Ubehag af tredje grad
5.0
Spoilers:
Ondskab. Vold. Meningsløshed. Ubehag. Sådan lyder centraludtrykkene i Michael Hanekes omvridende knivstik af en meningsløs voldsudfoldelse i den vanvittigt ubehagelige ”Funny Games”, der hudløst beskriver vold – for morskabens skyld. Hverken manden, drengen, kvinden, hunden eller naboerne slipper uden kroniske, psykologiske skader og fysiske men i to unge mænds bestialske fantasier eller fiktive voldsfilm, om man vil, hvor de har indplaceret dem selv som nederdrægtige skurke. De ødelægger for ødelæggelsens skyld, dræber for drabets skyld og tømmer bogstaveligt talt ofrene for både betragtelig livslyst og livskraft. Det er nådesløst ubehag, uforklarlig vold og psykologisk terror i fuld udfoldelse og for et aldeles vidt åbent tæppe.
Den nærmest frustrerende enkle historie er opbygget af ganske få elementer. En familie bestående af tre personer, manden Georg, sønnen Georg (jr.) og kvinden Anna, drager sammen med deres kærlige schæferhund ud på en familieudflugt, der i begyndelsen ligner en harmonisk og dejlig miniferie fuld af kærlighed, tryghed og varme. To unge mænd har dog noget helt andet i sinde. Fra for første møde med familien (på trods af klodsede optrin) at ligne to unge, relativt sofistikerede mænd med høflige replikker og god situationsfornemmelse, begynder de at tage deres sande form som morderiske bødler og diktatorer i voldens torturparadis. Den fredelige familie tvinges derfor ud i et sandt mareridt af uhørt fysisk og psykisk tortur, hvor de vel at mærke selv er de torturerede.
Man har i grunden bare lyst til at fjerne øjnene fra skærmen, når ”Funny Games” langsomt udfolder sig til det vanvittigt meningsløse vold. Ikke på grund af de visuelle voldseffekter, men derimod på grund af den psykologiske nedfældning af en stakkels familie, der langsomt, men sikkert smuldrer ned til den uundgåelige totalødelæggelse. Da deres elskede dreng, Georg, dør er far Georg og mor Anna så langt væk i torturens ubehagelige ”drømmeland”, at de først reagerer ved deres meget sene realisering af, hvad der er hændt. De to mænd har skræmt og tortureret dem ud i en psykisk afgrund, der ikke kan repareres eller glemmes og derfor ødelægger mændene familiemedlemmernes liv i mere end en forstand. Netop de psykologiske karakteriseringer er muligvis ”Funny Games’” allerstørste force og altafgørende facet i sejrsgangen mod den filmiske totaltriumf.
Oven i købet har mesterinstruktøren Michael Haneke gemt en lille opsang i sit ellers komplet meningsløse voldsteater. De to drenge/mænd, Paul og Peter, har i princippet ingen grund til at nedfælde familien med så uforstående, iskold nådesløshed, som de gør, men Haneke blotlægger rent faktisk en halv forklaring mod slutningen. Når Paul pludselig spoler virkeligheden tilbage som et overbelastet videobånd, er det udelukkende fordi, at de to mænd er så påvirket af mediernes voldsfiktion, at de ret beset ikke aner hvilken verden, de hører hjemme i. Og om de respektive verdener er opbygget af fiktion eller virkelighed. Derfor en særdeles stærk og løftet pegefinger fra Haneke til den ubetænksomme vold, der udfolder sig i nutidens, moderne medier.
Og mere er der vel egentligt ikke at sige om ”Funny Games”. Andet end det er end fuldkommen fremragende opvisning i psykologisk terror, uforklarlig vold, bestialsk morskab og fordrejede verdensopfattelser. Det er konstant forfærdeligt at føle, høre og se på, men hvis man beholder blokader væk fra ører, hænder væk fra øjne og klumpen væk fra halsen, vil man opleve en omfattende psykologisk triumf spækket med den måske største mængde af meningsløs ubehag, filmmediet nogensinde har fremstillet!
Ondskab. Vold. Meningsløshed. Ubehag. Sådan lyder centraludtrykkene i Michael Hanekes omvridende knivstik af en meningsløs voldsudfoldelse i den vanvittigt ubehagelige ”Funny Games”, der hudløst beskriver vold – for morskabens skyld. Hverken manden, drengen, kvinden, hunden eller naboerne slipper uden kroniske, psykologiske skader og fysiske men i to unge mænds bestialske fantasier eller fiktive voldsfilm, om man vil, hvor de har indplaceret dem selv som nederdrægtige skurke. De ødelægger for ødelæggelsens skyld, dræber for drabets skyld og tømmer bogstaveligt talt ofrene for både betragtelig livslyst og livskraft. Det er nådesløst ubehag, uforklarlig vold og psykologisk terror i fuld udfoldelse og for et aldeles vidt åbent tæppe.
Den nærmest frustrerende enkle historie er opbygget af ganske få elementer. En familie bestående af tre personer, manden Georg, sønnen Georg (jr.) og kvinden Anna, drager sammen med deres kærlige schæferhund ud på en familieudflugt, der i begyndelsen ligner en harmonisk og dejlig miniferie fuld af kærlighed, tryghed og varme. To unge mænd har dog noget helt andet i sinde. Fra for første møde med familien (på trods af klodsede optrin) at ligne to unge, relativt sofistikerede mænd med høflige replikker og god situationsfornemmelse, begynder de at tage deres sande form som morderiske bødler og diktatorer i voldens torturparadis. Den fredelige familie tvinges derfor ud i et sandt mareridt af uhørt fysisk og psykisk tortur, hvor de vel at mærke selv er de torturerede.
Man har i grunden bare lyst til at fjerne øjnene fra skærmen, når ”Funny Games” langsomt udfolder sig til det vanvittigt meningsløse vold. Ikke på grund af de visuelle voldseffekter, men derimod på grund af den psykologiske nedfældning af en stakkels familie, der langsomt, men sikkert smuldrer ned til den uundgåelige totalødelæggelse. Da deres elskede dreng, Georg, dør er far Georg og mor Anna så langt væk i torturens ubehagelige ”drømmeland”, at de først reagerer ved deres meget sene realisering af, hvad der er hændt. De to mænd har skræmt og tortureret dem ud i en psykisk afgrund, der ikke kan repareres eller glemmes og derfor ødelægger mændene familiemedlemmernes liv i mere end en forstand. Netop de psykologiske karakteriseringer er muligvis ”Funny Games’” allerstørste force og altafgørende facet i sejrsgangen mod den filmiske totaltriumf.
Oven i købet har mesterinstruktøren Michael Haneke gemt en lille opsang i sit ellers komplet meningsløse voldsteater. De to drenge/mænd, Paul og Peter, har i princippet ingen grund til at nedfælde familien med så uforstående, iskold nådesløshed, som de gør, men Haneke blotlægger rent faktisk en halv forklaring mod slutningen. Når Paul pludselig spoler virkeligheden tilbage som et overbelastet videobånd, er det udelukkende fordi, at de to mænd er så påvirket af mediernes voldsfiktion, at de ret beset ikke aner hvilken verden, de hører hjemme i. Og om de respektive verdener er opbygget af fiktion eller virkelighed. Derfor en særdeles stærk og løftet pegefinger fra Haneke til den ubetænksomme vold, der udfolder sig i nutidens, moderne medier.
Og mere er der vel egentligt ikke at sige om ”Funny Games”. Andet end det er end fuldkommen fremragende opvisning i psykologisk terror, uforklarlig vold, bestialsk morskab og fordrejede verdensopfattelser. Det er konstant forfærdeligt at føle, høre og se på, men hvis man beholder blokader væk fra ører, hænder væk fra øjne og klumpen væk fra halsen, vil man opleve en omfattende psykologisk triumf spækket med den måske største mængde af meningsløs ubehag, filmmediet nogensinde har fremstillet!
07/09-2007
