// Mareridtet fortsætter... //
5.0
INDEHOLDER FÅ MEN RET ALVORLIGE SPOILERS!
Jeg modtag i dag en lille brun pakke fra e-butikken www.play.com. Jeg vidste heldigvis godt hvad pakken indeholdte, da jeg en lille uges tid siden bestilte 28 Weeks Later, fortsættelsen til Danny Boyles smukke dommedagsprofeci, 28 Days Later. Jeg har ventet spændt på filmen, både læst anmeldelser her på siden og de udenlandske; det så mildest talt ikke dårligt ud! Denne gang sidder den unge Oscar-nominerede Juan Carlos Fresnadillo bag roret, hvorimod Danny Boyle og Alex Garland har placeret sig selv lidt længere i periferien som executive producers - alligevel kan deres præg ses i filmen, og det er slet ikke så ringe endda!
Vi starter stort set hvor vi slap i den første film, ude på landet. Der introduceres vi for Don (Robert "Begbie" Carlyle) og hans kone Alice (Catherine McCormack) som lever på en farm hos et ældre par og nogle andre eksistenser, som vi mildest talt ikke lærer at kende. De inficerede raser stadigvæk, og de efterfølgende scener understreger den vedvarende angst og usikkerhed, som de sidste overlevende er nødt til at leve med. Farmen bliver invaderet og Don formår at flygte uden at redde sin kone pga. den indædte frygt. Vi har altså ikke med en alpha-han/actionhelt at gøre med her, men et menneske som angrer og flygter, når han er ved skide i buskerne af skræk, ligesom du og jeg!
Ugerne går, og man bliver kort ledet igennem de 28 måneder, hvorefter den egentlige handling sættes i gang. Don har som sagt overlevet, og en del af London er ved at blive stablet på fødderne igen, den sidste inficerede døde tilsyneladende seks måneder tidligere. Storebror USA har derfor overtaget ærterne og styrer London (måske en lille samfundskritisk kommentar til Irakkrigen, som jeg ikke vil gøre mere ud af - det skal bare lige nævnes). Don's børn, Tammy (Imogen Potts) og Andy (Mackintosh Muggleton), som har været uden for England på skoletur (og dermed i sikkerhed) kan nu vende tilbage hjem. Genforeningen mellem far og børn er lyksalig, men sorgen hænger i luften over den døde mor. Selvom Don forsøger at forklare børnene hvad der skete, kan han selvfølgelig ikke fortælle dem, at han lod deres mor i stikken, og man føler med den stakkels familie, hvis indbyrdes bånd hænger i en tynd tråd. Første lille del af filmen handler derfor om de menneskelige relationer og bearbejdelsen af tabet over moderen samt tilvænningen til et nyt (og bedre?) liv. Selvfølgelig bliver virussen bragt ind i sikkerhedszonen igen, men det vil jeg simpelthen ikke afsløre noget af. Jeg kan dog lige sige, at det er meget elegant udført af Fresnadillo:-)
Filmen er endnu mere voldelig og kynisk end sin forgænger. Men er den bedre? Umiddelbart er jeg faktisk tilbøjelig til at sige nej, men bare rolig, for den er så sandelig heller ikke værre! Som jeg skrev i min anmeldelse af 28 Days Later, savnede jeg noget splat og blod - det får man uden tvivl leveret i Weeks. Men der er nogle andre få svagheder, og jeg vil starte med kameraføringen. Endnu en gang ser vi disse kosmiske og kaotiske billeder ligesom i Days, og det fungerer sådan set skidegodt. Men hvad Fresnadillo benytter sig meget af, er disse slørede og næsten slow-motion-agtige billeder, som jeg ALDRIG har brudt mig om i film, det giver ganske enkelt sådan en kunstig effekt. Så hellere bruge en rigtig og fokuseret slowmotion... Men det blot en lille detalje, som kun giver anledning til irritation over æstetikken. Næst finder jeg det en smule akavet at Don, efter at han er blevet inficeret, får en personlighed á la noget af det Romero forsøgte sig med i den svage LAND OF THE DEAD. Zombie-Don overlever simpelthen både den massive bombing og gasning, og finder hver gang frem til sine børn - jeg synes ikke helt det fungerer på det reelle plan. Men hvis den skal reddes, fungerer ideen lidt bedre på det abstrakte og symbolske, da det er ret tragisk at det er den 'svage fars sjæl' der hjemsøger og jagter de stærke børn.
Det kan godt være at det nu lyder som om at jeg har nedslagtet filmen, men sådan skal det slet ikke forstås. Jeg har fået min negative kritik til at fylde lidt mere, så det ikke kun bliver en kort anmeldelse med lutter ros. Men lad det være sagt med det samme, Weeks er mindst ligeså forbløffende som Days, og tilsammen står de nok som nogle af de bedste zombie-film nogensinde (igen, uden rigtigt at være det).
Endnu engang er det John Murphy der leverer varen mht. soundtracket, der er både Brian Eno-agtige stemninger og lidt mere rå rock, musikken understøtter billederne og får også filmen til at lyde fedt! Skuespillerne er allesammen overbevisende og det er dejligt at se Robert Carlyle i - i hvert fald et halvt - samarbejde med Danny Boyle igen. Det bedste ved filmen er selvfølgelig horroren og den vidunderlige gore, samt den konstant kyniske tone, som jeg faktisk synes er mere dyster end i Days. Det forbløffede mig faktisk, for Fresnadillo udpeger ikke en helt der redder hele verden (som Danny Boyle måske havde en lille tendes til med sin karakter Jim), og det virker så tragisk og mørkt, når de personer man begynder at sympatisere med, lige pludselig bliver frarøvet én pga. den grusomste død. Det er så umådeligt stærkt og pinefuldt! Mht. til kameraføringen, hvor der specielt var en effekt jeg ovenover krititserede, er der også en, som jeg synes er et af filmhistoriens fedeste. Det er når vores hovedpersoner befinder sig i en helt mørk tunnel, og det eneste 'øje' vi har i lang tid, er sniper-scopet på nightvision - måske den mest uhyggelige kameraeffekt, med det bedste paranoide resultat, man sidder ærligt talt og føler sig lukket inde!
Som sagt er der nogle få ting, som jeg gjort lidt mere ud af at kritisere, men det er simpelthen for at filmen ikke kun skal stå i et helt pletfrit lys. Jeg synes Fresnadillo har ført denne nye zombie-agtige genre en tand højere op, som Boyle påbegyndte i sin tid, og tilsammen er de to film 6 klokkeklare stjerner værd, de har tilsammen en eller anden synergisk effekt på mig. Men som Days også fik, er jeg tilbøjelig til 'kun' at uddele 5 meget store stjerner til 28 Weeks Later. Mit råd til dig er til gengæld at se begge film efter hinanden, det vil du garanteret bryde dig, hvis du i forvejen kan lide dem.
Jeg kan dermed lige kort annoncere, at selveste Boyle faktisk overvejer at lave en 3'er, som sjovt nok kommer til at hedde 28 Months Later. Men det er blot en lille appetitvækker, og vigtigst af alt stadig et rygte, dog fra Boyle selv;-)
Jeg modtag i dag en lille brun pakke fra e-butikken www.play.com. Jeg vidste heldigvis godt hvad pakken indeholdte, da jeg en lille uges tid siden bestilte 28 Weeks Later, fortsættelsen til Danny Boyles smukke dommedagsprofeci, 28 Days Later. Jeg har ventet spændt på filmen, både læst anmeldelser her på siden og de udenlandske; det så mildest talt ikke dårligt ud! Denne gang sidder den unge Oscar-nominerede Juan Carlos Fresnadillo bag roret, hvorimod Danny Boyle og Alex Garland har placeret sig selv lidt længere i periferien som executive producers - alligevel kan deres præg ses i filmen, og det er slet ikke så ringe endda!
Vi starter stort set hvor vi slap i den første film, ude på landet. Der introduceres vi for Don (Robert "Begbie" Carlyle) og hans kone Alice (Catherine McCormack) som lever på en farm hos et ældre par og nogle andre eksistenser, som vi mildest talt ikke lærer at kende. De inficerede raser stadigvæk, og de efterfølgende scener understreger den vedvarende angst og usikkerhed, som de sidste overlevende er nødt til at leve med. Farmen bliver invaderet og Don formår at flygte uden at redde sin kone pga. den indædte frygt. Vi har altså ikke med en alpha-han/actionhelt at gøre med her, men et menneske som angrer og flygter, når han er ved skide i buskerne af skræk, ligesom du og jeg!
Ugerne går, og man bliver kort ledet igennem de 28 måneder, hvorefter den egentlige handling sættes i gang. Don har som sagt overlevet, og en del af London er ved at blive stablet på fødderne igen, den sidste inficerede døde tilsyneladende seks måneder tidligere. Storebror USA har derfor overtaget ærterne og styrer London (måske en lille samfundskritisk kommentar til Irakkrigen, som jeg ikke vil gøre mere ud af - det skal bare lige nævnes). Don's børn, Tammy (Imogen Potts) og Andy (Mackintosh Muggleton), som har været uden for England på skoletur (og dermed i sikkerhed) kan nu vende tilbage hjem. Genforeningen mellem far og børn er lyksalig, men sorgen hænger i luften over den døde mor. Selvom Don forsøger at forklare børnene hvad der skete, kan han selvfølgelig ikke fortælle dem, at han lod deres mor i stikken, og man føler med den stakkels familie, hvis indbyrdes bånd hænger i en tynd tråd. Første lille del af filmen handler derfor om de menneskelige relationer og bearbejdelsen af tabet over moderen samt tilvænningen til et nyt (og bedre?) liv. Selvfølgelig bliver virussen bragt ind i sikkerhedszonen igen, men det vil jeg simpelthen ikke afsløre noget af. Jeg kan dog lige sige, at det er meget elegant udført af Fresnadillo:-)
Filmen er endnu mere voldelig og kynisk end sin forgænger. Men er den bedre? Umiddelbart er jeg faktisk tilbøjelig til at sige nej, men bare rolig, for den er så sandelig heller ikke værre! Som jeg skrev i min anmeldelse af 28 Days Later, savnede jeg noget splat og blod - det får man uden tvivl leveret i Weeks. Men der er nogle andre få svagheder, og jeg vil starte med kameraføringen. Endnu en gang ser vi disse kosmiske og kaotiske billeder ligesom i Days, og det fungerer sådan set skidegodt. Men hvad Fresnadillo benytter sig meget af, er disse slørede og næsten slow-motion-agtige billeder, som jeg ALDRIG har brudt mig om i film, det giver ganske enkelt sådan en kunstig effekt. Så hellere bruge en rigtig og fokuseret slowmotion... Men det blot en lille detalje, som kun giver anledning til irritation over æstetikken. Næst finder jeg det en smule akavet at Don, efter at han er blevet inficeret, får en personlighed á la noget af det Romero forsøgte sig med i den svage LAND OF THE DEAD. Zombie-Don overlever simpelthen både den massive bombing og gasning, og finder hver gang frem til sine børn - jeg synes ikke helt det fungerer på det reelle plan. Men hvis den skal reddes, fungerer ideen lidt bedre på det abstrakte og symbolske, da det er ret tragisk at det er den 'svage fars sjæl' der hjemsøger og jagter de stærke børn.
Det kan godt være at det nu lyder som om at jeg har nedslagtet filmen, men sådan skal det slet ikke forstås. Jeg har fået min negative kritik til at fylde lidt mere, så det ikke kun bliver en kort anmeldelse med lutter ros. Men lad det være sagt med det samme, Weeks er mindst ligeså forbløffende som Days, og tilsammen står de nok som nogle af de bedste zombie-film nogensinde (igen, uden rigtigt at være det).
Endnu engang er det John Murphy der leverer varen mht. soundtracket, der er både Brian Eno-agtige stemninger og lidt mere rå rock, musikken understøtter billederne og får også filmen til at lyde fedt! Skuespillerne er allesammen overbevisende og det er dejligt at se Robert Carlyle i - i hvert fald et halvt - samarbejde med Danny Boyle igen. Det bedste ved filmen er selvfølgelig horroren og den vidunderlige gore, samt den konstant kyniske tone, som jeg faktisk synes er mere dyster end i Days. Det forbløffede mig faktisk, for Fresnadillo udpeger ikke en helt der redder hele verden (som Danny Boyle måske havde en lille tendes til med sin karakter Jim), og det virker så tragisk og mørkt, når de personer man begynder at sympatisere med, lige pludselig bliver frarøvet én pga. den grusomste død. Det er så umådeligt stærkt og pinefuldt! Mht. til kameraføringen, hvor der specielt var en effekt jeg ovenover krititserede, er der også en, som jeg synes er et af filmhistoriens fedeste. Det er når vores hovedpersoner befinder sig i en helt mørk tunnel, og det eneste 'øje' vi har i lang tid, er sniper-scopet på nightvision - måske den mest uhyggelige kameraeffekt, med det bedste paranoide resultat, man sidder ærligt talt og føler sig lukket inde!
Som sagt er der nogle få ting, som jeg gjort lidt mere ud af at kritisere, men det er simpelthen for at filmen ikke kun skal stå i et helt pletfrit lys. Jeg synes Fresnadillo har ført denne nye zombie-agtige genre en tand højere op, som Boyle påbegyndte i sin tid, og tilsammen er de to film 6 klokkeklare stjerner værd, de har tilsammen en eller anden synergisk effekt på mig. Men som Days også fik, er jeg tilbøjelig til 'kun' at uddele 5 meget store stjerner til 28 Weeks Later. Mit råd til dig er til gengæld at se begge film efter hinanden, det vil du garanteret bryde dig, hvis du i forvejen kan lide dem.
Jeg kan dermed lige kort annoncere, at selveste Boyle faktisk overvejer at lave en 3'er, som sjovt nok kommer til at hedde 28 Months Later. Men det er blot en lille appetitvækker, og vigtigst af alt stadig et rygte, dog fra Boyle selv;-)
20/09-2007
