Krigens helte

Første del af Clint Eastwoods todelte krigsdrama omhandler sidste fase af anden verdenskrig fra amerikanernes forskruede perspektiv og et enkelt billedes indflydelse på et helt folks moral. Det omtalte billede tages på toppen af et minibjerg på den japanske ø, Iwo Jima, hvor blodige og uvirkelige krigskampe er under udfoldelse og viser et halvt dusin amerikanske soldater plante et farveklart og strålende, ”Stars and stripes” i det bombarderede, mørke grus. De overlevende af mændene, der deltog i den kvalmende, fædrelandsdikterede mission, sendes derfor hjem til en rendyrket heltemodtagelse i deres land, hvor de tilbedes som krigens sejrherrer og japanernes nedfældere, selvom det eneste bemærkelsesværdige de i grunden har foretaget sig er at rejse et patriotisk statsymbol på femtedagen af det fyrre dage lange krigshelvede.

Med det udgangspunkt lægger Clint Eastwood op til en handling, der har til formål at skildre amerikanernes overdrevne og godtroende heltedyrkelse, hvor heltene ikke skaber sig selv – men folket skaber heltene. Desværre formår ”Unforgiven”-instruktøren sjældent at afvige fra den konventionelle sentimentalitetspakke som tematikken alt for ofte serveres i, mens dramasekvensernes opbygning og udvikling virker underligt intetsigende og generelt uvedkommende. Faktisk ligesom det overlange, teatralske og dødkedelige efterspil virker gennemsyret af åbenlys overflødighed og kvalmende semi-moralprædikener, hvorfor ”Flags of Our Fathers” afslutter sin forestilling med nogle af de negative aspekter amerikanske krigsfilm generelt set helst skal afvige fra.

Når det så er sagt er selve krigssekvenserne i Clint Eastwoods kvalitetssvingende drama uomtvisteligt fascinerende, intensive og regulært smukke. Selvom de godt nok aldrig opnår samme hårdtslående dynamik og vanvittige intensitet som producer Spielbergs egen krigsfortolkning ”Saving Private Ryan”, har de i ”Flags of Our Fathers” rigeligt med kvaliteter til at forekomme tilskueren kvalmende nærgående og til tider direkte overdådige. Med andre ord sidder man ofte og funderer over, hvorfor Eastwood og co. bruger så omfattende, delvist spildte tidsrum på at skildre sentimentalitetsprægede heltepatos og middelmådige fortolkninger af krigens typiske efterveer, i stedet for at blænde op for det, filmen på samtlige planer behersker bedst.

I den karakteristiske episodeopbygning kaster ”Flags of Our Fathers” egentligt relativt tydelige minder til Jeunets visuelle tour-de-force, ”En Lang Forlovelse”, da den funderer en dramahandling som historiegrundlag og afveksler denne elegant med billeder fra krigens gruopvækkende, blodige og bestialske virkelighed. Man kan dog ikke lade være med at spørge sig selv om handlingsprioriteringen skulle have været en anden? I hvert fald forekommer krigssekvenserne langt mere velpolerede, smukke og relevante, end det ufrivilligt oppustede, patriotiske sentimentalitetsdrama, der udfolder sig i størstedelen af filmen. Måske kravler ”Flags of Our Fathers” længere op af karakterstigen, når jeg på egen hånd samler Eastwoods krigspuslespil med overværingen af den vigtige og efter sigende langt stærkere, japanske brik, ”Letters for Iwo Jima. Men i mellemtiden må filmen altså nøjes med en ligegyldig og skuffende middelkarakter.