Kærlighed på voksenfilm
3.0
Der er mange interessante ting i "Kærlighed på film", men jeg synes ikke, den kommer hele vejen i mål. For mig at se har Ole Bornedal først og fremmest villet lave en film om at være forelsket, om at turde vælge det vilde eventyr og om det svære valg at droppe kone, børn og kedelig hverdag. Han har sagt, at filmen er inspireret af hans egen skilsmisse, så hovedpersonen, der forelsker sig i den amnesi-ramte pige fra en trafikulykke og bilder alle ind, at han er hendes kæreste, er temmelig sikkert en spejling af Bornedals egen kamp med kærligheden.
Men jeg synes, filmen er for manert og for distanceret i forhold til sit emne. Den er fyldt med meta-elementer, men kører dem ikke helt igennem, og især mod slutningen har den en ironisk distance, som for mig at se viser en Bornedal, der ikke tør tro helt på hverken sit projekt eller sin kærlighed. Heller ikke selv om hans udgave af "Sunset Boulevard"-finten er ret elegant. Jeg synes, han intellektualiserer for meget - og dermed spiller på en bane, hvor folk som Christoffer Boe og Lars von Trier er en klasse bedre.
Men den er superflot lavet rent teknisk. Fantastisk flotte billeder af Dan Laustsen - noget af det smukkeste, jeg har set i en dansk film. De lækre fotografiske effekter og den stemningsfulde musik spiller flot sammen, og der er mange fine passager, hvor filmen fortæller i billeder frem for ord. Billederne viser blandt andet nogle temmelig eksplicitte sex- og voldsscener - som hænger fint sammen med historien om den desperate kærlighed.
Anders W. Berthelsen har i hovedrollen sin bedste rolle i lang tid, og Charlotte Fich og Dejan Cukic har et par virkelig velspillede biroller som henholdsvis hans kone og bedste ven. Men selv om Dejan Cukic gør det godt, synes jeg, at hans karakter udstiller filmens problem: Han er ikke et menneske, men en kommenterende intellektuel stemme - i øvrigt ligesom hovedpersonens voice-over, som jeg tilmed synes er dårligt skrevet.
"Kærlighed på film" er en film, der fascinerer og interesserer hele vejen. Men den er også for distanceret til sit emne og placerer sig efter min mening et sted, hvor den er modig, men ikke modig nok.
Men jeg synes, filmen er for manert og for distanceret i forhold til sit emne. Den er fyldt med meta-elementer, men kører dem ikke helt igennem, og især mod slutningen har den en ironisk distance, som for mig at se viser en Bornedal, der ikke tør tro helt på hverken sit projekt eller sin kærlighed. Heller ikke selv om hans udgave af "Sunset Boulevard"-finten er ret elegant. Jeg synes, han intellektualiserer for meget - og dermed spiller på en bane, hvor folk som Christoffer Boe og Lars von Trier er en klasse bedre.
Men den er superflot lavet rent teknisk. Fantastisk flotte billeder af Dan Laustsen - noget af det smukkeste, jeg har set i en dansk film. De lækre fotografiske effekter og den stemningsfulde musik spiller flot sammen, og der er mange fine passager, hvor filmen fortæller i billeder frem for ord. Billederne viser blandt andet nogle temmelig eksplicitte sex- og voldsscener - som hænger fint sammen med historien om den desperate kærlighed.
Anders W. Berthelsen har i hovedrollen sin bedste rolle i lang tid, og Charlotte Fich og Dejan Cukic har et par virkelig velspillede biroller som henholdsvis hans kone og bedste ven. Men selv om Dejan Cukic gør det godt, synes jeg, at hans karakter udstiller filmens problem: Han er ikke et menneske, men en kommenterende intellektuel stemme - i øvrigt ligesom hovedpersonens voice-over, som jeg tilmed synes er dårligt skrevet.
"Kærlighed på film" er en film, der fascinerer og interesserer hele vejen. Men den er også for distanceret til sit emne og placerer sig efter min mening et sted, hvor den er modig, men ikke modig nok.
05/09-2007
