Det mangelagede overklasseløg
3.0
At "Gosford Park" blev rost til skyerne af diverse anmeldere da den i sin tid fik biografpremiere er ikke op til diskussion - men var det rimeligt? Eller var dette blot en cementering af den evige relevans i H.C. Andersen-eventyret "Kejserens Nye Klæder"?
Efter at have spenderet omkring to timer og et kvarter af sin dag på "Gosford Park" må svaret umiddelbart siges falde på sidstnævnte mulighed. Efter at have nydt et par gode skuespillere, et par pikante ordvekslinger fra den engelske overklasse og en række stemningsrige billeder står man nemlig overraskende tomhændet tilbage med ”Gosford Park”, som en film der hverken gør til eller fra.
Til at starte med gælder det om at holde tungen lige i munden, når filmens instruktør, Robert Altman, slynger et omfangsrigt persongalleri i synet på os og navne, ansigter og forfatninger inden længe synes at flyde sammen. Problematisk er det deraf at omtrent halvdelen af ”Gosford Park” afgår i forsøget på at klargøre de menneskelige relationer på kryds og tværs af filmens farverige karakterpalet og forsøge at få sat ansigter på filmens mange personligheder. Først efter vi har lært størstedelen af rigmandsgodset at kende, deriblandt skuespilleren og storcharmøren Novello, tjenestepigen Elsie, Hollywood-filmproduceren Weissman, Butleren Jennings og ikke mindst den spydske gammeltante, Trentham, kan man nogenlunde tilbagelænet nyde filmens sarkasme og lune æstetik, hvilket desværre fremstår som en kende for sent.
Visuelt er "Gosford Park" dog faktisk en ganske glimrende forestilling, og på trods af at der naturligvis er sparet på det billedtekniske isenkram føler man tydeligt en usvigelige professionalisme bag kameraet. Belysningen er bevidst hovedmedvirkende til at fremme fornemmelse af tiden og tonen vi færdes i, og sender med sit gennemgående matte linseslør og stemningsfulde lyskilder klare minder om Stanley Kubricks visuelt enestående "Barry Lyndon" og denne films fortryllende trip til 1700'tallet strikse luksusklasse. En ligeså gennemført film er der med ”Gosford Park” dog langt fra tale om, for udover en række fine filmtekniske færdigheder fremstår Robert Altmans ensemble-projekt som en lettere flad og ufarlig film.
Selvom Altman udmærket veksler mellem mordplot, humor og interne intriger sidder man tilbage med en noget tom overbevisning om, at et gennemsnitligt afsnit af den fremragende 70’er-krimiserie ”Columbo” snildt kunne resultere i omtrent samme - om ikke større - mængder grin og seeroverraskelser. Tilbage står ”Gosford Park” altså som et halvhjertet udfald, der grundet sin nonchalante indstilling klasker sammen mellem to, tre stole. Det er en ofte fin film med fine skuespillerpræstationer til rådighed, men i sidste også en ret så fesen og let forglemmelig filmoplevelse, der dybest set aldrig rigtig magter at være vedkommende.
Efter at have spenderet omkring to timer og et kvarter af sin dag på "Gosford Park" må svaret umiddelbart siges falde på sidstnævnte mulighed. Efter at have nydt et par gode skuespillere, et par pikante ordvekslinger fra den engelske overklasse og en række stemningsrige billeder står man nemlig overraskende tomhændet tilbage med ”Gosford Park”, som en film der hverken gør til eller fra.
Til at starte med gælder det om at holde tungen lige i munden, når filmens instruktør, Robert Altman, slynger et omfangsrigt persongalleri i synet på os og navne, ansigter og forfatninger inden længe synes at flyde sammen. Problematisk er det deraf at omtrent halvdelen af ”Gosford Park” afgår i forsøget på at klargøre de menneskelige relationer på kryds og tværs af filmens farverige karakterpalet og forsøge at få sat ansigter på filmens mange personligheder. Først efter vi har lært størstedelen af rigmandsgodset at kende, deriblandt skuespilleren og storcharmøren Novello, tjenestepigen Elsie, Hollywood-filmproduceren Weissman, Butleren Jennings og ikke mindst den spydske gammeltante, Trentham, kan man nogenlunde tilbagelænet nyde filmens sarkasme og lune æstetik, hvilket desværre fremstår som en kende for sent.
Visuelt er "Gosford Park" dog faktisk en ganske glimrende forestilling, og på trods af at der naturligvis er sparet på det billedtekniske isenkram føler man tydeligt en usvigelige professionalisme bag kameraet. Belysningen er bevidst hovedmedvirkende til at fremme fornemmelse af tiden og tonen vi færdes i, og sender med sit gennemgående matte linseslør og stemningsfulde lyskilder klare minder om Stanley Kubricks visuelt enestående "Barry Lyndon" og denne films fortryllende trip til 1700'tallet strikse luksusklasse. En ligeså gennemført film er der med ”Gosford Park” dog langt fra tale om, for udover en række fine filmtekniske færdigheder fremstår Robert Altmans ensemble-projekt som en lettere flad og ufarlig film.
Selvom Altman udmærket veksler mellem mordplot, humor og interne intriger sidder man tilbage med en noget tom overbevisning om, at et gennemsnitligt afsnit af den fremragende 70’er-krimiserie ”Columbo” snildt kunne resultere i omtrent samme - om ikke større - mængder grin og seeroverraskelser. Tilbage står ”Gosford Park” altså som et halvhjertet udfald, der grundet sin nonchalante indstilling klasker sammen mellem to, tre stole. Det er en ofte fin film med fine skuespillerpræstationer til rådighed, men i sidste også en ret så fesen og let forglemmelig filmoplevelse, der dybest set aldrig rigtig magter at være vedkommende.
07/09-2007
