Kærlighedsdilema i unikke former

Ole Bornedahls Kærlighed på film er en udefinerbar genrehybrid, som via en sjældent set smuk billedside, eminent brug af filmtekniske virkemidler og en gribende kærlighedshistorie skaber en af de mest seværdige danske film i de senere år. Filmens meget eksplicitte præcis om, at den netop ER en film skal sluges hurtigt og uden spørgsmålstegn for at få fuldt udbytte af den unikke sammenblanding af filmtekniske lækkerier og rørende fortælling. Gør man dette åbnes filmens skal og fortællingens blomst foldes ud på flere niveau, gør man det ikke vil skallen forblive lukket , og filmen vil føles hul og som et overfladisk filmiske eksperiment.

Bornedahl har begået en særdeles modig film om kærlighed som ligger langt fra de fleste andre danske kærlighedsfilms lidt ligegyldige lalleglade fellgood udtryk, hvor det meste klares med en humoristisk bemærkning og et kys. Temamæssigt ligger den nærmere de alvorstunge en kærlighedshistorie og Elsker dig for evigt, men formen er så radikal anderledes og gennemført at man som tilskuer henrykkes.

At man allerede fem min inde i filmen bliver opmærksom på, at historien fortælles af en død mand gør ikke fortællingen mindre gribende undervejs. Bornedahl stiller det store kærlighedsdilema på spidsen ved at hovedpersonens valg mellem den sikre men dødende og kedelige kærlighed overfor den spirende og glødende kærlighed gøres til et spørgsmål og liv og død. Hvor mange mennesker vælger den sikre kærlighed men drømmer om den stormfulde forelskelse på ny? Hvor mange mennesker tør tage springet og ligge den sikre hverdag i ruiner for at forfølge kærligheden? Anders W. Bertelsens Jonas tør tage springet, ja han kan nærmest ikke lade være, men forfølgelsen af kærligheden sker på en stor løgn og løgnens konsekvenser kommer tættere og tættere på for at kulminere i en eminent veleksikveret og spændende finale. Spændingen bygges flot op filmen igennem, og man bliver mere og mere anspændt som atmosfæren fortættes under hospitalet for at nå sit klimaks med den uforudsigelige næsten gyser-agtige afslutning.

Mens kærlighedshistorien i sig selv ikke er noget originalt, så er hele udførelsens unik i en dansk sammenhæng. Bornedahl sammenklipper flere lag af film således at realismen er en by i Rusland, men effekten er maksimal. Figurernes følelser understreges af illustrative levende billeder i baggrunden, tanker og flashbacks kører over skærmen samtidigt med at vi følger smerten og glæden i nutidens øjne. Ud over de interessante brug af scenemiks bliver enkelte scener også skildret på anderledes og effektfulde måder. Bedste eksempel er den fatale bilulykke, som tager ved lære af hollywoodske filmteknikker. Se blot bilulykkerne i Grindhouse-filmene og sammenlign.

Vikler, farver og kamerabevægelser går langt hen af vejen op i en højere enhed med de tekniske virkemidler. De understrenger filmens stemninger og figurernes sindstilstand på elegant vis og billederne er hele vejen igennem betagende flotte.

Skuespillerholdet skal også roses for gennem superpræstationer at man som publikum trods de mange filmiske lækkerier trods alt opfatter dem som understøttende det menneskelige drama som udspiller sig på lærredet. Anders W. Bertelsen har sin bedste rolle længe, fx niveauer over lægerollen i Cecilie, og ligeledes Charlotte Fich og Rebecka Hemse brænder igennem. Nicolai Lie Kaas er også eminent som psykopat.

Kærlighed på film er egentlig let at kritisere. Form frem for indhold. Flotte facader frem for substans. Men jeg blev oprigtigt grebet af fortællingen om kærlighedens uransagelige veje. Filmen falder dog igennem et par gange hvor humoren bliver for plat og ”jeg-glider-en-banan-skræl”-agtigt. Det er lidt ærgerligt, når nu genremikset lykkes på så mange andre fronter.

Kærlighed på film er intet mesterværk. Dertil er der for mange småting, som irriterer det store billede. Men det er den mest gribende og interessante danske film i lang tid, og sjældent har en kærlighedshistorie været så nervepirrende spændende. 5 små stjerner til Bornedahl og co.