Trætte klicheer på film

2.0
Ole Bornedal kom i 1994 på det danske filmkort med den effektive gyser, ”Nattevagten”, der dengang blev set som et eksempel på, at man kan lave danske film i Hollywoodstandard. Efter flere Emmy-priser til danske tv-produktioner og danske film med høje produktionsstandarder som ”Kongekabale” er Bornedal blevet overgået mange gange, hvad angår en poleret og professionel overflade.

”Kærlighed på Film” virkede umiddelbart fortænkt, kunstig og kedelig. Jeg havde nok ikke taget ind at se den, hvis jeg ikke havde meldt mig ind i Biografklub Danmark, hvor jeg kunne se den til halv pris. Men halv pris er også en al for stor pris til denne trættende film.

Bornedal leger metafilm, hvilket også fremgår af titlen. Filmen åbner med, at den kedelige og småborgerlige politifotograf Jonas (Anders W. Berthelsen) ligger død og tænker tilbage på den forgangne tid. Han er træt af sit liv med to børn og kone, weekendindkøb i Bilka og en bil, der ikke starter. Han forelsker sig i den svenske Julia (Rebecka Hemse), der ligger i koma. Hendes familie forveksler ham med Julias kæreste Sebastian (Nikolaj Lie Kaas), som hun efterlod død i Hanoi. Han forelsker sig endnu mere i hende og spændingen ved løgnen. Men noget dystert fra Hanoi hjemsøger dem.

Bornedal udviser filmteknisk flair. Det hele ligner en langtrukken SAS-reklame. Men det er også en del af problemet. Jonas' hverdag ser alt for filmisk og stereotyp ud. Det er muligvis meningen, men det gør det dramatisk tamt og uinteressant. Der er ganske enkelt ikke kød på karaktererne, der bliver nogle tamme stereotyper.

Handlingen er forudsigelig. Hvis man hyrer Nikolaj Lie Kaas, så siger det sig selv, at han ikke kun er med i et par flashbacks. Skuespillet er teatralsk. Måske kan det ikke blive andet med så tynde karakterer og så hult et manuskript.

Filmiske overdrivelser er muligvis filmens pointe, men de rører ikke. De forblive tomme påstande. Enkelte scener virker ganske godt. Specielt henimod slutningen da Jonas konfronteres med Julias fortid. Og da han bryder sammen i et supermarked. Men det meste af filmen handler om hans dilemma med et liv på Amager og en løgn af en forelskelse i Julia. Og det er så kedeligt og tamt, at jeg var ved at falde i søvn.
Kærlighed på film