Fejlskudt mystik
2.0
David Lynch har igen kridtet mystikskoene og fremfører på ny en fortælling, der er lige så kringlet som udmundingen af 27 slangers intense nærkamp. Ligesom i den fremragende ”Mulholland Drive” spares der i ”Inland Empire” ikke på de svært fortolkelige symbolske betydninger og handlingskomplicerende afstikkere, mens den minimalistiske stil aldrig frafalder sin altoverskyggende dominans. Men hvordan fungerer dette små-forvirrende filmsnørkleri så i grunden? Svaret på det spørgsmål er såre simpelt: ikke ret godt.
Jeg er først og fremmest skuffet over den langstrakte afstikker filmen tager sig i handlingsforløbet. For efter, i mine egne stille tanker, at have nået en karakteristik af filmens symbolske udviklinger, virkede ”Inland Empire” mest af alt som en stor omvej af kringlede metaforer og søgt mystik. De essentielle svar på filmen er langt enklere en Lynch fremfører dem over sine overlange 3 timers spilletid og filmens kerne synes gang på gang direkte forbigået. Symbolikken, den filmiske minimalisme og de egentlige svar fejler intet. Intentionerne destrueres blot totalt af de periferiagtige "mystikscener", der ganske enkelt bare er komplicerede for at være det.
”Inland Empire” er derfor noget af en skuffelse, der på trods af sit fine udgangspunkt på besynderlig vis formår at undgå guldet. Lynch har underligt nok – og sikkert helt ubevidst – foretrukket kvantitet frem for kvalitet i sin handling, og den virker kun halvt fascinerende ved den længe ventede udmunding. Talentet er med andre ord til stede i instruktøren David Lynchs nye skud på stammen, men hans glæde for symbolske betydninger og regulær mystik tager i alt for høj grad styringen over kontrolpanelet. ”Inland Empire” kan ikke undsige sig fra at være temmelig kedelig.
Jeg er først og fremmest skuffet over den langstrakte afstikker filmen tager sig i handlingsforløbet. For efter, i mine egne stille tanker, at have nået en karakteristik af filmens symbolske udviklinger, virkede ”Inland Empire” mest af alt som en stor omvej af kringlede metaforer og søgt mystik. De essentielle svar på filmen er langt enklere en Lynch fremfører dem over sine overlange 3 timers spilletid og filmens kerne synes gang på gang direkte forbigået. Symbolikken, den filmiske minimalisme og de egentlige svar fejler intet. Intentionerne destrueres blot totalt af de periferiagtige "mystikscener", der ganske enkelt bare er komplicerede for at være det.
”Inland Empire” er derfor noget af en skuffelse, der på trods af sit fine udgangspunkt på besynderlig vis formår at undgå guldet. Lynch har underligt nok – og sikkert helt ubevidst – foretrukket kvantitet frem for kvalitet i sin handling, og den virker kun halvt fascinerende ved den længe ventede udmunding. Talentet er med andre ord til stede i instruktøren David Lynchs nye skud på stammen, men hans glæde for symbolske betydninger og regulær mystik tager i alt for høj grad styringen over kontrolpanelet. ”Inland Empire” kan ikke undsige sig fra at være temmelig kedelig.
01/09-2007
