Mistro i ødemarken
5.0
John Carpenters veludførte gyserklassiker ”The Thing” er blandt filmelskere udnævnt som et af gyserhistoriens mest effektfulde og uudslettelige værker. Trods de overvældende og ærefulde prædikater for filmens gysermæssige kvaliteter og skræmmende supereffekter lyder ret entydige, er det dog langt fra der hvor filmen skal finde sin altoverskyggende ret til at kalde sig en legendarisk filmklassiker. Det er derimod i et langt andet og mere hverdagsrelateret aspekt: Den menneskelige udvikling og afgrund, samt den flyvske mistros forskruede helhedsbillede.
Selve ”The Things” handling og plot er som taget ud af et leksikon i almen gyserfilmsopbygning og understreger dermed filmens gennemgående minimalisme: En flok mænd er udstationeret i et fjernt snelandskab, totalt isoleret fra omverdenen, da et par tilsyneladende rablende vanvittige normænd gør deres klodsede entre. Grundet deres øjensynlige inkompetence og potentielle psykopati tøver de amerikanske mænd dog ikke med at henrette skandinaverne. Men hvad skyldtes virkeligt deres åbenlyse frustration og sindssyge? En grusom skabelse fra det ydre rum, synes at være svaret og dens bestialske afslagninger af diverse ofrer, vidner om en umenneskelig uhjertelighed, der vil gøre dens kilde i stand til at terrorisere alt, hvad den nærmer sig.
Uhyrets klart mest skræmmende egenskab er dog dens kopipræcise efterligninger af andre skabelser af kød og blod. En evne, der frustrerer ødemarkens ”indbyggere”, da monsteret ret beset kan være en af dem selv. Deres totale og konstante mistro til hinanden understreges kraftigt i filmens indiskutabelt bedste og mest nervepirrende spændingssekvens, hvor hovedpersonen, MacReady, tester hver enkelt af stationens beboer med en primitiv, men højst virkningsfuld blodprøve. Carpenters indsnigende effektopbygning virker som nåle i sofaen og når spændingsbylden endelig springes er det i et velkomponeret og effektfuldt chokmoment. Mistroen bekræftes, monsteret dukker op og filmens bedste scene afsluttes med bravur.
”The Thing” er aldrig en film, der utvetydigt skræmmer tilskueren baglæns ud af hjemmebiografen eller hjemsøger en i diverse mareridtsdrømme. Filmen er derimod en eminent og gyserklassisk pragtopvisning i genreopbygning og frem for alt psykologiske menneskeskildringer. For det er og bliver karakteristikken af den menneskelige mistros afgrund, der i ”The Things” fremragende udmunding står som det stærkeste element i filmens brede og varierende repertoire.
Selve ”The Things” handling og plot er som taget ud af et leksikon i almen gyserfilmsopbygning og understreger dermed filmens gennemgående minimalisme: En flok mænd er udstationeret i et fjernt snelandskab, totalt isoleret fra omverdenen, da et par tilsyneladende rablende vanvittige normænd gør deres klodsede entre. Grundet deres øjensynlige inkompetence og potentielle psykopati tøver de amerikanske mænd dog ikke med at henrette skandinaverne. Men hvad skyldtes virkeligt deres åbenlyse frustration og sindssyge? En grusom skabelse fra det ydre rum, synes at være svaret og dens bestialske afslagninger af diverse ofrer, vidner om en umenneskelig uhjertelighed, der vil gøre dens kilde i stand til at terrorisere alt, hvad den nærmer sig.
Uhyrets klart mest skræmmende egenskab er dog dens kopipræcise efterligninger af andre skabelser af kød og blod. En evne, der frustrerer ødemarkens ”indbyggere”, da monsteret ret beset kan være en af dem selv. Deres totale og konstante mistro til hinanden understreges kraftigt i filmens indiskutabelt bedste og mest nervepirrende spændingssekvens, hvor hovedpersonen, MacReady, tester hver enkelt af stationens beboer med en primitiv, men højst virkningsfuld blodprøve. Carpenters indsnigende effektopbygning virker som nåle i sofaen og når spændingsbylden endelig springes er det i et velkomponeret og effektfuldt chokmoment. Mistroen bekræftes, monsteret dukker op og filmens bedste scene afsluttes med bravur.
”The Thing” er aldrig en film, der utvetydigt skræmmer tilskueren baglæns ud af hjemmebiografen eller hjemsøger en i diverse mareridtsdrømme. Filmen er derimod en eminent og gyserklassisk pragtopvisning i genreopbygning og frem for alt psykologiske menneskeskildringer. For det er og bliver karakteristikken af den menneskelige mistros afgrund, der i ”The Things” fremragende udmunding står som det stærkeste element i filmens brede og varierende repertoire.
14/09-2007
