Drømmen om Australien
5.0
Michael Haneke kan meget vel siges at være Europas førende film-auteur. Med ualmindeligt sortseende og dybt fascinerende værker som ”Skjult”, ”Benny’s Video”, ”71 Fragments Of A Chronology Of Chance” og ikke mindst ”Funny Games” har den gråhårede og storsmilende østriger som en sjældenhed på den moderne filmscene lagt personlighed ned i hver en filmstrimmel han har pålagt sit repertoire og udgjort med en larmende klar fællesnævner: Film skal nå sit publikums inderste kroge.
Hanekes sortsyn er heller ikke til tage fejl af i ”Det syvende kontinent” - hans debutfilm der grundlagde dette synspunkt med eftertrykkelig virkning. En kold, klar, kontant og konsekvent, og, i lignende grad med hans efterfølgende film, skånselsløs beretning om menneskets mørkeste gerninger, helt inde hvor den yderste konsekvens trænger sig på og hvor motiverne er foruroligende uklare. En sansepirrende række af på én gang deprimerende og smukke passager indledes fra første billede med en uhyre stemningsfuld sekvens, der i dyb fåmælthed giver os udsynet fra bagsædet af en bil på vej gennem en maskindrevet bilvask. Ruder tildækkes af store, roterende børster, mens udsigten ligeledes præges af to foransiddende personers skyggelagte baghoveder, der konstant forbliver ubevægelige og tavse.
Hvem vi her ser, er ægteparret, der i vanlig Haneke-stil er navngivet Anna og Georg. Begge lever i fællesskab med deres 6-7-årige datter, Eva, en skabelonskåret hverdag, hvor personlig omgang er tilsidesat til fordel for rutinedrævede gøremål. Denne anonymitet beskrives på knivskarp vis, både gennem kølige, fastfrossede stilbilleder og ved stort set ikke at lade forældrenes ansigter vise sig gennem filmens første tyve minutter, hvor kameraet ofte (og egentlig gennem størstedelen af spilletiden) lader sig fokusere på hænder og handlinger, frem for det bagvedliggende menneske. Selv ikke ved middagsbordet afskærmer forældrene sig fra deres hverdagsritualer og smider usynlighedsmasken - kun i bilvasken, hvor følelserne kortvarigt får frit løb og sammenholdet mellem far, mor og datter styrkes.
Hele vejen igennem er ”Det syvende kontinent” et gribende og samtidig et ret så ambivalent portræt af en families tilstand, hvor kærligheden er et druknet frø, der kun momentant får lov at spire. Særligt hjerteskærende bliver det, når Michael Haneke omkring tre fjerdedele inde præsenterer os for Georg, Anna og delvist også datteren Evas målrettede selvudslettelse - ikke blot selvmord, men bogstavelig talt udslettelse af så godt som al den tid de nogensinde har spenderet i live. Alt materielt fyld i hjemmet flås i stykker - Lp-plader knækkes, kommoder hugges i spåner, spejle knuses, penge skylles i toiletudløbet, ja selv de tegninger Eva gennem filmen har brugt tid på klippes over på midten og rives itu.
Det ér ekstremt at se mennesker gå i selvbevidst opløsning på den måde vi her får serveret, og særligt fortrøstningsløst føles det, når grunden til hvorfor kun hænder og materialer er billedets fikspunkt gennem den minutlange boligødelæggelse og hvorfor fjernsynet står som det sidste helskindede produkt i den gennemsmadrede villa pludselig siver ind. Familien finder ganske enkelt ikke engang glæde i at vinke farvel til deres ”forsømte” tid på jorden. De er blevet ét med deres materialer - og Hanekes ultimative understregning af det menneskelige forfald rammer hårdt og præcist.
De første 60-70 minutter af ”Det syvende kontinent” er ekstremt sælsomme og betagende iagttagelser af familiens rutineliv, mens den sidste halve time er et både forfærdende og svært fascinerende indblik i selvmordets anatomi. Ganske vist kunne begge dele lyde som hver især afstumpede studier i fremmedgørende inhumanitet, men takket være flot skuespil og gennemført instruktion fremstår vores selvdestruktive personer i stedet som troværdige mennesker af blod og kød. ”Det syvende kontinent” er ikke en ”Åh-hvor-sygt!”-oplevelse som eksempelvis terrorfilmen ”Funny Games”. Faktisk er det svært overhoved at fremtvinge en konkluderende følelse efter, opslidt, provokeret, rystet og rørt, at have dykket ned i et så komplekst følelsesvirvar. Tilbage i hukommelsen står de lammende, tavse og intense billeder af en delvist materialistisk og delvist klarsynet familie der, hånd i hånd, afskærer sig selv fra omverdenen i en bilvask og bagefter udsletter alt fra deres obligatoriske ejendomme til dem selv - billeder der skaber en så abnormt kraftfuld film, at historien om George, Anna og barn atter er en fortælling, man aldrig glemmer.
Hanekes sortsyn er heller ikke til tage fejl af i ”Det syvende kontinent” - hans debutfilm der grundlagde dette synspunkt med eftertrykkelig virkning. En kold, klar, kontant og konsekvent, og, i lignende grad med hans efterfølgende film, skånselsløs beretning om menneskets mørkeste gerninger, helt inde hvor den yderste konsekvens trænger sig på og hvor motiverne er foruroligende uklare. En sansepirrende række af på én gang deprimerende og smukke passager indledes fra første billede med en uhyre stemningsfuld sekvens, der i dyb fåmælthed giver os udsynet fra bagsædet af en bil på vej gennem en maskindrevet bilvask. Ruder tildækkes af store, roterende børster, mens udsigten ligeledes præges af to foransiddende personers skyggelagte baghoveder, der konstant forbliver ubevægelige og tavse.
Hvem vi her ser, er ægteparret, der i vanlig Haneke-stil er navngivet Anna og Georg. Begge lever i fællesskab med deres 6-7-årige datter, Eva, en skabelonskåret hverdag, hvor personlig omgang er tilsidesat til fordel for rutinedrævede gøremål. Denne anonymitet beskrives på knivskarp vis, både gennem kølige, fastfrossede stilbilleder og ved stort set ikke at lade forældrenes ansigter vise sig gennem filmens første tyve minutter, hvor kameraet ofte (og egentlig gennem størstedelen af spilletiden) lader sig fokusere på hænder og handlinger, frem for det bagvedliggende menneske. Selv ikke ved middagsbordet afskærmer forældrene sig fra deres hverdagsritualer og smider usynlighedsmasken - kun i bilvasken, hvor følelserne kortvarigt får frit løb og sammenholdet mellem far, mor og datter styrkes.
Hele vejen igennem er ”Det syvende kontinent” et gribende og samtidig et ret så ambivalent portræt af en families tilstand, hvor kærligheden er et druknet frø, der kun momentant får lov at spire. Særligt hjerteskærende bliver det, når Michael Haneke omkring tre fjerdedele inde præsenterer os for Georg, Anna og delvist også datteren Evas målrettede selvudslettelse - ikke blot selvmord, men bogstavelig talt udslettelse af så godt som al den tid de nogensinde har spenderet i live. Alt materielt fyld i hjemmet flås i stykker - Lp-plader knækkes, kommoder hugges i spåner, spejle knuses, penge skylles i toiletudløbet, ja selv de tegninger Eva gennem filmen har brugt tid på klippes over på midten og rives itu.
Det ér ekstremt at se mennesker gå i selvbevidst opløsning på den måde vi her får serveret, og særligt fortrøstningsløst føles det, når grunden til hvorfor kun hænder og materialer er billedets fikspunkt gennem den minutlange boligødelæggelse og hvorfor fjernsynet står som det sidste helskindede produkt i den gennemsmadrede villa pludselig siver ind. Familien finder ganske enkelt ikke engang glæde i at vinke farvel til deres ”forsømte” tid på jorden. De er blevet ét med deres materialer - og Hanekes ultimative understregning af det menneskelige forfald rammer hårdt og præcist.
De første 60-70 minutter af ”Det syvende kontinent” er ekstremt sælsomme og betagende iagttagelser af familiens rutineliv, mens den sidste halve time er et både forfærdende og svært fascinerende indblik i selvmordets anatomi. Ganske vist kunne begge dele lyde som hver især afstumpede studier i fremmedgørende inhumanitet, men takket være flot skuespil og gennemført instruktion fremstår vores selvdestruktive personer i stedet som troværdige mennesker af blod og kød. ”Det syvende kontinent” er ikke en ”Åh-hvor-sygt!”-oplevelse som eksempelvis terrorfilmen ”Funny Games”. Faktisk er det svært overhoved at fremtvinge en konkluderende følelse efter, opslidt, provokeret, rystet og rørt, at have dykket ned i et så komplekst følelsesvirvar. Tilbage i hukommelsen står de lammende, tavse og intense billeder af en delvist materialistisk og delvist klarsynet familie der, hånd i hånd, afskærer sig selv fra omverdenen i en bilvask og bagefter udsletter alt fra deres obligatoriske ejendomme til dem selv - billeder der skaber en så abnormt kraftfuld film, at historien om George, Anna og barn atter er en fortælling, man aldrig glemmer.
04/09-2007
