Vinterberg kommer ingen steder hen
1.0
Det er meget ofte et krisetegn, når en film har haft mange manuskriptforfattere tilknyttet. Thomas Vinterbergs eget navn står øverst på listen over forfattere involveret i "En mand kommer hjem", men når man ser det fulde sæt credits igennem, opdager man, at han har haft hele fire andre til at hjælpe sig. Desværre har hverken Mogens Rukov, Morten Kaufmann, Bo hr. Hansen eller Nikolaj Arcel fået rettet op på det ufokuserede rod, der ligger til grund for Vinterbergs nye film.
"En mand kommer hjem" er en coming-of-age-historie. Rammen er, at en lille by på Sydfyn får besøg af én af sine største sønner, en internationalt kendt operasanger. Men filmens virkelige hovedperson er en ung fyr, Sebastian, der arbejder i køkkenet på byens hotel og viser sig at være sangerens ukendte søn. Historien følger primært to spor - at Sebastian skal forholde sig til, at han pludselig har en far, samtidig med at hans gamle kæreste er vendt tilbage til byen og udfordrer forholdet til hans nuværende kæreste.
Filmen åbner med en fortællerstemme i Thomas Winding-stil, der understreger Sebastians dilemma med, at han ikke vil være troløs som sin far. Og allerede dér begynder det at gå galt. Fortællerstemmen vender nemlig aldrig tilbage og bliver derfor en underligt løsrevet ting frem for en ramme om historien. "En mand kommer hjem" er fuld af den slags - personer og scener bliver ikke afsluttet, der lægges vægt på ligegyldige detaljer, og filmen skøjter rundt rent stilmæssigt.
Eksempelvis bliver der tidligt introduceret et Balkan-orkester i Emir Kusturica-stil, og det giver afsæt til nogle minutter, hvor Vinterberg forsøger at lave absurd kaoskomik a la Kusturica. Men orkestret glider hurtigt ud igen, og den musikalske tone drejer skingert over i noget meget påtrængende jazz. På samme måde bliver forskellige karakterer introduceret og forsøger at være morsomme ganske kortvarigt, hvorefter de mere eller mindre forsvinder igen.
Der er simpelt hen ingen sammenhæng. Vinterberg forsøger med vold og magt at være morsom i hver eneste scene - og med vidt forskellige midler. Men filmen mangler en grundtone og har ingen nerve, og jeg trak kun på smilebåndet nogle få gange. Det sjoveste var for mig den scene, hvor hotellets svenske kok får sit personale til at udføre The All Blacks' maori-krigsdans som optakt til at lave festmiddagen. Men så var det altså heller ikke sjovere.
At filmen roder sådan rundt, kan også ses på skuespillerne, der sejler rundt i hver deres egen sø. Dansk films gadedreng, Thomas Bo Larsen, ender overraskende nok med at være næsten troværdig som operasanger, men Oliver Møller Knauer og Ronja Mannov Olesen er ikke for overbevisende som de unge elskende, og en håndfuld gode danske navne har underlige småroller, som der ikke kommer meget ud af. Faktisk er Anthony Dod Mantles billeder nok det eneste, som konsekvent fungerer i "En mand kommer hjem" - de er nemlig rigtig flotte i et gyldent eventyragtigt skær. Men på sin vis er også de med til at gøre denne film til en slags perverst parodisk udgave af Vinterbergs egen "Festen".
Det er ikke svært at få øje på de gode intentioner i "En mand kommer hjem", men ... Resultatet er altså rigtig, rigtig skidt. Havde Thomas Vinterberg virkelig kun én fremragende spillefilm i sig?
"En mand kommer hjem" er en coming-of-age-historie. Rammen er, at en lille by på Sydfyn får besøg af én af sine største sønner, en internationalt kendt operasanger. Men filmens virkelige hovedperson er en ung fyr, Sebastian, der arbejder i køkkenet på byens hotel og viser sig at være sangerens ukendte søn. Historien følger primært to spor - at Sebastian skal forholde sig til, at han pludselig har en far, samtidig med at hans gamle kæreste er vendt tilbage til byen og udfordrer forholdet til hans nuværende kæreste.
Filmen åbner med en fortællerstemme i Thomas Winding-stil, der understreger Sebastians dilemma med, at han ikke vil være troløs som sin far. Og allerede dér begynder det at gå galt. Fortællerstemmen vender nemlig aldrig tilbage og bliver derfor en underligt løsrevet ting frem for en ramme om historien. "En mand kommer hjem" er fuld af den slags - personer og scener bliver ikke afsluttet, der lægges vægt på ligegyldige detaljer, og filmen skøjter rundt rent stilmæssigt.
Eksempelvis bliver der tidligt introduceret et Balkan-orkester i Emir Kusturica-stil, og det giver afsæt til nogle minutter, hvor Vinterberg forsøger at lave absurd kaoskomik a la Kusturica. Men orkestret glider hurtigt ud igen, og den musikalske tone drejer skingert over i noget meget påtrængende jazz. På samme måde bliver forskellige karakterer introduceret og forsøger at være morsomme ganske kortvarigt, hvorefter de mere eller mindre forsvinder igen.
Der er simpelt hen ingen sammenhæng. Vinterberg forsøger med vold og magt at være morsom i hver eneste scene - og med vidt forskellige midler. Men filmen mangler en grundtone og har ingen nerve, og jeg trak kun på smilebåndet nogle få gange. Det sjoveste var for mig den scene, hvor hotellets svenske kok får sit personale til at udføre The All Blacks' maori-krigsdans som optakt til at lave festmiddagen. Men så var det altså heller ikke sjovere.
At filmen roder sådan rundt, kan også ses på skuespillerne, der sejler rundt i hver deres egen sø. Dansk films gadedreng, Thomas Bo Larsen, ender overraskende nok med at være næsten troværdig som operasanger, men Oliver Møller Knauer og Ronja Mannov Olesen er ikke for overbevisende som de unge elskende, og en håndfuld gode danske navne har underlige småroller, som der ikke kommer meget ud af. Faktisk er Anthony Dod Mantles billeder nok det eneste, som konsekvent fungerer i "En mand kommer hjem" - de er nemlig rigtig flotte i et gyldent eventyragtigt skær. Men på sin vis er også de med til at gøre denne film til en slags perverst parodisk udgave af Vinterbergs egen "Festen".
Det er ikke svært at få øje på de gode intentioner i "En mand kommer hjem", men ... Resultatet er altså rigtig, rigtig skidt. Havde Thomas Vinterberg virkelig kun én fremragende spillefilm i sig?
17/09-2007
