skal være lige så overrumplende og spændende som nr. 1, hvilket kan være svært, når en historie faktisk allerede er fortalt færdig, og de samme karakterer så alligevel skal stille op til anden runde. For nr. 3 er det dog ikke nok. Nr. 3 betyder altid, at man har en serie, en trilogi, som på en eller anden måde skal afsluttes, så de tre film danner et fælles hele. Det formår Bourne Ultimatum at gøre så overbevisende, at det nærmest skræmmer.

Filmen er fyldt til randen med gode præstationer. Både Matt Damon og Julia Stiles er særdeles overbevisende i de rolige scener, hvor de uden ord til fulde formår at udtrykke deres ubehag overfor de liv, de er havnet i. Især lige efter scenen, hvor Bourne for at redde Nicky dræber en lejemorder foran øjnene på hende, og hun kigger på ham med afsky og ser blot den samme afsky reflekteret tilbage fra ham - en helt perfekt måde at understrege Bournes egen lede overfor, hvad han er blevet til, og at der trods alt stadig er noget menneske tilbage i ham, hvilket just er hans problem og i sidste ende fatalt.

Vi vidste selvfølgelig godt fra film som Good Will Hunting og The Departed, at Damon er en solid skuespiller, men det er stadig godt at se, at han ikke bare er der som en "pretty boy action hero". Hvis du er i tvivl, så prøv at forestille dig, hvis Steven Seagal eller Hayden Christensen skulle have spillet Jason Bourne... Nej vel?

Og hvor meget jeg end hader og forbander Julia Stiles for hendes blasfemiske og kvalmende "The Prince and Me", så er jeg nødt til at erkende, at hun kan spille skuespil, når hun gider. Bevares, det vidste jeg godt efter scenen i Bourne Supremacy, hvor Bourne truer hende med en pistol, men hun får for alvor sat en tyk streg under det her, hvis nogen skulle være i tvivl. Scenerne med Damon er bestemt ikke rørstrømske, men netop derfor er det en sejr, at disse personer på trods af den afstumpethed, de nødvendigvis besidder på grund af deres oplevelser, kommer til syne i deres manglende evne til at kommunikere. Ingen af dem tør det, fordi følelser altid er et problem i deres fag, og fordi man altid skal være mistroisk. Men det bliver aldrig sagt, og det er også helt unødvendigt, fordi det står så lysende klart i det stille spil mellem Damon og Stiles. Meget imponerende. Scenen hvor Nicky farver sit hår har også tydelige træk tilbage til den lignende scene fra den første film, hvor Marie gjorde det samme, og Damon rammer det helt rigtige ansigtsudtryk, når han i den scene skal give lige præcis den sprække i Bournes hårde stenansigt, som er de eneste følelser, han kan tillade sig selv at have over tabet af Marie. Her bliver ord helt overflødige og faktisk et problem, så det er virkeligt godt set, at Greengrass bare lader Bourne og Nicky holde kæft og så studerer overfladerne sprække i stilhed. Det er top dollar!

Men alle roller er faktisk godt besat. Jeg kan ikke pege på nogen svage præstationer, selv om nogen selvfølgelig stråler mere end andre. Joan Allen holder helt stilen som CIA's samvittighed, mens garvede David Straithairn spiller "skurken" Vosen helt perfekt, hvilket vil sige, at han ikke er et rendyrket monster, men blot en kynisk mand der fjerner problemerne, når de opstår. Han hader ikke Bourne, men han har ikke råd til at lytte eller risikere, at Bourne afslører noget, og derfor må Bourne altså væk. Det er bare de kolde realiteter, og længere er den ikke. Det er ikke personligt. Netop det gør ham selvfølgelig umenneskelig, fordi han ingen sympati ejer. Men den kolde, ufølsomme chef på toppen, der træffer de hårde "executive decisions" af helt proaktive årsager, er ikke i sig selv en skurkagtig figur. Vi har horder af dem i virkeligheden. Rart at se Straithairn i den rolle, for så ved man det bliver spillet rigtigt uden at blive for banalt "black hat villain." Samme i øvrigt med en anden garvet rotte, Scott Glenn, omend i en mindre rolle.

Paddy Considine leverer også en helt skudsikker indsats i den mindre men centrale rolle som journalisten Simon Ross, der har gravet sig frem til hemmelighederne om Blackbriar. Han er den person, vi som publikum umiddelbart identificerer os med, fordi vi gennem hans øjne får lov til at opleve, hvordan det ville være, hvis vi selv pludselig stod overfor Jason Bourne og hele den agent-verden, der jagter ham. Det virker over al forventning, og da slet ikke mindst fordi Considine helt forstår at finde mellemvejen mellem på den ene side overraskelse og afsky overfor den verden, han pludselig bliver smidt ind i, og den rene panik, hvor figuren bliver reduceret til en ren understregning af, hvor sej Bourne er. Det forfalder hverken Considine, Damon eller selve filmen heldigvis til.

Jeg må også udtrykke min fortsatte begejstring over, hvor meget disse film insisterer på at holde fast i de tidligere karakterer. Selv om Marie blev dræbt tidligt i den anden film, så er hun stadig med her og fatisk en helt central faktor i alt hvad Jason Bourne gør - "jo, Jason, du HAR et valg," hører man hende stadig sige uden at Franka Potente behøver sige noget. Hun er dog stadig med i flashback-klip fra de tidligere film, hvilket - som jeg forstår reglerne - betyder, at hun stadig skal betales for det. Mange film og serier dropper den slags, fordi producenterne ikke gider betale skuespilleren penge for en karakter, der allerede er død. Så det er virkelig al ære værd, at man har forstået, hvor vigtig Marie er for Bournes udvikling og tager hende med igen. Dermed har hensynet til plottet øverste prioritet, hvilket er som det skal være.

Musikalsk kan filmen måske umiddelbart skuffe, da Powell's allerede kendte temaer fra forgængerne høres igen og igen. Men man opdager hurtigt, at det ikke skyldes ugidelighed, da alt selvfølgelig er skrevet op til den nye film. De tre film skal trods alt bindes sammen, og musikken er god måde at gøre det på, når nu John Powell's temaer er så gode, som de er. Jeg hører dem stadig tit, og de fungerer alligevel helt perfekt her. Powell gjorde ganske enkelt arbejdet færdigt første gang - if it ain't broken, don't fix it!

Det hele starter ellers meget overraskende, hvilket nok vil forvirre folk, der ikke har set forgængerne, eftersom filmen uden varsel begynder lige midt i slutsekvenserne af forgængeren Bourne Supremacy, eller i hvert fald før de to epiloger, som afsluttede filmen. Faktisk bliver den afsluttende sekvens, hvor Bourne fra et tag i New York kontakter Landy, mens han iagttager hende, på helt blændende vis vævet ind i plottet og foregår først mere end en time ind i filmen. Et plotmæssigt helt perfekt håndværk. Det er imponerende, at de to første film dermed begge slutter med pointer, der er helt centrale denne gang, eftersom Bourne Identity sluttede med, at Abbott præsenterede Blackbriar, mens Bourne Supremacy endte med, at Landy fortalte Bourne hans virkelige navn. Den pointe er man dog også nødt til at proppe ind i filmens centrale plot, for det er netop filmens og dermed hele trilogiens mest væsentlige pointe. Hvem er vores hovedperson - er han i sidste ende Jason Bourne eller David Webb? Det tager os naturligvis tilbage til udgangspunktet i den oprindelige film - The Bourne Identity. Men svaret er dog langt fra så let eller forløsende, som man kunne tro, og det bringer Bourne/Webb til hans endeligt, hvor han er nødt til at konfrontere sin fortid, og de valg han har truffet undervejs. For filmens plot er ikke blødsødent. Det lader ikke bare Bourne/Webb få lov til at slippe væk gratis med en undskyldning om, at "det også bare var alle de andres fejl." Næ, så let slipper Bourne ikke, end ikke i sin egen film. For den rest af menneskelighed, han har tilbage, er trods alt drivkraften i hans søgen efter sandheden, og den bliver hurtigt en løkke om hans hals, der kan tage livet af ham og alle omkring ham, fordi han ikke kan slippe den. Overlever Bourne sit møde med sin fortid? Det skal jeg ikke afsløre, men blot understrege, at selv om man undervejs i denne ruschebanetur jubler over, hvor smart Bourne er, og hvor meget han driver sine modstandere rundt i manegen, så ER han menneskelig og begår fejl, som i sidste ende gør, at han ikke kan undslippe dem, der jagter ham. Og du vil tro på, at han kan dø i slutningen af denne film!

Og det er faktisk også hele pointen. Jeg beundrer i hvor høj grad filmen vender tilbage til Clive Owens pointe fra slutningen af den første film - "look at what they make you give!" For folk, der har fulgt serien, er der virkelig belønning at hente her, og det gør pludselig filmen særdeles vedkommende. Jeg mener, hvem er i tvivl om, hvad Vosen hentyder til, når han forklarer, at Blackbriar har bemyndigelse til at gøre, hvad det kræver - inklusive mord - fordi der er brug for den slags tjenester? Landy kan på vores vegne være lige så indigneret, som hun vil, men det ER en relevant diskussion, som foregår i den virkelig verden i dag, og det gør filmen meget mere nuanceret. Er Vosen og hans ligesindede mænd, der ofrer sig ved at gøre forfærdelige ting for det fælles gode? Begår de en smule ondskab, som er nødvendigt for samfundets ve og vel, så vi slipper? For hvis de gør det, så er de selvfølgelig helte, mens Bourne, Landy og andre er "bleeding hearts", der ikke har nerverne til at gøre det nødvendige og stiller sig i vejen på grund af deres egne egoistiske moralske skrupler. Men hvis Bourne og Landy derimod har ret i, at man taber kampen, når man er villig til at ofre sjælen for at besejre fjenden, så er de heltene, der forsøger at være efterretningstjenestens samvittighed både for dem selv og for de andre, som har kommet væk fra den rigtige sti og har mistet dem selv. Hvis du synes svaret er enkelt, så prøv lige at åbne øjnene og se, hvad der sker i den virkelige verden i dag. Selv i Danmark var vi med i en krig for nyligt. Så det er slet ikke nogen banal pointe, selv om den virkelige verden næppe har personer med helt lige så meget snarrådighed og snilde som Jason Bourne.

Måske overfortolker jeg, men hvis man har set den udvidede udgave af Bourne Identity på dvd, så er det svært ikke at se, hvordan forfatterne går i den helt modsatte retning af den "bookend" start/slutning, som de lavede til den første film efter 11. september, og som de aldrig brugte. Kort fortalt gik den ud på, at man efter 11. september var bekymrede for, at en film om, at sjælen er for høj en pris for at dræbe fjenden hæmningsløst, var forældet i en verden efter 11. september, fordi mange ville tænke, at det Bourne flygtede fra netop var, hvad man burde gøre. For at imødegå det potentielle problem lavede man derfor en begyndelse, hvor Bourne leder efter Marie og så tænker tilbage, hvilket gjorde hele filmen til et langt flashback, hvorefter slutningen samler op, men understreger at det var før i tiden, og nu er alt anderledes. Men forfatterne brød sig åbenbart ikke rigtigt om den, og den blev da heldigvis også droppet, fordi folk lod til at være helt ligeglade med den. Nu er det næsten som om, forfatterne efter amerikansk utilfredshed med krig i Irak og hemmelige CIA-fængsler er modstandere af den slags, og så får filmen fra den helt modsatte skuffe, hvilket jeg personligt er godt tilfreds med. Det sætter nemlig prikken over i'et og hæver Bourne Ultimatum det stykke over et ordinært action-brag, som gør filmen vedkommende og relevant og får trilogien til at gå op i en højere enhed.

Behold I bare Pirates 3 og Spider-Man 3. Dette er årets bedste 3'er, og faktisk uden sammenligning den film, der har den gule førertrøje i sommerens hårde felt af blockbusters. Og det endda uden doping i form af computeranimerede figuerer eller CGI som "hjælp" til de "almindelige" hovedpersoner, hvilket de nærmeste forfølgere så afgjort ikke kan bryste sig af. Bourne Ultimatum har måske ikke store, flotte computereffekter, men den har et langt, langt bedre plot. Her er Bourne helt skudsikker, mens man stadig hører Jack Sparrow råbe, "stop blowing holes in my plot" efter den tredje Pirates film, der var ved at forlise i plothuller. Bourne Ultimatum er ganske enkelt en meget bedre film. Men den gør det ikke alene. Den virkelige præstation er, at den formår at kæde sig sammen med forgængerne, så dens konklusion bliver et klimaks for hele trilogien og ikke bare for den sidste film. Det viser sig i sidste ende at være et imponerede korthus bygget på et helt solidt fundament i trilogiens plot. Et kæmpe puslespil, hvor de mange brikker til sidst viser sig at passe perfekt sammen, og hvor historien rundes helt perfekt af og gør den tredje film til en født klassiker.

Hvorfor giver jeg så ikke den sjette stjerne? Det er skam også tæt på, men der er trods alt et par ridser i lakken undervejs, selv om det er klare skønhedspletter. Greengrass forfalder i et par kampscener til at lade sin action blive ved lidt for længe, og det ligner unægteligt et forsøg på at skrue en tand mere op for det, vi så i forgængeren. Lad være, Greengrass. Du gav helt præcist din action, hvad den kunne holde til og stadig forblive helt realistisk i den sidste film. Nu får den lige den dråbe mere, der truer med at få bægeret til at flyde over, både i nævekampen mellem Bourne og Desh og i den afsluttende biljagt, som bare ikke kan lade være med at skulle overgå den helt perfekte biljagt fra forfængeren. Jo, vi smadrer stadig bilerne fuldstændigt - det er ikke overcharged Bond, langt fra - men man skal godt nok ikke blinke mange gange med øjnene for at gå glip af noget som helst, og det er lige ved at blive for meget. Der mangler også det rå, realistiske og dokumentaragtige skær med håndholdt, rystende kamera, som forgængeren havde på det punkt, og som Greengrass ellers så perfekt har brugt til at få sine fortællinger til at virke mere realistiske i andre film som Bloody Sunday og United 93. Denne gang vil Greengrass åbenbart gerne være en anelse mere mainstream, eller også er det producenterne, der vil have ham til det. Lad nu være med det, Greengrass - det er jo netop, fordi du laver noget helt andet, at dine film er anderledes og spændende.

Det er også lidt skidt, at Nicky siger til Bourne, at det var svært for hende i netop hans tilfælde, men så aldrig uddyber, hvad hun mente med det. Der ligger en antydning af, at der foregik noget mellem dem, før han blev Jason Bourne, men nærmere kommer vi det ikke, og det er lidt halvskidt. En mikropointe måske, men sådan en kommentar kræver en forklaring, eller også skal den helt væk eller i det mindste gøres så vag, at det næsten mister sin betydning. Som det er nu, er det svært at tro på, at Bourne ikke spørger ind til, hvad hun mener.

Men jo, jeg er meget tæt på at give Bourne Ultimatum seks stjerner. Men det er lige meget - se den! Det er sommerens bedste blockbuster.