Idylroni
4.0
Thomas Vinterberg laver dansk film igen næsten 10 år efter sit store gennembrud med ”Festen”. Hans efterfølgende engelsksprogede film lykkedes ikke så godt. Vinterbergs nye film, ”En Mand Kommer Hjem”, ligner mest af alt et forsøg på at genfinde et fodfæste i det danske biografpublikum. Han sætter et ordenligt knald på farverne, så en danske provinsby, det hjem som titlen refererer til, ligner lutter idyl.
Som i ”Festen” er rammen for ”En Mand Kommer Hjem” en festlighed. Den fiktive fynske provinsby i filmen fejrer sit 750 års jubilæum, og i den anledning har byen inviteret en berømt operasanger (Thomas Bo Larsen) til at give en koncert. Operasangeren er nemlig vokset op i byen. Men før han tog afsted efterlod han en gravid kvinde (Karen-Lise Mynster). Hun har opdraget sin søn Sebastian (Oliver Møller-Knauer) i den tro, at hans fra begik selvmord. Men det viser sig, at han blot var en horebuk, der sprang på en anden kvinde. Det er lige præcis, hvad Sebastian ikke har brug for at høre, da han selv er sin kæreste utro med en ekskæreste (Ronja Mannov Olesen), og han absolut ikke vil ligne den far, der aldrig har været der for ham.
Dermed er der lagt i den hyggelige kakkelovn til sæbeopera-konflikter og faderopgør. Det levererer Vinterberg også. Men der er også nogle fine nuancer. For eksempel scenen, hvor det går op for faren, at han har en søn. I samme scene raser og skriger Sebastian over faren, der er en uforbederlig horebuk, mens faren siger: ”Jeg har fået en søn”. Som var han på en fødselsgang, og Sebastian lige var kommet vrælende ud af sin mors skød.
Vinterberg fortæller samtidig en ironisk historie om det idylle landlige hjem, hvor de smilende bønder vinker fra marken til de forbipasserende. Af en eller grund så insisterer Vinterberg på nogle uinteressante bipersoner til at stå i baggrunden og være ligegyldige. Eller endnu værre: humoristiske. Her har han en flok kokke, der opfører sig, som var de på Carl Mar Møller-kursus. Og derudover nogle papfigurer til at stå omkring operasangeren for at signalere, at han er en stor, international kunstner.
Jeg bryder mig ikke altid om Vinterbergs stil og humor. Jeg havde hellere set et mere råt drama uden den bløde indpakning. Men jeg fik skam stadig en oplevelse ud af ”En Mand Kommer Hjem”. Vinterberg viser, at han stadig har sans for det psykologiske drama under den sukkersøde overflade. Jeg kunne forestille mig mange danske instruktører lave langt værre film over dette manuskript, end hvad Vinterberg leverer.
Som i ”Festen” er rammen for ”En Mand Kommer Hjem” en festlighed. Den fiktive fynske provinsby i filmen fejrer sit 750 års jubilæum, og i den anledning har byen inviteret en berømt operasanger (Thomas Bo Larsen) til at give en koncert. Operasangeren er nemlig vokset op i byen. Men før han tog afsted efterlod han en gravid kvinde (Karen-Lise Mynster). Hun har opdraget sin søn Sebastian (Oliver Møller-Knauer) i den tro, at hans fra begik selvmord. Men det viser sig, at han blot var en horebuk, der sprang på en anden kvinde. Det er lige præcis, hvad Sebastian ikke har brug for at høre, da han selv er sin kæreste utro med en ekskæreste (Ronja Mannov Olesen), og han absolut ikke vil ligne den far, der aldrig har været der for ham.
Dermed er der lagt i den hyggelige kakkelovn til sæbeopera-konflikter og faderopgør. Det levererer Vinterberg også. Men der er også nogle fine nuancer. For eksempel scenen, hvor det går op for faren, at han har en søn. I samme scene raser og skriger Sebastian over faren, der er en uforbederlig horebuk, mens faren siger: ”Jeg har fået en søn”. Som var han på en fødselsgang, og Sebastian lige var kommet vrælende ud af sin mors skød.
Vinterberg fortæller samtidig en ironisk historie om det idylle landlige hjem, hvor de smilende bønder vinker fra marken til de forbipasserende. Af en eller grund så insisterer Vinterberg på nogle uinteressante bipersoner til at stå i baggrunden og være ligegyldige. Eller endnu værre: humoristiske. Her har han en flok kokke, der opfører sig, som var de på Carl Mar Møller-kursus. Og derudover nogle papfigurer til at stå omkring operasangeren for at signalere, at han er en stor, international kunstner.
Jeg bryder mig ikke altid om Vinterbergs stil og humor. Jeg havde hellere set et mere råt drama uden den bløde indpakning. Men jeg fik skam stadig en oplevelse ud af ”En Mand Kommer Hjem”. Vinterberg viser, at han stadig har sans for det psykologiske drama under den sukkersøde overflade. Jeg kunne forestille mig mange danske instruktører lave langt værre film over dette manuskript, end hvad Vinterberg leverer.
19/09-2007
