kliche på kliche… på kliche

2.0
Uanstødelig og uendelig unødvendig amerikansk komedie, der celebrerer det frihedspåstemplede motorcykelliv med en komplet fraværende originalitet eller bare bismag af charme. Instruktøren Walt Becker har tidligere begået den ganske horrible ungdomskomedie Van Wilder, men selvom humorniveauet i denne omgang har hævet sig over det famøse bæltested, så er det endelige resultat ikke blevet sjovere, og man skal søge noget så grueligt efter et irriterende komikpotentialespilde, som det Becker med sin Wild Hogs præsterer.

Det eneste grundlag for bevidnelse af denne patetiske film er det forbavsende veletablerede cast, der byder på så distingverende herre som John Travolta, Ray Liotta (som rockerskurk) og William H. Macy, der slumrer med de to udbrændte ekskomikere Tim Allen og Martin Lawrence, hvor firkløveret udgør et billede af middelaldrende mænd, der indser, at den ungdommelige drøm er forbigået i det nuværende liv, der byder på flere skuffelser end sejre. De beslutter sig derfor at tage på en af de legendariske road trips for at genfinde livsenergien, og præmissen er nu sat til en triviel historie, der i mere kompetente hænder kunne have været tilforladeligt tidsfordriv. Desværre udnytter Becker sine skuespillere minimum, for selvom Travolta er veloplagt overgearet, Allen tilbagelænet tør og Macy besidder en forbavsende humoristisk træfsikkerhed (Lawrence er som outsideren standardiseret anstrengende og pinlig umorsom), så er kemien imellem dem noget nær ikke-eksisterende, og hvad der kunne have været en drengerøvspræget, selvironisk komedie er endt som en omgang publikumsleflende og familievenlig moralefabel, der med sine stupide dialoger, en kreativitetsforladt historie og inkompetent iscenesættelse er et fejlskud af de større. De to stjerner går alene til en holdbar musikside (AC/DC, The Beach Boys og Spencer Davis Group brager hæmningsløst derudaf) og en morsom indsats fra John C. McGinley som homoseksuel forstadsbetjent. Resten er noget ynkeligt og uophidsende bavl.
Wild Hogs - De Vilde Svin