Apartheid som mental tilstand
4.0
Det er længe siden, jeg har kunnet sige, at jeg var positivt overrasket over en film af Bille August. Men det var jeg over "Goodbye Bafana", som er baseret på en erindringsbog af James Gregory, der som fængselsbetjent havde ansvaret for Nelson Mandelas korrespondance og besøg under en stor del af hans lange fængselsophold.
"Goodbye Bafana" er ikke en film om Nelson Mandela. Man får ikke svar på den gåde, som ANC's store leder på mange måder er - tværtimod behandler filmen ham som en nærmest mytisk skikkelse. Det er heller ikke en film om apartheid-styret som sådan, selv om den viser flere eksempler på, hvor væmmeligt det var. Det er derimod en film om den mentale rejse, Gregory og hans familie tager fra at betragte de sorte som undermennesker og til at klappe begejstret, da Mandela bliver løsladt. På den måde bliver historien om den lille fængselsfunktionær et billede på den udvikling, hele Sydafrika må være gået igennem i de år.
Bille August fortæller historien i afdæmpet, rolig stil med sine sædvanlige lange skud, hvor forholdet mellem menneskene kommer i centrum. Og med usædvanligt lidt tåreperser-stil af en August-film at være - der er selvsagt masser af følelser i spil, men der var faktisk kun én scene, hvor jeg syntes, det nærmede sig følelsesporno. Resten af tiden placerer August sig som en meget neutral observatør. I den forbindelse skal Greg Latters manuskript også have ros - for nok er filmen holdt i et endog meget roligt tempo, men når man tænker efter, er stort set samtlige scener godt valgt som billeder på den udvikling, der sker i løbet af filmen.
Joseph Fiennes gør det glimrende i hovedrollen, og Diane Kruger er rigtig god som hans kone, mens Dennis Haysbert (bedst kendt som præsident i "24") også er en udmærket Mandela - men dog handicappet af, at filmen ikke ønsker at vise Mandela som andet end den store landsfader.
"Goodbye Bafana" er i øvrigt kontroversiel, fordi James Gregory er blevet beskyldt for pudse glorien mere end rigeligt i sine erindringer. Kritikerne siger, at han aldrig kom så tæt på Mandela, som det bliver vist i filmen, men tværtimod hjalp sikkerhedstjenesten med deres lyssky arbejde. Og Nelson Mandela selv har faktisk aldrig kommenteret Gregorys erindringer, så vidt jeg har kunnet finde ud af.
Men selv med det in mente synes jeg, at filmen fortæller en absolut relevant historie om, hvordan den hvide befolkning i Sydafrika vågnede op til gevaldige moralske tømmermænd over deres behandling af ANC's 'terrorister'. Jeg savnede dog at komme tættere på Mandela som menneske og forstå, hvordan han kunne holde fast i at forsøge at samle landet, selv efter den behandling den hvide regering gav ham. Og med sin meget afdæmpede stil er "Goodbye Bafana" ikke en film, der nogensinde får pulsen op - men dens stille intensitet sniger sig til gengæld langsomt ind under huden på én. I mine øjne konkurrerer den med "The House of the Spirits" om at være Augusts hidtil bedste engelsksprogede film.
"Goodbye Bafana" er ikke en film om Nelson Mandela. Man får ikke svar på den gåde, som ANC's store leder på mange måder er - tværtimod behandler filmen ham som en nærmest mytisk skikkelse. Det er heller ikke en film om apartheid-styret som sådan, selv om den viser flere eksempler på, hvor væmmeligt det var. Det er derimod en film om den mentale rejse, Gregory og hans familie tager fra at betragte de sorte som undermennesker og til at klappe begejstret, da Mandela bliver løsladt. På den måde bliver historien om den lille fængselsfunktionær et billede på den udvikling, hele Sydafrika må være gået igennem i de år.
Bille August fortæller historien i afdæmpet, rolig stil med sine sædvanlige lange skud, hvor forholdet mellem menneskene kommer i centrum. Og med usædvanligt lidt tåreperser-stil af en August-film at være - der er selvsagt masser af følelser i spil, men der var faktisk kun én scene, hvor jeg syntes, det nærmede sig følelsesporno. Resten af tiden placerer August sig som en meget neutral observatør. I den forbindelse skal Greg Latters manuskript også have ros - for nok er filmen holdt i et endog meget roligt tempo, men når man tænker efter, er stort set samtlige scener godt valgt som billeder på den udvikling, der sker i løbet af filmen.
Joseph Fiennes gør det glimrende i hovedrollen, og Diane Kruger er rigtig god som hans kone, mens Dennis Haysbert (bedst kendt som præsident i "24") også er en udmærket Mandela - men dog handicappet af, at filmen ikke ønsker at vise Mandela som andet end den store landsfader.
"Goodbye Bafana" er i øvrigt kontroversiel, fordi James Gregory er blevet beskyldt for pudse glorien mere end rigeligt i sine erindringer. Kritikerne siger, at han aldrig kom så tæt på Mandela, som det bliver vist i filmen, men tværtimod hjalp sikkerhedstjenesten med deres lyssky arbejde. Og Nelson Mandela selv har faktisk aldrig kommenteret Gregorys erindringer, så vidt jeg har kunnet finde ud af.
Men selv med det in mente synes jeg, at filmen fortæller en absolut relevant historie om, hvordan den hvide befolkning i Sydafrika vågnede op til gevaldige moralske tømmermænd over deres behandling af ANC's 'terrorister'. Jeg savnede dog at komme tættere på Mandela som menneske og forstå, hvordan han kunne holde fast i at forsøge at samle landet, selv efter den behandling den hvide regering gav ham. Og med sin meget afdæmpede stil er "Goodbye Bafana" ikke en film, der nogensinde får pulsen op - men dens stille intensitet sniger sig til gengæld langsomt ind under huden på én. I mine øjne konkurrerer den med "The House of the Spirits" om at være Augusts hidtil bedste engelsksprogede film.
08/09-2007
