Overdådighedens forbandelse
2.0
Zhang Yimou bliver ved med storladne melodramaer med overvældende mange statister, smukke kostumer og prangende scenografi. Han forsøger at overgå sig selv med pompt og pragt i den nyeste, ”Curse of the Golden Flower” (At Nordisk Films distributionsafdeling har givet den titlen "Den Forbudte By" vidner om deres fantasiløshed).
Det lykkedes at mætte publikum med gyldne lotus-symboler, tusindvis af soldater med gyldne rustninger (kunne de ikke have brugt deres midler lidt mere effektivt?), tusindvis af hofdamer i farverige dragter og med elegant opsat hår.
Men den overdådige og overdrevne stil smitter også af på historien. Filmens karakterer ender nemlig blot som dukker, der pyntes med blod og tårer. Der er tale om en pyntet udgave af en sæbeopera. Alle filmens personer eksisterer kun for at begå intriger mod hinanden, så det kunstige plot kan udvikles.
Filmen er baseret på et teaterstykke af Yu Cao, der handler om en kejserfamilie, hvor der er nederdrægtige intriger, forbudte affærer og tårer i stride strømme. Gong Li har fået den store opgave at tude og dirre af vrede igennem hele filmen i rollen som kejserinden, hvis mand, spillet af Chow Yun-Fat, putter gift i hendes daglige medicin. Hun har nemlig haft en affære med hans første søn fra et gammelt forhold. Det vil vise sig, at det ikke er det eneste incestuøse forhold i filmen.
Der er nok intriger og hemmeligheder i familien til at udfylde en hel ny sæson af ”Dallas”. Men det hele bliver eksekveret så langsomt og melodramatisk. I stedet for dialog og dybde ser vi en masser ansigter fyldt med vrede eller smerte eller en kombination, og det skal så få os til at føle sympati for disse mennesker.
Shakespeare, der også fortalte historier om intriger og stærke følelser i kongelige familier, dramatiserede historier med masser af dialog og plotudvikling. I Zhang Yimous film består plotudviklingen kun af den ene afsløring af hemmeligheder og intriger efter den anden. Der er ingen af Shakespeares vid eller humor. Den er forudsigelig og dødkedelig. Men utrolig smuk.
Det lykkedes at mætte publikum med gyldne lotus-symboler, tusindvis af soldater med gyldne rustninger (kunne de ikke have brugt deres midler lidt mere effektivt?), tusindvis af hofdamer i farverige dragter og med elegant opsat hår.
Men den overdådige og overdrevne stil smitter også af på historien. Filmens karakterer ender nemlig blot som dukker, der pyntes med blod og tårer. Der er tale om en pyntet udgave af en sæbeopera. Alle filmens personer eksisterer kun for at begå intriger mod hinanden, så det kunstige plot kan udvikles.
Filmen er baseret på et teaterstykke af Yu Cao, der handler om en kejserfamilie, hvor der er nederdrægtige intriger, forbudte affærer og tårer i stride strømme. Gong Li har fået den store opgave at tude og dirre af vrede igennem hele filmen i rollen som kejserinden, hvis mand, spillet af Chow Yun-Fat, putter gift i hendes daglige medicin. Hun har nemlig haft en affære med hans første søn fra et gammelt forhold. Det vil vise sig, at det ikke er det eneste incestuøse forhold i filmen.
Der er nok intriger og hemmeligheder i familien til at udfylde en hel ny sæson af ”Dallas”. Men det hele bliver eksekveret så langsomt og melodramatisk. I stedet for dialog og dybde ser vi en masser ansigter fyldt med vrede eller smerte eller en kombination, og det skal så få os til at føle sympati for disse mennesker.
Shakespeare, der også fortalte historier om intriger og stærke følelser i kongelige familier, dramatiserede historier med masser af dialog og plotudvikling. I Zhang Yimous film består plotudviklingen kun af den ene afsløring af hemmeligheder og intriger efter den anden. Der er ingen af Shakespeares vid eller humor. Den er forudsigelig og dødkedelig. Men utrolig smuk.
15/09-2007
