charmerende bagatel

Obskur, men unægtelig også attraktiv metafysisk kærlighedsfortælling, hvor den frelsende kærlighed personificeres ganske konkret, da en engel sendes til jorden for at fremmane den latente selvsikkerhed og egenkærlighed hos en livstaber af karakter. Det er Frankrigs unikke og genregennemgående instruktør Luc Besson (der har leveret alt fra mesterværker som Leon til det diametralt modsatte, jævnfør Det Femte Element), der efter sin proklamerede instruktørkarriereafslutning vender genuint tilbage med en sød og personlig fortælling om mænds manglende selvindsigt og kvinders inspirerende kraft(fuldhed) i en film, der i associerende sammenhænge minder om Jean-Pierre Jeunets fantastiske Le Fabuleux destin d'Amélie Poulain, uden dog nogensinde at nå førnævntes kunstneriske og emotionelle højder.

Jamel Debbouze er velspillende i hovedrollen som den omfangende bedrager, der skylder penge til noget nær hele Paris’ befolkning. Som det svage manddomsindivid han nu er, beslutter han sig for at begå selvmord ved at springe ud fra en bro. I stedet formår han dog at redde en mentalt ligesindet, der på overfladen fremstår som en velskabt prostitueret, mens humanismen indenunder er forbilledlig. I abstrakt taknemmelighed underkaster hun sig Debbouzes ønsker, og Besson starter herfra sin humørsmittende odysse, hvor den simplicitetsprægede filosofering over den kvindelige æstetik og mandlige primitivitet er både lattervækkende og oprigtig fængende. Den danske fotomodel Rie Rasmussen spiller fabelagtigt naturalistisk og dragende agendaenglen, der har taget form som langbenet og promiskuøs blondine for at tiltrække sig opmærksomhed fra mandekønnet, der intet har med egenværd eller selvtillid at gøre. Besson jonglerer interessant med tematikker som fotomodelisk skønhed versus indre substans, der i hans optimistiske univers hænger sammen. Debbouze er nørden, der tilkendes transparent anerkendelse fra den mandlige omverden ved at være sammensvorne med skønheden Rasmussen (filmens underfundige og simpelt tænkende dialog byder blandt andet på denne observation; mænd får respekt, når de er sammen med en smuk kvinde), men i kontrast til deres liderlige hensigter, besidder han en ærlighed, der distingverer ham. Besson har fat i en klassisk og relationsvenlig historie, der fortælles i et momentvis eventyrligt og aparte univers, som man glædeligt overværer. Desværre tynges der i sidste tredjedel ud i de kreative inputs, og banaliteterne overtager desværre filmen, der med sine besynderlige og sort/hvide billedkompositioner bringer homagé til de franske auteurs fordums kunstfilm. Dette er Angel-A på ingen måder, men det er dejligt at se Besson tilbage i et mere koncentreret og filmisk legende humør efter nogle slemme skuffelser.