Det Fordømte Liv

Der var engang hvor danske ungdomsfilm ofte handlede om mere eller mindre normale unge, der mere eller mindre selvforskyldt, kom ud i en eller anden form for uføre. I dag føles det som om at de fleste danske ungdomsdramaer altid handler om det ekstreme. Måske afspejler det en tendens i tiden. Man kan lidt kynisk og sarkastisk måske sige, at hvem gider se Henrik’s unge kæreste få foretaget en abort fordi hun uhensigtsmæssigt er blevet gravid i en lidt for ung alder, når de kan se Brian’s misbrugerkæreste blive smadret af ham så hun aborterer. Eller hvem gider se Stina sige ”forsvind” til sin tidligere veninde, når de kan se hende blive hoppet på hovedet. Så det handler om og der gås til ekstremer og således også i ”Råzone”.

Her er stilen upoleret og dokumentarisk, tonen grum og trodsig og indholdet hårdt og ubarmhjertigt. Det er ufølsom sex, massere af stoffer og druk, vold og tyverier der er på dagsordenen. Igennem pigen Christina (Christensen), der rummer et lille menneskeligt fundament at bygge på, og hendes tre veninder, der vender hende ryggen, får vi et (forventet) rystende billede af de hårde og voldelige piger, der er dukket op i gadebilledet i dag og en historie om hvor let skidtet vælter, når det mentale lokum er fyldt med lort. Dette skildres plausibelt og med rod i en verden man kan tro på, hvor de bagvedliggende problematikker, der sætter vore hovedpersoner psykologisk hvor de er i dag, ofte blot fint antydes.

Sine steder kan jeg dog ikke nægte, at jeg føler at både historie og personer mister noget af deres troværdighed. Her arbejder filmens rå stil, med dens lettere abrupte klipning og flagrende kamera imod den og sammen med det undertiden kunstige skuespil, får det hele produktionen til at forekomme amatøragtig.

I hovedrollen er den smukke Laura Christensen svingende. Hun bærer på en skrøbelighed der fungerer godt bag den barske facade, for at gøre rollen ægte, men hun formår ikke altid at spille det ud. Bedst er her Stephanie Leon, der rammer en besnærende og næsten skræmmende stil, så man tror på hende som gruppens fører og mest samspilsramte, men også som menneske. Resten af ensemblet går fra det solide til det yderst middelmådige.

Ellers må man rose instruktørdebutanten Christian E. Christiansen, for at forsøge at skabe en virkelighedstro ungdomsfilm, der i lige så høj grad er blevet til en film om unge. Den tyer ikke til nemme eller poppede løsninger og går linen ud. Slutningen er indrømmet en anelse ”over the top” føler jeg. På den anden side, så går den fint i tråd med resten af filmens fortvivlende og pessimistiske grundsyn, hvor troen på det bedre liv hurtigt og realistisk forsvinder.

På den måde havde filmen måske næsten fortjent en lidt højere bedømmelse herfra, den har trods alt sine kvaliteter og hensigter. Men ”måske næsten” er ikke helt nok til at hæve en film op over det jævne, trods gode intentioner.