Guilty displeasure
4.0
Det er en sjælden fornøjelse at dykke ned i b-filmsskidtet og blodet fra Paul Verhoevens middelalderaction-film med Rutger Hauer, ”Flesh+Blood”. Fornøjelse er nok det forkerte ord, da ”Flesh+Blood” flere steder er klam og ubehagelig. Der er voldtægt, brutale mord, pestbefængte bylder og forrådnede lig i stride strømme.
Verhoevens billede af middelalderen er hårdt, råt og usødet. Han bruger perioden som en platform til at slippe det menneskelige dyr løs i. Alle filmens personer handler enten ud fra begær, grådighed eller overlevelsesinstinkter. Det er svært at sympatisere selv med filmens hovedpersoner.
Rutger Hauer spiller den tyranniske leder af en gruppe lejesoldater, Martin, der tager fra det rige og giver til sig selv. Da hans gruppe af lejesoldater og deres medfølgende skøger snydes af adelsmanden Arnolfini (Fernando Hilbeck) for deres løn, hævner de sig på ham og hans søn, Steven (Tom Burlinson), ved at kidnappe Stevens kommende brud, Agnes (Jennifer Jason Leigh). Agnes er nok filmens mest interessante karakter. Hun er seksuelt nysgerrig og samtidig en forkælet rigmandsdatter, der får, hvad hun vil have. Så da Martin voldtager hende, tager hun selv den psykologiske kontrol. Hun tilslutter sig bæstet og gruppen for at overleve. Måske også af andre grunde. Men da Steven dukker op for at redde hende, forsøger hun at spille på begge heste.
Plottet er nu ikke det interessante ved filmen. Det interessante er Verhoevens opulente, kødelige, farverige stil. Titlen er ganske velvalgt. Det flyder med blod, og der er masser af nøgne kroppe og sex i filmen. Genren er for lille til at have et udbredt navn, men ”Flesh+Blood” hører helt tydeligvis ind under en kategori af medieval exploitation.
Meget af dialogen udføres på værste b-filmsmaner, og plotmæssigt er der huller så store som ladeporte. Men Hauer, Leigh og Burlinson har alle tre en karisma, der løfter filmen, og Verhoevens specielle, farverige stil gør også filmen anderledes og interessant. Derudover fanger filmen den brutale stemning i middelalderen, hvor døden altid var nær.
Verhoeven får tilmed luret lidt kristen symbolik ind i filmen. De første scener kan minde lidt om jesubarnets fødsel. Men moren er en skøge, faren er en brutal lejemorder og barnet er dødfødt. I resten af filmen er der en eksplicit symbolik med Martin som en antihelgen, der leder sin gruppe i døden for sine egne drifters skyld.
”Flesh+Blood” er både en guilty pleasure og en guilty displeasure. Exploitation af den bedste slags.
Verhoevens billede af middelalderen er hårdt, råt og usødet. Han bruger perioden som en platform til at slippe det menneskelige dyr løs i. Alle filmens personer handler enten ud fra begær, grådighed eller overlevelsesinstinkter. Det er svært at sympatisere selv med filmens hovedpersoner.
Rutger Hauer spiller den tyranniske leder af en gruppe lejesoldater, Martin, der tager fra det rige og giver til sig selv. Da hans gruppe af lejesoldater og deres medfølgende skøger snydes af adelsmanden Arnolfini (Fernando Hilbeck) for deres løn, hævner de sig på ham og hans søn, Steven (Tom Burlinson), ved at kidnappe Stevens kommende brud, Agnes (Jennifer Jason Leigh). Agnes er nok filmens mest interessante karakter. Hun er seksuelt nysgerrig og samtidig en forkælet rigmandsdatter, der får, hvad hun vil have. Så da Martin voldtager hende, tager hun selv den psykologiske kontrol. Hun tilslutter sig bæstet og gruppen for at overleve. Måske også af andre grunde. Men da Steven dukker op for at redde hende, forsøger hun at spille på begge heste.
Plottet er nu ikke det interessante ved filmen. Det interessante er Verhoevens opulente, kødelige, farverige stil. Titlen er ganske velvalgt. Det flyder med blod, og der er masser af nøgne kroppe og sex i filmen. Genren er for lille til at have et udbredt navn, men ”Flesh+Blood” hører helt tydeligvis ind under en kategori af medieval exploitation.
Meget af dialogen udføres på værste b-filmsmaner, og plotmæssigt er der huller så store som ladeporte. Men Hauer, Leigh og Burlinson har alle tre en karisma, der løfter filmen, og Verhoevens specielle, farverige stil gør også filmen anderledes og interessant. Derudover fanger filmen den brutale stemning i middelalderen, hvor døden altid var nær.
Verhoeven får tilmed luret lidt kristen symbolik ind i filmen. De første scener kan minde lidt om jesubarnets fødsel. Men moren er en skøge, faren er en brutal lejemorder og barnet er dødfødt. I resten af filmen er der en eksplicit symbolik med Martin som en antihelgen, der leder sin gruppe i døden for sine egne drifters skyld.
”Flesh+Blood” er både en guilty pleasure og en guilty displeasure. Exploitation af den bedste slags.
03/09-2007
