Flugten fra Queens
3.0
Stærkt personlig film af Dito Montiel, der både har skrevet og instrueret filmatiseringen af sin egen bog om at vokse op i et knap så heldigt kvarter i New York-forstaden Queens. Filmens ramme er, at den voksne Dito for første gang i 15 år tager hjem for at besøge sine forældre, fordi faderen er syg - og hjemturen får så Dito til at tænke tilbage på de begivenheder, der fik ham til at tage væk og blive væk så længe.
Filmen har klart sin stærkeste side i de lange flashbacks fra 80'erne, hvor den unge Dito vokser op sammen med nogle andre rødder, der begår tilfældigt hærværk, maler graffiti og forsøger at imponere pigerne. Det er et miljø med misbrug og fraværende eller voldelige forældre, og filmen giver en god skildring af den her helt særlige amerikanske kultur, hvor man nærmest aldrig kommer ud af sit kvarter, og hvor der opstår store konflikter, når puertoricanerne fra et par gader væk kommer ind og maler graffiti i éns baggård.
Montiel har med held castet Shia LaBeouf og Robert Downey Jr. som henholdsvis den unge og ældre version af sig selv - især LaBeouf imponerer med sit meget naturligt spillede portræt af en ung mand, der føler sig fanget i Queens. Melonie Diaz er rigtig god som hans kæreste, og Channing Tatum overbeviser ligeledes som Ditos stærke, men dumme ven, der har sine egne store problemer at slås med. Faktisk bliver der spillet virkelig solidt hele vejen rundt - Chazz Palminteri og Dianne Wiest er også gode som Ditos forældre, og rollelisten rummer derudover bl.a. Rosario Dawson og Eric Roberts.
"A Guide to Recognizing Your Saints" giver nogle fine portrætter af et miljø og en række personer, men jeg synes også, at Montiel gør filmen unødvendigt kompliceret ved at tilføje nogle meta-elementer - eksempelvis udtaler nogle af personerne sig nogle gange direkte til kameraet, og citater fra hans bog bliver et par gange anvendt som en slags kapitel-inddelinger. Ingen af delene bliver brugt konsekvent, og i mine øjne tilfører de ikke filmen noget som helst. Tværtimod tager de pusten af dramaet og understreger, at filmen er unødvendigt selvbevidst. Jeg synes i hvert fald ikke, at Montiels historie er så vigtig og altfavnende menneskelig, som han selv synes at mene.
Det er en film, som er interessant i sin skildring af det at forlade andre. Fordi den ikke er sort-hvid, men viser, at det både var en god og dårlig ting for Montiel at stikke af fra sine rødder. Men jeg synes altså ikke, at det helt lykkes ham at brede emnet ud til noget, der berører andre end ham selv.
Filmen har klart sin stærkeste side i de lange flashbacks fra 80'erne, hvor den unge Dito vokser op sammen med nogle andre rødder, der begår tilfældigt hærværk, maler graffiti og forsøger at imponere pigerne. Det er et miljø med misbrug og fraværende eller voldelige forældre, og filmen giver en god skildring af den her helt særlige amerikanske kultur, hvor man nærmest aldrig kommer ud af sit kvarter, og hvor der opstår store konflikter, når puertoricanerne fra et par gader væk kommer ind og maler graffiti i éns baggård.
Montiel har med held castet Shia LaBeouf og Robert Downey Jr. som henholdsvis den unge og ældre version af sig selv - især LaBeouf imponerer med sit meget naturligt spillede portræt af en ung mand, der føler sig fanget i Queens. Melonie Diaz er rigtig god som hans kæreste, og Channing Tatum overbeviser ligeledes som Ditos stærke, men dumme ven, der har sine egne store problemer at slås med. Faktisk bliver der spillet virkelig solidt hele vejen rundt - Chazz Palminteri og Dianne Wiest er også gode som Ditos forældre, og rollelisten rummer derudover bl.a. Rosario Dawson og Eric Roberts.
"A Guide to Recognizing Your Saints" giver nogle fine portrætter af et miljø og en række personer, men jeg synes også, at Montiel gør filmen unødvendigt kompliceret ved at tilføje nogle meta-elementer - eksempelvis udtaler nogle af personerne sig nogle gange direkte til kameraet, og citater fra hans bog bliver et par gange anvendt som en slags kapitel-inddelinger. Ingen af delene bliver brugt konsekvent, og i mine øjne tilfører de ikke filmen noget som helst. Tværtimod tager de pusten af dramaet og understreger, at filmen er unødvendigt selvbevidst. Jeg synes i hvert fald ikke, at Montiels historie er så vigtig og altfavnende menneskelig, som han selv synes at mene.
Det er en film, som er interessant i sin skildring af det at forlade andre. Fordi den ikke er sort-hvid, men viser, at det både var en god og dårlig ting for Montiel at stikke af fra sine rødder. Men jeg synes altså ikke, at det helt lykkes ham at brede emnet ud til noget, der berører andre end ham selv.
08/09-2007
