Kærlighed på børnefilm
3.0
Det er meget usædvanligt, at en dansk instruktør kommer med to forskellige film i løbet af et par måneder, men det har Ole Bornedal gjort denne sommer.
Den første var "Vikaren", som handler om, at nogle mægtige væsener på en fjern planet har opdaget, at mennesket besidder noget, de ikke har. Nemlig kærlighed. Ét af rumvæsenerne kommer så til Jorden for at erobre kærligheden og installerer sig som vikar for den sjetteklasse, hovedpersonen Carl går i. Carls far har meget passende skrevet en bog om, hvordan evnen til at elske gør mennesket unikt.
Der er én altoverskyggende grund til at se "Vikaren", og hun hedder Paprika Steen. Hun er forrygende som ond alien forklædt som verdens ledeste vikar. Især scenen, hvor vikaren første gang møder 6.B, er utroligt morsom. I det hele taget ser det ud, som om Steen har moret sig vældigt med at lave sære ansigter, skumle blikke og stive poseringer. Hun bærer simpelt hen hele filmen.
Det har filmen så desværre også brug for, at hun gør. Jeg synes især, at manuskriptet er en gang rod - mest åbenlyst fordi historien er bygget op af sjove indfald, men til gengæld mangler sammenhæng. Det bliver især synligt i slutsekvensen, hvor problemerne bliver løst på lidt for meget hovsa-manér. Rent tematisk er historien også en rodebutik, der gaber over mange ting, men ikke bliver til en helhed. Det starter med, at den onde alien vil have kærligheden, men undervejs bliver der også introduceret noget med empati og medfølelse, så filmen reelt sætter lighedstegn mellem kærlighed og medfølelse. Der er tilsvarende en tråd med, at Carl savner sin døde mor, som aldrig bliver ordentligt samlet op og afsluttet. Endelig har filmen et generelt problem med, at samspillet mellem børn og voksne ikke fungerer særlig godt (igen bortset fra Paprika Steen).
I det hele taget er det som nævnt en rodebutik af en film, hvor der godt nok er flere gode indfald, men hvor der også mangler konsekvens og helhed. Teknisk er den dog glimrende lavet med en nydelig billedside og få, men velplacerede og velfungerende computereffekter. Bornedals sans for at lave spænding ses også i et par sekvenser, selv om det aldrig bliver andet end en hyggelig thrillerkomedie - det er trods alt en børnefilm. Den er også ganske underholdende undervejs, men jeg synes faktisk, den mangler respekt for sit publikum i sit ustrukturerede kaos af ideer.
Den første var "Vikaren", som handler om, at nogle mægtige væsener på en fjern planet har opdaget, at mennesket besidder noget, de ikke har. Nemlig kærlighed. Ét af rumvæsenerne kommer så til Jorden for at erobre kærligheden og installerer sig som vikar for den sjetteklasse, hovedpersonen Carl går i. Carls far har meget passende skrevet en bog om, hvordan evnen til at elske gør mennesket unikt.
Der er én altoverskyggende grund til at se "Vikaren", og hun hedder Paprika Steen. Hun er forrygende som ond alien forklædt som verdens ledeste vikar. Især scenen, hvor vikaren første gang møder 6.B, er utroligt morsom. I det hele taget ser det ud, som om Steen har moret sig vældigt med at lave sære ansigter, skumle blikke og stive poseringer. Hun bærer simpelt hen hele filmen.
Det har filmen så desværre også brug for, at hun gør. Jeg synes især, at manuskriptet er en gang rod - mest åbenlyst fordi historien er bygget op af sjove indfald, men til gengæld mangler sammenhæng. Det bliver især synligt i slutsekvensen, hvor problemerne bliver løst på lidt for meget hovsa-manér. Rent tematisk er historien også en rodebutik, der gaber over mange ting, men ikke bliver til en helhed. Det starter med, at den onde alien vil have kærligheden, men undervejs bliver der også introduceret noget med empati og medfølelse, så filmen reelt sætter lighedstegn mellem kærlighed og medfølelse. Der er tilsvarende en tråd med, at Carl savner sin døde mor, som aldrig bliver ordentligt samlet op og afsluttet. Endelig har filmen et generelt problem med, at samspillet mellem børn og voksne ikke fungerer særlig godt (igen bortset fra Paprika Steen).
I det hele taget er det som nævnt en rodebutik af en film, hvor der godt nok er flere gode indfald, men hvor der også mangler konsekvens og helhed. Teknisk er den dog glimrende lavet med en nydelig billedside og få, men velplacerede og velfungerende computereffekter. Bornedals sans for at lave spænding ses også i et par sekvenser, selv om det aldrig bliver andet end en hyggelig thrillerkomedie - det er trods alt en børnefilm. Den er også ganske underholdende undervejs, men jeg synes faktisk, den mangler respekt for sit publikum i sit ustrukturerede kaos af ideer.
05/09-2007
