Who Wants To Live Forever

Efter kritikersuccesen med ”Requiem For A Dream“, der er en af de film der mest ægte og indsigtsfuld har prøvet at visualisere en gruppe misbrugeres virkelighedsopfattelse, var der store forventninger til instruktør Aronofsky’s næste projekt, ”The Fountain”.

Ifølge de fleste kritikere er det så ikke lykkes Aronofsky at leve op til forventningerne. ”The Fountain” beskyldes for at være en gang højttravende new age pseudoreligiøse banaliteter. Det er da også på mange måder en drævende og tålmodighedskrævende film, der i et langsomt tempo præsenterer sine handling om hvordan tre (homonyme) mænd i tre forskellige tidsaldre, forsøger at redde deres store kærlighed fra døden ved at finde livets træ og opnå guddommelighed.

Man kan heller ikke nægte historien at være et rodsammen af religiøs symbolisme og tankegang, hvor hinduismen og buddhismen med deres tro på død og genfødsel, ”store og små fartøjer” og kærligheden mellem mand og kvinde som sindbillede på kærligheden mellem mennesket og det guddommelige, blandes løseligt sammen med symboler og tegn fra både jøde- og kristendommen og illustrationer af paradiset have, livets træ og evigt liv.

Men trods alt dette, så finder jeg at det lykkes Aronofsky på mest forunderlige vis at fortælle en ualmindelig gribende smuk historie om en kærlighed større end eksistensen af de mennesker der føler den, på tværs af tid og rum, hvor tre analogiske fortællinger om at miste, er særdeles elegant bundet sammen. Det er på samme tid også en tankevækkende beretning om at kunne, skulle og lære at give slip og acceptere døden som en del af livet.

I både imponerende store og små intime billeder, skabes der igennem hele filmen en fantastisk stemning af overvældende følelser og forførende ro, hvor de små øjeblikke fungerer flot og rørende i kontrast til de opulente momenter og man tages med på en rejse i ens indre liv og hensættes i en tilstand af bevægende ekstase. Jeg har i hvert fald sjældent ladet mig falde hen til en film i en sådan grad som det her skete, så dybtfølt og overvældende på samme tid.

For mig har Aronofsky skabt en enestående modig og pragtfuld film, hvor musikken taktfuldt smelter sammen med de æstetiske lækre billeder, den gennemførte ekskvisitte scenografi og glimrende historie, der alle stærkt komplementerer hinanden. ”The Fountain” er tæt på at opnå en maksimal bedømmelse herfra. Den vil næppe falde i alles smag, faktisk nok i ret få menneskers smag, men det rager mig, jeg fandt den mesterlig.

Til slut vil jeg lige sige at efter ”The Prestige” og nu denne her, så har jeg fået ny og større respekt for Jackman som skuespiller. Jeg har aldrig haft noget imod ham, men i disse to film viser han at talentet altså rækker til mere end øjet skuer. Også Weisz gør det overbevisende, men det har jeg nu set hende gøre før.

P.S. Min overskrift er hentet fra Queen's smukke hyldest til døden, som blev brugt i filmen "Highlander".