Medievold på film
3.0
Med sin tredje film, tildelt den spøjse og langstrakte titel "71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls", fortsatte Michael Haneke tilbage i 1994 sin lovende sejrsgang i at udstille kommercialisme og anonymitet i nutidens - primært vestlige - verden. Et passivt kamera og en gennemgående objektiv anskuelse af det moderne samfund er atter virkemidlerne som Hanekes varetegn og nok engang bydes vi indenfor til en særdeles veludført og særpræget filmoplevelse i tankevækkelsens tegn.
Meget lignende Hanekes dengang foregående film, "Benny's Video" og "Det syvende kontinent", fokuserer "71 Fragmente..." på mediernes hensynsløshed, men også deres tendens til at forenkle de mest åbentlyse eksempler på den komplekse menneskelige natur. Den første oplysning filmen giver os, er et kort nyhedsuddrag om et massedrab fundet sted i en bank den 24. december, 1993. Meget andet end disse kolde "facts" får vi ikke oplyst før filmens kaskade af fragmenteriske enkelepisoder indledes og vi løbende introduceres for en lille flok mennesker, hvis handlinger finder sted i komplet urelaterede sekvenser. Den løsrevne fortællestruktur synes dog stille og roligt at udarte sig i mere meningsfulde mønstre, efterhånden som juleaften står ved døren og alle vores personer besynderligt nok skal et smut i banken...
Selvom om Michael Hanekes pessimisme og blotlægning af den menneskelige mangel på kommunikation (for at nævne et af de øvrige, gennemgående emner hans film behandler) igen træder i kraft i "71 Fragmente..." er det en langt mere krævende end nogen anden af østrigerens film. Indimellem virker Hanekes kompromisløshed decideret hæmmende for filmens udvikling og flere scener, særligt i midterdelen, varer ved til det uendelige. I det hele taget er det en ofte ret så opslidende affære, der på grund af sine svære, næsten urimelige præmisser om dramaturgi og seeropfattelse aldrig synes ligeså vellykket som andre glimrende eksperimentalfilm såsom "Elephant" og "Irreversible".
Dog er det svært at afskrive filmens forsøg på at gøre en kortfattet journalistisk faktatekst til en levende beretning om mennesker. Det føles mod slutningen forunderligt rigtigt hvorfor Haneke har opbygget et talrigt persongalleri blot for at nedrive deres eksistenser som anonyme og ansigtsløse lig i bankhallen. "71 Fragmente..." er derved ikke nødvendigvis en overvejende gennemført og fuldt ud imponerende film, men den vidner om et mod og en ambition, der atter så godt som overbevisende kommer til udtryk i Michael Hanekes viljefaste favntag.
Meget lignende Hanekes dengang foregående film, "Benny's Video" og "Det syvende kontinent", fokuserer "71 Fragmente..." på mediernes hensynsløshed, men også deres tendens til at forenkle de mest åbentlyse eksempler på den komplekse menneskelige natur. Den første oplysning filmen giver os, er et kort nyhedsuddrag om et massedrab fundet sted i en bank den 24. december, 1993. Meget andet end disse kolde "facts" får vi ikke oplyst før filmens kaskade af fragmenteriske enkelepisoder indledes og vi løbende introduceres for en lille flok mennesker, hvis handlinger finder sted i komplet urelaterede sekvenser. Den løsrevne fortællestruktur synes dog stille og roligt at udarte sig i mere meningsfulde mønstre, efterhånden som juleaften står ved døren og alle vores personer besynderligt nok skal et smut i banken...
Selvom om Michael Hanekes pessimisme og blotlægning af den menneskelige mangel på kommunikation (for at nævne et af de øvrige, gennemgående emner hans film behandler) igen træder i kraft i "71 Fragmente..." er det en langt mere krævende end nogen anden af østrigerens film. Indimellem virker Hanekes kompromisløshed decideret hæmmende for filmens udvikling og flere scener, særligt i midterdelen, varer ved til det uendelige. I det hele taget er det en ofte ret så opslidende affære, der på grund af sine svære, næsten urimelige præmisser om dramaturgi og seeropfattelse aldrig synes ligeså vellykket som andre glimrende eksperimentalfilm såsom "Elephant" og "Irreversible".
Dog er det svært at afskrive filmens forsøg på at gøre en kortfattet journalistisk faktatekst til en levende beretning om mennesker. Det føles mod slutningen forunderligt rigtigt hvorfor Haneke har opbygget et talrigt persongalleri blot for at nedrive deres eksistenser som anonyme og ansigtsløse lig i bankhallen. "71 Fragmente..." er derved ikke nødvendigvis en overvejende gennemført og fuldt ud imponerende film, men den vidner om et mod og en ambition, der atter så godt som overbevisende kommer til udtryk i Michael Hanekes viljefaste favntag.
13/09-2007
