Intensitetens triumf
5.0
Sjældent - måske aldrig - har jeg oplevet en film, hvor jeg i den grad har holdt vejret igennem hele filmen. Peter Greengrass formår med The Bourne Ultimatum at overgå den ellers nervepirrende The Bourne Supremacy med en film så intens og stramt klippet, at selv en hvilepuls på 30 ikke ville mere nok til at kunne se Ultimatum uden at have sved på panden fra start til slut.
Historien ligger i direkte forlængelse af 2eren, og manuskriptet formår på intelligent og medrivende vis at samle op på hele Bourne-universet og samle alle tråde i en eksplosiv finale, hvor næsten alle ubesvarede spørgsmål bliver afklaret.
Hvor glimrende manuskriptet end er, så er det ikke filmens stærkeste kort. Det er derimod Greengrass' instruktion, og den for ham karakteristiske håndholdte stil og hektiske klipning. Flere scener som i virkeligheden er meget enkle og i andre film måske ville have være bare nogenlunde spændende, formår Greengrass med sit geniale klippearbejde at gøre eminent spændende og nervepirrende, så man totalt glemmer at trække vejret. Fra filmens første sekund til rulleteksterne kører levnes tilskuerne meget få pusterum, og tempoet og intensiteten holdes elegant konstant på max. Mesterklasse!!
Også filmens mange locations gør den hver at se. Billederne er flotte og de skiftende omgivelser forstærker fornemmelse af agentfilm. Bourne er den alvorlige og dystre fætter til Ethan Hunts farvestrålede univers og dameglade James Bonds kække humor.
Og selvfølgelig er der lige Matt Damon. Hans præstation er helt i særklasse. Han ER Bourne, og med denne trilogi har han skabt en af filmhistoriens mest spændende og seværdige karakterer. Man tror 100 pct. på figuren hele vejen igennem, som det også var tilfældet med de to første film. Bravo Damon.
Skulle man sætte en enkelt finger på filmen er det, at Bourne først og fremmest handler, dræber og går amok for at redde sig selv og hævne sig på personlige fjender. Der er ikke meget "jeg redder verden over filmen". Endvidere er de nok så intense actionscener altid på et realistisk niveau, således at den aldrig bliver så storslået og bombastisk, som i mange andre film i genren. Disse to kritikpunkter er dog samtidig filmens styrke, og det som adskiller den fra andre film i genren, så egentlige svagheder kan man ikke kalde det.
Greengrass afslutter med The Bourne Ultimatum Bourne-trilogien på noget nær perfekt manér. Den ligger sig ubesværet og perfekt i forlængelse af de to første film, og samle elegant op på hele plottet omkring manden uden navn. Samtidig er den så intens, spændende og medrivende, at man burde få en iltmaske udleveret ved indgangen til biografen. Super seje Bourne er meget tæt på fuldt hus. Den ultimative dom må dog vente til et stensikkert gensyn.
Historien ligger i direkte forlængelse af 2eren, og manuskriptet formår på intelligent og medrivende vis at samle op på hele Bourne-universet og samle alle tråde i en eksplosiv finale, hvor næsten alle ubesvarede spørgsmål bliver afklaret.
Hvor glimrende manuskriptet end er, så er det ikke filmens stærkeste kort. Det er derimod Greengrass' instruktion, og den for ham karakteristiske håndholdte stil og hektiske klipning. Flere scener som i virkeligheden er meget enkle og i andre film måske ville have være bare nogenlunde spændende, formår Greengrass med sit geniale klippearbejde at gøre eminent spændende og nervepirrende, så man totalt glemmer at trække vejret. Fra filmens første sekund til rulleteksterne kører levnes tilskuerne meget få pusterum, og tempoet og intensiteten holdes elegant konstant på max. Mesterklasse!!
Også filmens mange locations gør den hver at se. Billederne er flotte og de skiftende omgivelser forstærker fornemmelse af agentfilm. Bourne er den alvorlige og dystre fætter til Ethan Hunts farvestrålede univers og dameglade James Bonds kække humor.
Og selvfølgelig er der lige Matt Damon. Hans præstation er helt i særklasse. Han ER Bourne, og med denne trilogi har han skabt en af filmhistoriens mest spændende og seværdige karakterer. Man tror 100 pct. på figuren hele vejen igennem, som det også var tilfældet med de to første film. Bravo Damon.
Skulle man sætte en enkelt finger på filmen er det, at Bourne først og fremmest handler, dræber og går amok for at redde sig selv og hævne sig på personlige fjender. Der er ikke meget "jeg redder verden over filmen". Endvidere er de nok så intense actionscener altid på et realistisk niveau, således at den aldrig bliver så storslået og bombastisk, som i mange andre film i genren. Disse to kritikpunkter er dog samtidig filmens styrke, og det som adskiller den fra andre film i genren, så egentlige svagheder kan man ikke kalde det.
Greengrass afslutter med The Bourne Ultimatum Bourne-trilogien på noget nær perfekt manér. Den ligger sig ubesværet og perfekt i forlængelse af de to første film, og samle elegant op på hele plottet omkring manden uden navn. Samtidig er den så intens, spændende og medrivende, at man burde få en iltmaske udleveret ved indgangen til biografen. Super seje Bourne er meget tæt på fuldt hus. Den ultimative dom må dog vente til et stensikkert gensyn.
19/08-2007
