Hollywoods svanesang
2.0
”Hjælp! Det er jul!” er titlen på en af de absolut mest tåbelige julefilm til dato - noget nær det ultimative decembermareridt med skærende bjældeklang og højtrystet julehysteri nok til at kunne vende sig i maven på selv den mest juleglade tilskuer.
Hvorfor ellers dygtige folk som Tim Allen, Jamie Lee Curtis og Dan Akroyd er at finde i en humorforladt omgang som denne må blot siges at være et trist supplement til understregningen af Hollywoods pengeliderlige tendenser, der her mere end nogensinde synes ubehjælpelige. I disse baner følger ”Hjælp! Det er jul!” lige så obligatorisk som smøreolie i Hollywoods pengemekanik og som en film der åbenlyst intet andet har på hjerte end at cementere julen som indtægternes fest.
Hvad enten det er tilsigtet eller ej får vi nok engang opridset amerikanerne som det mest jule- og kugleskøre folkefærd der findes. Ligegyldig hvad føles det unægtelig som om, at filmens bagmænd har frydet sig ved at fremstille sit land som en forenet flok af godhjertede jubelidioter, hvilket langt hen ad vejen resulterer i mangel på både hygge og varme, til fordel for øredøvende julestres.
Der kan vist næppe herske nogen tvivl om denne films inkompetence, når man efter at have tilbragt en time og tre kvarter i selskab med amerikanernes julemani pludselig værdsætter de tre måneders tid der er tilbage, før den årlige decembermåneds juleræs sætter ind. Med "Hjælp! Det er jul!" har instruktøren Joe Roth iscenesat, hvad smager som bundfaldet af julefilmens sejlivede historie og er blot marginaler fra den sjældne bundkarakter.
Hvorfor ellers dygtige folk som Tim Allen, Jamie Lee Curtis og Dan Akroyd er at finde i en humorforladt omgang som denne må blot siges at være et trist supplement til understregningen af Hollywoods pengeliderlige tendenser, der her mere end nogensinde synes ubehjælpelige. I disse baner følger ”Hjælp! Det er jul!” lige så obligatorisk som smøreolie i Hollywoods pengemekanik og som en film der åbenlyst intet andet har på hjerte end at cementere julen som indtægternes fest.
Hvad enten det er tilsigtet eller ej får vi nok engang opridset amerikanerne som det mest jule- og kugleskøre folkefærd der findes. Ligegyldig hvad føles det unægtelig som om, at filmens bagmænd har frydet sig ved at fremstille sit land som en forenet flok af godhjertede jubelidioter, hvilket langt hen ad vejen resulterer i mangel på både hygge og varme, til fordel for øredøvende julestres.
Der kan vist næppe herske nogen tvivl om denne films inkompetence, når man efter at have tilbragt en time og tre kvarter i selskab med amerikanernes julemani pludselig værdsætter de tre måneders tid der er tilbage, før den årlige decembermåneds juleræs sætter ind. Med "Hjælp! Det er jul!" har instruktøren Joe Roth iscenesat, hvad smager som bundfaldet af julefilmens sejlivede historie og er blot marginaler fra den sjældne bundkarakter.
02/09-2007
