Pigegruppens kronjuveler
4.0
Vi kender det alle. Det mainstreamdikterede ungdomsdrama om sex, vold og pubertetskvaler og vores hovedperson, der realiserer at hendes tåbelige reaktionshandlinger er godt og grundigt skudt ved siden af alskens sund fornuft. ”Råzone” er endnu en af den slags film, hvor udviklingen synes forudsigelig, karakterernes forhistorie som taget ud af et psykologisk orienteringsleksikon, mens forældrene endnu en gang må påtage sig det fulde ansvar for deres ungers umulige handlinger (hvilket de i adskillige tilfælde også har). Christian E. Christiansens debutspillefilm tager sjældent afstikkere fra konventionerne, men trods betragtelig uoriginalitet og svag skabelonspsykologi, formår han relativt flot at sammenflette sædvanlighederne til en hudløs og ekstremt seværdigt affære.
Dog er det i de fornyende sekvenser at højdepunkterne skal findes, da en stor del af filmen virker overinspireret og nedværdiger sig til udelukkende at skildre fredagsfesternes kvalmende indelukkethed. Det gøres som sagt aldeles nydeligt og ret effektivt, men når totalkiksere som den ret ringe ”1:1” allerede har gennemtærsket temaet om ungdommens kvaler, virker scenerne – i store doser - sørgeligt overflødige og irriterende velkendte. ”Råzone” har dog den altoverskyggende kvalitet, at den foruden det vanlige, håndholdte kameras konstante, filmiske hysteri og det knapt så intellektuelle coke-snifferi, i ny og næ formår at afvige fra ungdomsfilmsklichéerne og derved skabe sin egen film. Det ses ikke mindst i den fremragende slutning, hvor overbrugt populærmusik endeligt skiftes ud med ukendte skøntoner, der smukt fortolker det drama, der udspiller sig på skærmen. Uden en slutning som denne, kunne ”Råzone” godt afskedige samtlige intentioner om at blive husket som film.
Filmen formår dog at trække sidste stik hjem og lander derfor på en hæderlig karakter. Trods den ofte færdes i overbrugte mainstreamklichéer og til tider har svært ved at afvige fra dem, placerer den sig bestemt i toppen af undergenren ungdomsfilms mest kompetente tiltag. Man må nok konkludere at ”Råzone” med skarpere vovemod og stærkere karakterindblik, mildt sagt kunne have funderet en stærkere barrikade af vitale psykologiske nuanceringer og hårdtslående dynamik. Spildt potentiale til trods er filmen dog konstant seværdig og cementerer flot sine kvaliteter i et dygtigt klimaks, hvor i særdeleshed de afsluttende billeder må imponere selv den største ungdomsfilmsignorant.
Dog er det i de fornyende sekvenser at højdepunkterne skal findes, da en stor del af filmen virker overinspireret og nedværdiger sig til udelukkende at skildre fredagsfesternes kvalmende indelukkethed. Det gøres som sagt aldeles nydeligt og ret effektivt, men når totalkiksere som den ret ringe ”1:1” allerede har gennemtærsket temaet om ungdommens kvaler, virker scenerne – i store doser - sørgeligt overflødige og irriterende velkendte. ”Råzone” har dog den altoverskyggende kvalitet, at den foruden det vanlige, håndholdte kameras konstante, filmiske hysteri og det knapt så intellektuelle coke-snifferi, i ny og næ formår at afvige fra ungdomsfilmsklichéerne og derved skabe sin egen film. Det ses ikke mindst i den fremragende slutning, hvor overbrugt populærmusik endeligt skiftes ud med ukendte skøntoner, der smukt fortolker det drama, der udspiller sig på skærmen. Uden en slutning som denne, kunne ”Råzone” godt afskedige samtlige intentioner om at blive husket som film.
Filmen formår dog at trække sidste stik hjem og lander derfor på en hæderlig karakter. Trods den ofte færdes i overbrugte mainstreamklichéer og til tider har svært ved at afvige fra dem, placerer den sig bestemt i toppen af undergenren ungdomsfilms mest kompetente tiltag. Man må nok konkludere at ”Råzone” med skarpere vovemod og stærkere karakterindblik, mildt sagt kunne have funderet en stærkere barrikade af vitale psykologiske nuanceringer og hårdtslående dynamik. Spildt potentiale til trods er filmen dog konstant seværdig og cementerer flot sine kvaliteter i et dygtigt klimaks, hvor i særdeleshed de afsluttende billeder må imponere selv den største ungdomsfilmsignorant.
25/08-2007
