En del af noget
5.0
Det er svært at være 12 år. Specielt når man som outsideren Shaun (Thomas Turgoose) lever med sin arbejderklasse-mor et sted midt i ingenting i Thatchertidens England, og når ens far er blevet dræbt i den meningsløse Falklandskrig.
For Shaun er udvejen fra at være en mobbet enspænder mødet med en skinheadgruppe, der hurtigt tager den lille fyr til sig. Lederen af gruppen, Woody (Joseph Gilgun), får sympati med Shaun, og han lukker ham ind i gruppens verden af barberede isser, Ben Sherman-skjorter, Doctor Martin-støvler, flippede pige og fester. Gruppen søger nogle yderpunkter i samfundet, men de nøjes med at lade deres frustrationer gå ud over ruder og inventar i efterladte ruiner, mens de ifører sig sære kostumer. Hver gruppe sine ritualer.
Shaun har fundet venskab, et tilhørsforhold. Men så kommer gruppens gamle leder Combo (Stephen Graham) ud et treårigt ophold i fængslet, der har gjort ham fuld af had og racisme. Han vil overtage gruppen med et indvandrerhadsk agenda, og Shaun følger den nye alfahan, der påvirker ham med en hård retorik, der spiller på Shauns følelse af svigt og smerte efter farens død. Og dermed er Shaun pludselig blevet maskot for noget, som han ikke forstår konsekvenserne af.
Filmen handler dybest set om gruppemekanismer og om det stærke behov for at tilhøre noget, at være noget. Flere sekvenser i filmen er ganske enkelt af Shaun, der traver rundt i byens gader og industrikvarterer med sine nye kammerater, alle i den samme uniform af fælles anderledeshed. Instruktøren Shane Meadows udforsker et eviggyldigt emne i denne film, og samtidig er filmen et spændende tidsbillede af 80ernes England, hvor det måske ikke kun var de yderliggående grupper, der blev svigtet.
Filmen fungerer for det meste godt dramatisk, og specielt er den unge karismatiske Thomas Turgoose bemærkelsesværdig i hovedrollen. Hans øjne udstråler både en stærk attitude og et stærkt behov for accept på en og samme tid. Enkelte scener fungerede dog ikke helt så godt skuespilsmæssigt. Det føltes fra tid til anden for meget som en flok selvbevidste skuespillere foran et kamera i stedet for faktiske, levende mennesker. Jeg krummede aldrig tæer over dårligt skuespil, men jeg blev ikke for alvor revet med ind i filmens univers. Det trækker lidt ned for en film, der tilstræber en realistisk skildring af en tid og et miljø.
Men det er ikke det væsentligste. For filmen efterlod et stærkt indtryk med skildringen af nogle basale menneskelige behov for at være en del af noget, og hvilke konsekvenser det kan medføre, hvis man lader sig blive en del af andres selvhad, frustration og galskab. Hvordan man må dele sig for at blive en del af noget.
"This is England" er et frisk pust af en gammel tid, og det er noget af det bedste England har sendt os længe.
For Shaun er udvejen fra at være en mobbet enspænder mødet med en skinheadgruppe, der hurtigt tager den lille fyr til sig. Lederen af gruppen, Woody (Joseph Gilgun), får sympati med Shaun, og han lukker ham ind i gruppens verden af barberede isser, Ben Sherman-skjorter, Doctor Martin-støvler, flippede pige og fester. Gruppen søger nogle yderpunkter i samfundet, men de nøjes med at lade deres frustrationer gå ud over ruder og inventar i efterladte ruiner, mens de ifører sig sære kostumer. Hver gruppe sine ritualer.
Shaun har fundet venskab, et tilhørsforhold. Men så kommer gruppens gamle leder Combo (Stephen Graham) ud et treårigt ophold i fængslet, der har gjort ham fuld af had og racisme. Han vil overtage gruppen med et indvandrerhadsk agenda, og Shaun følger den nye alfahan, der påvirker ham med en hård retorik, der spiller på Shauns følelse af svigt og smerte efter farens død. Og dermed er Shaun pludselig blevet maskot for noget, som han ikke forstår konsekvenserne af.
Filmen handler dybest set om gruppemekanismer og om det stærke behov for at tilhøre noget, at være noget. Flere sekvenser i filmen er ganske enkelt af Shaun, der traver rundt i byens gader og industrikvarterer med sine nye kammerater, alle i den samme uniform af fælles anderledeshed. Instruktøren Shane Meadows udforsker et eviggyldigt emne i denne film, og samtidig er filmen et spændende tidsbillede af 80ernes England, hvor det måske ikke kun var de yderliggående grupper, der blev svigtet.
Filmen fungerer for det meste godt dramatisk, og specielt er den unge karismatiske Thomas Turgoose bemærkelsesværdig i hovedrollen. Hans øjne udstråler både en stærk attitude og et stærkt behov for accept på en og samme tid. Enkelte scener fungerede dog ikke helt så godt skuespilsmæssigt. Det føltes fra tid til anden for meget som en flok selvbevidste skuespillere foran et kamera i stedet for faktiske, levende mennesker. Jeg krummede aldrig tæer over dårligt skuespil, men jeg blev ikke for alvor revet med ind i filmens univers. Det trækker lidt ned for en film, der tilstræber en realistisk skildring af en tid og et miljø.
Men det er ikke det væsentligste. For filmen efterlod et stærkt indtryk med skildringen af nogle basale menneskelige behov for at være en del af noget, og hvilke konsekvenser det kan medføre, hvis man lader sig blive en del af andres selvhad, frustration og galskab. Hvordan man må dele sig for at blive en del af noget.
"This is England" er et frisk pust af en gammel tid, og det er noget af det bedste England har sendt os længe.
24/08-2007
