Storm før stilhed
5.0
Efter et gensyn med den på alle måder ekstreme franske eksperimentalfilm, ”Irreversible”, står det mig personligt langt mere klart, hvorledes filmen er andet et fikst stilhylster. At den er langt mere end en væmmelig opvisning i rå vold. Med stærke skuespillerpræstationer, solide karakterer, filmisk friskhed og overrumplende plottwists er ”Irreversible” ikke blot en sensationshungrende grænseoverskridelse, men også en imponerende og meningsgivende film, om uomvendeligheden der smadrer og udgør livet.
Visuelt og stemningsmæssigt er ”Irreversible” en formfuldendt og ganske enestående oplevelse, der op til flere gange vækker liv i de sjældneste dele af seerens følelsesregister med et uafrysteligt eftertryk. Det første kvarter af filmen er her værst. Vi, seerne, tages med ind i Marcus’ kokainfyldte og opildnede psyke på en tur ned i det måske mest frastødende sted en film nogensinde har lagt billeder til, nemlig den formørkede og smertebefængte bøsseklub ”Rectum”. På vej gennem snørklede og klaustrofobiske gange føler man sig ikke godt tilpas. Man føler sig tværtimod som at have drukket ti bajere, snurret rundt om sig selv omkring 20-30 gange, fået banken en hammer i knolden og bagefter forvildet sig ned i helvede på jorden. På dette tidspunkt føler man sig næsten ”for” hengivet til en sindstilstand end hvad spændende er, og imens en ond og monoton basrytme anes i baggrunden og kameraet på kvalmende vis tumler rundt i mangel på orientering tager Gaspar Noé os et sted hen, hvor de færreste film har været. Nemlig hvor det simpelthen ikke er sjovt længere.
Dette på mange måder klimatiske stadie sætter som sagt filmen i gang, men hvor det teoretisk set kunne lyde forkert at åbne filmen med ”The big bang!”, så er scenen i ”Rectum” så ualmindelig kraftfuld og overvældende væmmelig, at den efterfølgende vej op gennem tarmsystemet sagtens kan bruges til at fortrænge chokket.
Men ”Irreversible” er en langt sværere film end en halvanden times lang fordøjelsesproces af en udpenslet voldshandling. Oven i mæthedsfornemmelsen fra indledningen pålægges vi mere, meget mere, for omkring tre kvarter efter gør filmen det igen - skaber en illusion så virkelighedsnær og pågående, at man aldrig mindes at have set noget lignende på film. Her er der naturligvis tale om den scene, der hovedsagligt har givet ”Irreversible” sit frygtindgydende ry og som fuldt ud berettiger det ved synet af filmhistoriens mest grufulde voldtægt. Med et passivt tilsyn, der kunne minde om den gyselige, non-cuttede midtersekvens i ”Funny Games”, skildres kvinden Alex, spillet af Monica Bellucci, og hendes skæbnesvangre passeretur gennem en fodgængerundergang - og i 9 pinefulde minutter får vi lov at iagttage hendes ubeskrivelige smerte og forslåede krop med gennemført grundighed der næppe nogensinde har set mage.
Hovedsagligt på grund af de to omtalte scener mener mange at ”Irreversible” er for meget. At den er for voldsom, for provokationslysten og for interesseret i at fremkalde sin tilskuer afsky og kvalme. Det kan man delvist give dem ret i, når man befinder sig helt inde i den kulrede besindelse på Marcus og midt i det ultimative mareridtsscenarium, der møder den smukke Alex, for det er først efter at have bakket et par mentale skridt væk fra filmens rædsler at de falder i god jord. At Noé tilsigtet har brugt svimlende kameraføring og en stedvist lavfrekvent lydside, der efter tekniske beregninger skulle forårsage kvalmefremkaldelser i lytteren, kan meget vel siges at række uden for filmmediets egentlige grænser, men det vidner om en instruktør, der vil nå sit publikum mere end nogen anden. Det lykkes i så overbevisende grad at man frastødes, påvirkes og måske endda røres en smule.
Under alle omstændigheder kan man ikke undsige ”Irreversible” fra at være en stilistisk overvældende oplevelse, og en film, der formår at udtrykke sig med et læseligt og vedkommende budskab omkring tid og tab, midt i en verden baseret på klokkeslæt. Oven i er det en følelsesmæssig stærk bedrift. Både den rene kærlighed og den rene vold i henholdsvis start- og slutscenen er gjort af rene følelser, og derfor fremstår ”Irreversible” som en helstøbt film om de smukkeste og grimmeste sider af livet. Og kan man kapere at opleve begge udpenslet med sjælden nærgående nøgenhed, er denne film uundgåelig.
Visuelt og stemningsmæssigt er ”Irreversible” en formfuldendt og ganske enestående oplevelse, der op til flere gange vækker liv i de sjældneste dele af seerens følelsesregister med et uafrysteligt eftertryk. Det første kvarter af filmen er her værst. Vi, seerne, tages med ind i Marcus’ kokainfyldte og opildnede psyke på en tur ned i det måske mest frastødende sted en film nogensinde har lagt billeder til, nemlig den formørkede og smertebefængte bøsseklub ”Rectum”. På vej gennem snørklede og klaustrofobiske gange føler man sig ikke godt tilpas. Man føler sig tværtimod som at have drukket ti bajere, snurret rundt om sig selv omkring 20-30 gange, fået banken en hammer i knolden og bagefter forvildet sig ned i helvede på jorden. På dette tidspunkt føler man sig næsten ”for” hengivet til en sindstilstand end hvad spændende er, og imens en ond og monoton basrytme anes i baggrunden og kameraet på kvalmende vis tumler rundt i mangel på orientering tager Gaspar Noé os et sted hen, hvor de færreste film har været. Nemlig hvor det simpelthen ikke er sjovt længere.
Dette på mange måder klimatiske stadie sætter som sagt filmen i gang, men hvor det teoretisk set kunne lyde forkert at åbne filmen med ”The big bang!”, så er scenen i ”Rectum” så ualmindelig kraftfuld og overvældende væmmelig, at den efterfølgende vej op gennem tarmsystemet sagtens kan bruges til at fortrænge chokket.
Men ”Irreversible” er en langt sværere film end en halvanden times lang fordøjelsesproces af en udpenslet voldshandling. Oven i mæthedsfornemmelsen fra indledningen pålægges vi mere, meget mere, for omkring tre kvarter efter gør filmen det igen - skaber en illusion så virkelighedsnær og pågående, at man aldrig mindes at have set noget lignende på film. Her er der naturligvis tale om den scene, der hovedsagligt har givet ”Irreversible” sit frygtindgydende ry og som fuldt ud berettiger det ved synet af filmhistoriens mest grufulde voldtægt. Med et passivt tilsyn, der kunne minde om den gyselige, non-cuttede midtersekvens i ”Funny Games”, skildres kvinden Alex, spillet af Monica Bellucci, og hendes skæbnesvangre passeretur gennem en fodgængerundergang - og i 9 pinefulde minutter får vi lov at iagttage hendes ubeskrivelige smerte og forslåede krop med gennemført grundighed der næppe nogensinde har set mage.
Hovedsagligt på grund af de to omtalte scener mener mange at ”Irreversible” er for meget. At den er for voldsom, for provokationslysten og for interesseret i at fremkalde sin tilskuer afsky og kvalme. Det kan man delvist give dem ret i, når man befinder sig helt inde i den kulrede besindelse på Marcus og midt i det ultimative mareridtsscenarium, der møder den smukke Alex, for det er først efter at have bakket et par mentale skridt væk fra filmens rædsler at de falder i god jord. At Noé tilsigtet har brugt svimlende kameraføring og en stedvist lavfrekvent lydside, der efter tekniske beregninger skulle forårsage kvalmefremkaldelser i lytteren, kan meget vel siges at række uden for filmmediets egentlige grænser, men det vidner om en instruktør, der vil nå sit publikum mere end nogen anden. Det lykkes i så overbevisende grad at man frastødes, påvirkes og måske endda røres en smule.
Under alle omstændigheder kan man ikke undsige ”Irreversible” fra at være en stilistisk overvældende oplevelse, og en film, der formår at udtrykke sig med et læseligt og vedkommende budskab omkring tid og tab, midt i en verden baseret på klokkeslæt. Oven i er det en følelsesmæssig stærk bedrift. Både den rene kærlighed og den rene vold i henholdsvis start- og slutscenen er gjort af rene følelser, og derfor fremstår ”Irreversible” som en helstøbt film om de smukkeste og grimmeste sider af livet. Og kan man kapere at opleve begge udpenslet med sjælden nærgående nøgenhed, er denne film uundgåelig.
19/09-2007
