28 gange voldsommere... eller næsten
5.0
Ingen nåde, ingen pusterum, ingen forløsning. Bare 90 min. med en rå voldsomhed og brutal dyster nedtur. Lige fra den nådesløse start – hvis mage jeg ikke kan komme i tanke om – til den bitre og glædesforladte ende har Juan Carlos Fresnadillo skabt en mere end værdig efterfølger til Danny Boyles ellers fantastiske stilfulde zombiemararidt. 28 Weeks Later griber en om struben fra første sek. og strammer grebet gennem en så høj intensitet, at man gisper efter vejret ved filmens afslutning.
Filmen tager over, hvor 28 Days Later slap. De virusbefængte zombier (som vel teknisk set ikke er zombier, men alligevel) er døde af sult og langsomt begynder et liv igen at blomstre i Londons tomme gader. Under beskyttelse af amerikanske tropper lukkes langsomt flere og flere civile ind i den beskyttede zone, men virussen er stadig i live og med ét bryder helvede løs.
Filmen er nådeløs kynisk i sin fortælling. Gennem første halvdel skildres det menneskelige følelseshelvede de overlevede befinder sig i efter at mistet sine kære ved zombiernes sult. Den viser, hvorledes de overlevede føler skyld netop fordi de overlevede mens andre måtte bukke under for det kødædende menneskehav. Dette gøres kontant og uden formidlende omstændigheder, og en yderst troværdig karakterskildring gør denne del af filmen særdeles sorgmodig og trist. En familie bliver genforenet, men fokus er klart på deres tab og sorg og ikke på gensynsglæden. Hvorfor døde de og ikke jeg? Hvorfor gjorde jeg ikke noget? Hvorfor har jeg fortjent at overleve, når andre blev dræbt?
Med ét bryder helvede så løs. Zombieintensiteten øges markant ift. den første film. Zombier er flere, angrebene vildere, blodsudgydelserne voldsommere. I det hele taget er tonen mere rå end i den første film, som ellers ikke lagde fingre imellem. Konceptet med at vi følger en lille afgrænset gruppes kamp for overlevelse gentages, måden den skrumper ind på fornyes og er ikke mindre voldsom. Flere af scenerne i den blodsprøjtende og udmagrende forfølgelsesjagt er så intense og rå, at man næsten bliver helt rystet. Og den deprimerende afslutning fuldende cirklen til den skånselsløse start.
I filmens visuelle udtryk trækkes tydelig spor til Boyles første zombieetape, men han står da også som producent af filmen. De flotte panoreringer ud over et mennesketomt London gentages ikke mindre overbevisende og kombinationen af rolige langsomme shots med vildt hektisk klipning når angrebene bølger over lærredet er mindst lige så effektivt eksekveret. Man bliver fuldstændigt revet med, hvad enten den står på smukke men døde billeder af Londons gader eller voldsom og brutal nedslagtninger af levende eller døde, og kontrasten mellem de to rammer som en forhammer.
28 Weeks Later er unægtelig en mesterlig og eminent skræmmende apokalyptisk fortælling, men flere tilhængere af den første film vil måske tage afstand fra denne rendyrkede horrorfest. Days var rå og voldsom, men det brutale og kyniske udtryk får et nøk op ad på det blodige barometer i denne fortsættelse. Det mere rene horrorudtryk er bestemt ikke svaghed for filmen, men vil nok gøre, at den ikke vil nyde en så bred anerkendelse som Boyles film. Men inden for genren hører den til i den absolutte top og er måske den mest skræmmende film gennem flere år.
Tænkt at vi på bare få måneder får to så fantastiske og ekstremt forskellige zombiefilm som Planet Terror og 28 Weeks Later. Udover zombierne, blodsprøjtene og den fantastiske brug af en helikopter som højeksplosiv kødhakker, så har de to ikke meget andet tilfælles end, at de begge to allerede har klassikerstatus hos undertegnet. Den ene bare en underholdningsfest med 250 km/t uden den mindste ambition som at blive taget seriøst på den seriøse måde. Den anden meget virkelighedsnær og dybt skræmmende og skrækindjagende. Fresnadillos mararidtsversion snapper med tænderne efter den 6. Stjerne som Rodriquez’ zombieslægtning opnåede, men må i første omgang ”nøjes” med 5 store afhuggede hoveder.
Filmen tager over, hvor 28 Days Later slap. De virusbefængte zombier (som vel teknisk set ikke er zombier, men alligevel) er døde af sult og langsomt begynder et liv igen at blomstre i Londons tomme gader. Under beskyttelse af amerikanske tropper lukkes langsomt flere og flere civile ind i den beskyttede zone, men virussen er stadig i live og med ét bryder helvede løs.
Filmen er nådeløs kynisk i sin fortælling. Gennem første halvdel skildres det menneskelige følelseshelvede de overlevede befinder sig i efter at mistet sine kære ved zombiernes sult. Den viser, hvorledes de overlevede føler skyld netop fordi de overlevede mens andre måtte bukke under for det kødædende menneskehav. Dette gøres kontant og uden formidlende omstændigheder, og en yderst troværdig karakterskildring gør denne del af filmen særdeles sorgmodig og trist. En familie bliver genforenet, men fokus er klart på deres tab og sorg og ikke på gensynsglæden. Hvorfor døde de og ikke jeg? Hvorfor gjorde jeg ikke noget? Hvorfor har jeg fortjent at overleve, når andre blev dræbt?
Med ét bryder helvede så løs. Zombieintensiteten øges markant ift. den første film. Zombier er flere, angrebene vildere, blodsudgydelserne voldsommere. I det hele taget er tonen mere rå end i den første film, som ellers ikke lagde fingre imellem. Konceptet med at vi følger en lille afgrænset gruppes kamp for overlevelse gentages, måden den skrumper ind på fornyes og er ikke mindre voldsom. Flere af scenerne i den blodsprøjtende og udmagrende forfølgelsesjagt er så intense og rå, at man næsten bliver helt rystet. Og den deprimerende afslutning fuldende cirklen til den skånselsløse start.
I filmens visuelle udtryk trækkes tydelig spor til Boyles første zombieetape, men han står da også som producent af filmen. De flotte panoreringer ud over et mennesketomt London gentages ikke mindre overbevisende og kombinationen af rolige langsomme shots med vildt hektisk klipning når angrebene bølger over lærredet er mindst lige så effektivt eksekveret. Man bliver fuldstændigt revet med, hvad enten den står på smukke men døde billeder af Londons gader eller voldsom og brutal nedslagtninger af levende eller døde, og kontrasten mellem de to rammer som en forhammer.
28 Weeks Later er unægtelig en mesterlig og eminent skræmmende apokalyptisk fortælling, men flere tilhængere af den første film vil måske tage afstand fra denne rendyrkede horrorfest. Days var rå og voldsom, men det brutale og kyniske udtryk får et nøk op ad på det blodige barometer i denne fortsættelse. Det mere rene horrorudtryk er bestemt ikke svaghed for filmen, men vil nok gøre, at den ikke vil nyde en så bred anerkendelse som Boyles film. Men inden for genren hører den til i den absolutte top og er måske den mest skræmmende film gennem flere år.
Tænkt at vi på bare få måneder får to så fantastiske og ekstremt forskellige zombiefilm som Planet Terror og 28 Weeks Later. Udover zombierne, blodsprøjtene og den fantastiske brug af en helikopter som højeksplosiv kødhakker, så har de to ikke meget andet tilfælles end, at de begge to allerede har klassikerstatus hos undertegnet. Den ene bare en underholdningsfest med 250 km/t uden den mindste ambition som at blive taget seriøst på den seriøse måde. Den anden meget virkelighedsnær og dybt skræmmende og skrækindjagende. Fresnadillos mararidtsversion snapper med tænderne efter den 6. Stjerne som Rodriquez’ zombieslægtning opnåede, men må i første omgang ”nøjes” med 5 store afhuggede hoveder.
11/09-2007
