minutiøs kortlægning af en tragisk sjæl

Tung og overlang, men unægtelig også ukonventionel, egenrådig og visuel brillant filmatisering af Patrick Suskinds celebrerede og kontroversielle roman af samme navn. Adaptionen har været længe under opsejling, men forfatterens modstridighed overfor en filmisk version var indledningsvis en hæmsko, hvorefter hans omvendelse udledte i en perfektionistisk pertentlighed i valget af instruktøren, der skulle visualisere det notorisk komplekse litterære værk. Det definitive valg faldt på den tyske auteur Tom Tykwer, der trods relativt få produktioner på renomméet har udviklet sit helt eget subjektivitetsprægede vakuum af personlig originalitet, filmisk magi, melankolsk filantropi og en æstetisk vision af de umådelig betagende. Efter alsidige mesterværker som Krigeren og Kejserinden, Lola Rennt og ikke mindst den noget undervurderede Heaven, tackler Tykwer denne komplicerede filmatisering med virtuositet og vovemod, men på trods af den storstilede produktion og de endnu højereragende ambitioner, så indfries forventningerne ikke helt, og Perfume ender ultimativt som en mesters værk uden at være et mesterværk.

Perfume er den besættende historie om et på overfladen menneskeligt udyr, der i Tykwers kontemplative hænder dog erhverver sig en stor portion forståelse, og filmen er et nærgående studie udi et dysfunktionelt sind uden virkelighedssans. Tykwer indleder sin film med en skildring af et dekadent Paris, hvor barnet Jean-Baptiste Grenouille fødes blandt fysisk råddenskab og humanistisk ondskabsfuldhed. Tykwer iscenesætter degenereringen med en skræmmende resonans og opgivenhed, og hovedkarakterens manglende realitetssans kortlægges med en empatisk forståelse. Grenouille opvokser under de barbariske omstændigheder, men søger eskapisme hos sit enestående medfødte talent; en lugtesans af uforståelige proportioner. Tykwer visualiserer dette, i filmisk sammenhænge, abstrakte koncept både originalt og medrivende, hvilket er en præstation i sig selv. At han ydermere formår at indskyde sympati og interesse for en morder i hovedrollens form betyder bare, at filmen løftes betydeligt over sin lidt for rammeskårne historie og momentvis ufokuserede sidefortællinger, der trækker filmen marginalt over på kedsomhedens landeareal i flere øjeblikke.

Den ukendte Ben Whishaw indtager hovedrollen som outsideren, der gennem sit unikke talent forsøger at hæve sig fra den ligegyldige anonymitet til det signifikante unikum og føle den værdsættelse, som han ikke kender til. Whishaw er intet mindre end en velsignelse at opleve, og han præsterer at indsprøjte karakteren med en skrøbelighed og uforstående naivitet, hvilket gør, at han ikke selv opfatter de morderiske konsekvenser i hans fatale jagt på det perfekte. Whishaws karakter udleveres aldrig, men skildres på den hårfine grænse mellem at være tragisk og psykopatisk. Tykwer er ukuelig i hans uglamouriserende fremstilling af historiens mere vulgære og ubarmhjertige aspekter (som eksempelvis den groteske detalje med, at alle omkringværende Grenouille dør ved dennes transaktion, muligvis som straf for at have udnyttet en skæbnebetonet sjæl), og Perfume bevæger sig i et mørkt og trøstesløs univers, hvor der bag skønheden lurer en latent ondskab (den omtalte parfumes kreation som symbol for dette), hvilket ulig Tykwers andre film gør, at man sjældent fænges emotionelt (slutningens selverkendelse ekskluderet, hvor Grenouille indser, at tilbedelsen er manipuleret og at han aldrig vil opleve den psykiske, såvel som fysiske kærlighed).

Birollerne er (lidt unødvendigt) velbesatte med Dustin Hoffman som udbrændt kunstner, der søger storhedstiden gennem Grenouille, og Alan Rickman som paranoid far, der mister sit sidste livsholdepunkt. Som diametral modsætning til hovedkarakteren, så findes der dog begrænset med substans hos sidekaraktererne, der med deres tvivlsomme historiesignifikans og uproportionerede megen spilletid trækker historien i langdrag.

Visuelt er Perfume naturligvis et æstetisk perfektum, hvor billedsiden balancerer grandiost mellem det smukke og det intrigante. Tykwer leverer sammen med sin faste fotografkollaboratør Frank Griebe nogle uforglemmelige og maleriske billeder, der psykedelisk fastprinter sig hos sit publikum. Alene dette aspekt gør Perfume seværdig, der historiemæssigt dog ikke kan akkompagnerer den unikke billedside. Tykwer har i sin talentudfoldelse endnu engang udvist en kunstnerisk dedikation og egenrådighed, men Perfume fremstår utvivlsomt som hans svageste film til dato.