Fortryllende kærlighedsfabel på tværs af tid og rum
6.0
Stortalentet Darren Aronofsky har med The Fountain skabt en fuldstændig unik og enestående smuk kærlighedsfabel, som imponerer med sin helt fantastiske visualitet og hjerteskærende fortælling. Tre næsten identiske kærlighedsforløb væves elegant og overbevisende sammen på tværs af tid og rum og dykker man ned i filmen med åbent sind får man en helt fantastisk oplevelse.
Den stærkt eksplicitte religiøse symbolik kan især hen imod slutningen opfattes som overdrevet, ligesom den abstrakte og fortolkningsåbne struktur givetvis vil irritere mange. Omvendt er disse elementer netop stærkt medvirkende til at filmen virker så opslugende og gribende som det er tilfældet. De magiske billeder i perfekt symbiose med Clint Mansells fortryllende musik suger en ind i de(n) sørgelige fortælling(er) om evigt liv, udødelig kærlighed, smertefuld død og genfødsel.
Er de tre mænd en og samme person i hver sin tid og sted? Er Isabel genfødt i livets træ og på vej mod udødeligheden sammen med Tomas? Oplever vi blot en fortælling i fortællingen via Isabels bog? Spørgsmålene er mange og filmen er så åben for fortolkning, at svarene vil være forskellige afhængigt af øjnene der ser. Uanset, er det stærkt gribende at se de dybt troværdige karakterer kæmpe for kærligheden, og smerteligt at se dem kæmpe forgæves... eller måske ikke.
Hugh Jackman leverer sin bedste præstation hidtil - især i scenerne på hospitalet er han helt eminent - og hans karakter(er) er en sand tour de force i følsomhed. Rachel Weisz leverer også en stærk og gribende præstation, og sammenspillet mellem de to går lige i hjertet.
Første gang jeg så filmen i biografen var jeg meget i tvivl. Havde jeg lige overvejet endnu et Aronofsky-mesterværk eller havde jeg set en lovende instruktør tabe sit talent ved at svælge i sin egen syrede verden? Ved gensynet er jeg ikke i tvivl; The Fountain er en mesterlig fortælling om kærlighed, liv og død. Billederne - især af turen gennem rummet mod det evige liv - er betagende og nærmest trancefremkaldende smukke, og filmen greb mig fra første til sidste sekund. Kærlighedsfortællinger er normalt ikke min foretrukne genre, men i disse magiske 90 minutter måtte jeg totalt overgive mig.
The Fountain får ved andet gensyn fuldt hus, og endnu et gensyn lokker allerede. Gad vide om Aronofsky bare kan blive ved med at hive mesterværker ud af ærmet. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad denne gudsbenåede billedmager finder på næste gang efter sådan en unik oplevelse.
Den stærkt eksplicitte religiøse symbolik kan især hen imod slutningen opfattes som overdrevet, ligesom den abstrakte og fortolkningsåbne struktur givetvis vil irritere mange. Omvendt er disse elementer netop stærkt medvirkende til at filmen virker så opslugende og gribende som det er tilfældet. De magiske billeder i perfekt symbiose med Clint Mansells fortryllende musik suger en ind i de(n) sørgelige fortælling(er) om evigt liv, udødelig kærlighed, smertefuld død og genfødsel.
Er de tre mænd en og samme person i hver sin tid og sted? Er Isabel genfødt i livets træ og på vej mod udødeligheden sammen med Tomas? Oplever vi blot en fortælling i fortællingen via Isabels bog? Spørgsmålene er mange og filmen er så åben for fortolkning, at svarene vil være forskellige afhængigt af øjnene der ser. Uanset, er det stærkt gribende at se de dybt troværdige karakterer kæmpe for kærligheden, og smerteligt at se dem kæmpe forgæves... eller måske ikke.
Hugh Jackman leverer sin bedste præstation hidtil - især i scenerne på hospitalet er han helt eminent - og hans karakter(er) er en sand tour de force i følsomhed. Rachel Weisz leverer også en stærk og gribende præstation, og sammenspillet mellem de to går lige i hjertet.
Første gang jeg så filmen i biografen var jeg meget i tvivl. Havde jeg lige overvejet endnu et Aronofsky-mesterværk eller havde jeg set en lovende instruktør tabe sit talent ved at svælge i sin egen syrede verden? Ved gensynet er jeg ikke i tvivl; The Fountain er en mesterlig fortælling om kærlighed, liv og død. Billederne - især af turen gennem rummet mod det evige liv - er betagende og nærmest trancefremkaldende smukke, og filmen greb mig fra første til sidste sekund. Kærlighedsfortællinger er normalt ikke min foretrukne genre, men i disse magiske 90 minutter måtte jeg totalt overgive mig.
The Fountain får ved andet gensyn fuldt hus, og endnu et gensyn lokker allerede. Gad vide om Aronofsky bare kan blive ved med at hive mesterværker ud af ærmet. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad denne gudsbenåede billedmager finder på næste gang efter sådan en unik oplevelse.
09/09-2007
