Overfladisk, men ikke flad
4.0
”Kiss Kiss Bang Bang” er en hæsblæsende selvironisk og supersarkastisk postmoderne noir-komedie, der er gennemført vittig og underholdende fra ende til anden. Ikke mindst på grund af en superoplagt Robert Downey Jr., der fyrer skarpe replikker af hurtigere end kuglerne flyver ud af et Thompson-maskingevær.
Den fjerde mur bliver brudt fra starten med direkte selvbevidste henvendelser til publikum af filmens fortæller, Harry Lockhart (Robert Downey Jr.), en indbrudstyv, der ender i Hollywood ved et tilfælde. Da han sammen med en kynisk filmproducerbøsse Gay Perry (Val Kilmer) øver sig som privatdetektiv, rodes han ud i en mordgåde og nogle grumme gangstere, da han ser en pige blive smidt i en sø. Samtidig møder han sit livs kærlighed fra high school, den kaotiske Harmony (Michelle Monaghan), der sætter ham til at finde sin søsters morder.
Det hele foregår i et hæsblæsende tempo med masser af referencer og ironi, som man skal være vaks for at fange. Instruktøren Shane Black kan tilmed lide at lege med mediet, så der bliver klippet frem og tilbage, da Harry selv mener, at han er ved at komme ud på et sidespor i sin fortælling.
Hele det store kunstige postmoderne filmunivers og den komplekse humor med flere lag eksekveres elegant og naturligt af Kilmer, Downey og co.. Man kan mærke, at de har moret sig gevaldigt. De har sandsynligvis også fået lov til at lege med replikker.
Med titlen ”Kiss Kiss Bang Bang” ved man, at der er tale om en filmisk lagkage på samme måde som ”Oceans”-filmene. Det er ren overflade, men med nok små buler og fascinerende ridser i lakken til at gøre det interessant.
Shane Black har længe været en manuskriptforfatter, og han har leveret meget af den selvrefererende ironiske stil i actionfilm igennem af 1990erne. ”Kiss Kiss Bang Bang” leverer meget af den samme stil, men det virker her meget bedre, da Black selv sidder bag roret i sit eget kaotiske, postmoderne hav af underholdende actionfilmsklichéer.
Den fjerde mur bliver brudt fra starten med direkte selvbevidste henvendelser til publikum af filmens fortæller, Harry Lockhart (Robert Downey Jr.), en indbrudstyv, der ender i Hollywood ved et tilfælde. Da han sammen med en kynisk filmproducerbøsse Gay Perry (Val Kilmer) øver sig som privatdetektiv, rodes han ud i en mordgåde og nogle grumme gangstere, da han ser en pige blive smidt i en sø. Samtidig møder han sit livs kærlighed fra high school, den kaotiske Harmony (Michelle Monaghan), der sætter ham til at finde sin søsters morder.
Det hele foregår i et hæsblæsende tempo med masser af referencer og ironi, som man skal være vaks for at fange. Instruktøren Shane Black kan tilmed lide at lege med mediet, så der bliver klippet frem og tilbage, da Harry selv mener, at han er ved at komme ud på et sidespor i sin fortælling.
Hele det store kunstige postmoderne filmunivers og den komplekse humor med flere lag eksekveres elegant og naturligt af Kilmer, Downey og co.. Man kan mærke, at de har moret sig gevaldigt. De har sandsynligvis også fået lov til at lege med replikker.
Med titlen ”Kiss Kiss Bang Bang” ved man, at der er tale om en filmisk lagkage på samme måde som ”Oceans”-filmene. Det er ren overflade, men med nok små buler og fascinerende ridser i lakken til at gøre det interessant.
Shane Black har længe været en manuskriptforfatter, og han har leveret meget af den selvrefererende ironiske stil i actionfilm igennem af 1990erne. ”Kiss Kiss Bang Bang” leverer meget af den samme stil, men det virker her meget bedre, da Black selv sidder bag roret i sit eget kaotiske, postmoderne hav af underholdende actionfilmsklichéer.
22/08-2007
