diabolsk apokalypse – fra Hollywood

De sidste mange år har det kommercielle publikum måtte udstå talrige pauvre og makværksstatuerende computerspilsfilmatiseringer, hvor titel og koncept oftest kun har været fællesnævneren under adaptionen. Den notoriske Uwe Boll har nærmest gjort det til en niche at levere b-filmsafføring på denne front, mens mere storstilede amerikanske produktioner som eksempelvis Resident Evil serien og den forfejlede Doom har skubbet tolerancegrænsen betydeligt. Det var derfor med skeptiske anelser, at jeg i sin tid satte mig kynisk til rette i biografsædet for at overvære det nyeste mainstreamforsøg på at eksploitere et spils marginale fanskare til at tjene nogle hurtige penge hjem med den obligatoriske Silent Hill filmatisering. At instruktøransvaret var lagt i hænderne på den franske Christophe Gans, der med sine to tidligere film (den indifferente Crying Freeman og den pompøst producerede, men genreskizofrene og ganske anstrengende Pagten) langtfra har imponeret den mere underholdningsfokuserede del af mit filmsind, var ligeledes understøtter til en forudindtaget makværksfølelse. Jeg forlod dog biografen med en betydelig koldsved og overrumpling, for sjældent har jeg oplevet en film så kompromisløs sanseangribende og eksplicit voldsom som den ikke videre anbefalelsesværdige, om end ganske interessante Silent Hill.

Det filmiske geni Roger Avary har været hovedaktør på manuskriptfronten, hvilket forklarer filmens konstant insisterende egenrådighed og dens distingverende stemning. Historien er dog ikke ligefrem noget at råbe hurra for, og Silent Hill fungerer kun i de skræmmende og intense dommedagsscener, hvor en udpenslet ondskab ikke nøjes med at lurer om hjørnerne, men indtager hele bygningen uden at miste dens suspense- og uhyggelighedsforce. Radha Michell spiller moderen, der tager sin psykisk hærgede adoptivdatter tilbage til hjembyen for at sidstnævnte kan få forløsning for den latente uro, der lurer i hende. I stedet for dette finder de dog barbariske kreaturer og et indelukket samfund, der hver især er fatale. Silent Hill fortælles uoriginalt og egentlig ganske trivielt, hvor handlingen forvilder sig i meningsløsheder og sporadisk kritik af fundamentalisme og desillusionerede trossamfund. Avary har ikke haft den fokuserede handske på, men det gør ikke det helt store, da irritationen mestendels af tiden overskygges af den fængende stemning og det sadistiske univers, som Silent Hill med en kvalitativt svingende, men utvivlsomt også legende instruktør som styrmand så rigeligt florerer rundt i.

Silent Hill er i besiddelse af et udefinerbart element, der gør, at man ikke helt kan kategorisere dens præmis som gyser eller fritfaldenhed som bestialsk og ondskabsfuld dødsvision. Den er oftest grænseoverskridende ubehagelig at overvære i dens fabulerende og gotiske kreativitet (eksempelvis er en makaber hudfjernelsesscene uudslettelig fra min hukommelse), og Avary og Gans har ingen restriktioner pålagt sig selv eller hinanden. De boltrer sig frydeligt i filmens utallige sadistiskheder og negligerer oftest plottet. Og det bizarre er, det fungerer faktisk! Personligt var jeg i hvert fald opslugt af filmen, der i sit parallelle univers (sidehistorien med Sean Bean som ægtemand og fader er indifferent og tidsspildende) opbygger en tilpas gennemført mytologi, så man aldrig for alvor mister koncentrationen blandt de obskøne og ganske uforudsigelige indfald, der på mirakuløs vis er undsluppet de amerikanske filmindustriers censurfrygtende saks.

Størstedelen af Silent Hills funktionelle resultat skyldes fotografen Dan Laustsen, der som Danmarks førende æstetiker (har man set en billedside på dansk film, der bare tilnærmelsesvis minder om det, som Laustsen og Bornedal har skabt i den sublime Kærlighed på Film?) leger rundt i udlandet med en økonomisk frihed, der mildest talt er misundelsesværdig. Laustsen anlægger sig en meget mørk og tung stil, der dog fungerer fantastisk med sine ekstravagante kameraturer og skæve vinkler, og Silent Hill er ikke kun en visuel godbid, men et helt festmåltid, som man bøvsende og tilfreds forlader bordet fra. At filmen med sin ensidige fokusering på helvedesinferno og chokeffekter deler vande er fuldt ud forståeligt, for Gans er en kompetencemæssigt dubiøs instruktør, historien stupid og udvandet og kunstneriskhed er et uforståeligt begreb i denne films sammenhænge. Men den skubber grænser med sin voldsomhed indenfor den regulære underholdningsgenre og fascinationen er konstant nærværende. En kuriøs film, som man ikke rigtig ønsker at anbefale, men stadig gør det.