"Du forstår ingenting..."
5.0
Der er lavet mange film om 70erne og ungdomsoprøret. De fleste af dem - i hvert fald de danske - har alle lagt sig i den rendyrket komiske afdeling tenderende til det latterliggørende.
Det er umiddelbart helt oplagt med latterliggørelse af datidens socialistiske og kommunistiske fantaster, der i ramme alvor og med afsæt i et overflodssamfund uden historisk sidestykke, kæmpede for en revolution efter de ludfattige sovjetiske og kinesiske bondesamfunds forbillede - væbnet om nødvendigt.
Men i denne film, der bygger på en norsk erindringsroman fra 1984 om tilværelsen i det Norske Kommunistiske Arbejderparti i 70erne, får man en sjælden mulighed for at prøve at forstå, hvilke drømme og idealer, som disse aktivister på den yderste venstrefløj var drevet af.
Hvad fik dem til at opgive deres akademiske baggrund for at "sammensmelte med arbejderklassen"? Og hvad fik dem til at tro på, at "folket" rent faktisk ville omfavne revolutionen med begejstring?
Det er en film, der - heldigvis ikke uden den nødvendige humor - skildrer to menneskeskæbner, der ofrer alt for henholdsvis den store kærlighed og for drømmen om revolutionen i en grad, så man tror på dem. Begge dele er umulige og bliver som sådan ganske rørende i menneskelig forstand.
Det er ikke mindst Kristoffer Joner (gymnasielærer Pedersen) og Ane Dahl Torps store fortjeneste. Særligt Torp imponerer dybt med sin fortolkning af den unge læge Nina Skåtøy, der - uagtet gymnasielærer Pedersens grænseløse kærlighed til hende - hverken kan eller vil opgive sin politiske identitet, selv om alle omkring hende efterhånden falder fra.
Det er på én og samme gang forstemmende og meget vemodigt at være vidne til et menneske, der mister sin drøm og sit liv uden at kunne finde glæde i noget andet.
Én af de mest nødvendige filmatiseringer, jeg har set. Overskriften på dette indlæg er Nina Skåtøys afskedsreplik. Om man som tilskuer kan eller vil forstå det, er så det gode spørgsmål...
Det er umiddelbart helt oplagt med latterliggørelse af datidens socialistiske og kommunistiske fantaster, der i ramme alvor og med afsæt i et overflodssamfund uden historisk sidestykke, kæmpede for en revolution efter de ludfattige sovjetiske og kinesiske bondesamfunds forbillede - væbnet om nødvendigt.
Men i denne film, der bygger på en norsk erindringsroman fra 1984 om tilværelsen i det Norske Kommunistiske Arbejderparti i 70erne, får man en sjælden mulighed for at prøve at forstå, hvilke drømme og idealer, som disse aktivister på den yderste venstrefløj var drevet af.
Hvad fik dem til at opgive deres akademiske baggrund for at "sammensmelte med arbejderklassen"? Og hvad fik dem til at tro på, at "folket" rent faktisk ville omfavne revolutionen med begejstring?
Det er en film, der - heldigvis ikke uden den nødvendige humor - skildrer to menneskeskæbner, der ofrer alt for henholdsvis den store kærlighed og for drømmen om revolutionen i en grad, så man tror på dem. Begge dele er umulige og bliver som sådan ganske rørende i menneskelig forstand.
Det er ikke mindst Kristoffer Joner (gymnasielærer Pedersen) og Ane Dahl Torps store fortjeneste. Særligt Torp imponerer dybt med sin fortolkning af den unge læge Nina Skåtøy, der - uagtet gymnasielærer Pedersens grænseløse kærlighed til hende - hverken kan eller vil opgive sin politiske identitet, selv om alle omkring hende efterhånden falder fra.
Det er på én og samme gang forstemmende og meget vemodigt at være vidne til et menneske, der mister sin drøm og sit liv uden at kunne finde glæde i noget andet.
Én af de mest nødvendige filmatiseringer, jeg har set. Overskriften på dette indlæg er Nina Skåtøys afskedsreplik. Om man som tilskuer kan eller vil forstå det, er så det gode spørgsmål...
21/09-2007
