Zombiefilm på hverdagseuropæisk(!)

5.0
Uendelig mange komedier OG uendelig mange zombiefilm lider under, at de aldrig rigtigt fungerer dramatugisk-handlingsmæssigt og derfor "dør ud", når komikken og absurditeten er blevet "udforsket" af seeren.

"Shaun of the Dead", der naturligvis er et ordspil med titlen på den måske mest berømte zombiefilm, tager sig selv aldeles useriøst. Alligevel er dialog forsøgt holdt så nærværende, hverdagspræget og intelligent som muligt (genren taget i betragtning).

Simon Pegg bærer fornemt rollen som den sympatiske pleaser-type, der gerne vil være venner med alle... men også gerne være lidt mere macho af hensyn til kæresten. Da zombierne dukker op, øjner han muligheden for at spille helt. Men det går altså ikke tilnærmelsesvist så glat, som det "burde" gøre.

Af mindeværdige biroller bør nævnes den spydigt jaloux og kværulerende David (Dylan Moran) og stedfaren - den altid syrligt flegmatiske Bill Nighy.

Derudover er der tale om en romantisk komedie iblandet en perfekt antydning af samfundssatire/kritik i og med, at det antydes, at den mystiske zombie-epidemi, som har hærget England, muligvis skyldes en folkelig overdosis af bevidstløs og luddoven hverdagstomgang(!)

En komedie med oplagt klassikerpotentiale, da den på ingen måde falmer ved et gensyn, fordi den på alle tidspunkter får nyt liv i små mindeværdige detaljer og replikker.
Shaun of the Dead