I slagterens jerngreb

Jean-Pierre Jeunet er afgjort blandt nutidens, største franske filmauteurer. Med tre visuelt overdådige og surrealistiske skønfortællinger, ”Amelie”, ”En Lang Forlovelse” og ikke mindst den rablende vanvittige ”De fortabte børns by”, har han i den grad cementeret sit ry som en mand, der fuldt ud behersker sin métier, endda ofte i kraft af en filmisk innovativ fremgangsmåde. Hans film er i hvert fald altid fulde af kunstneriske perfektioner, forskruede handlinger og originale plotdrejninger.

Original er hans debutspillefilm i den grad også, der tager udgangspunkt i den efterhånden famøse historie om den bestialske slagtermester, der finder det morsomt at lave kødstrimler ud af uskyldige individers velsmagende fedtklumper. Vi så bl.a. slagterfænomenet i den danske succeskomedie ”De Grønne Slagtere”, hvor Kaas og Mikkelsen oprettede en slagterbod, hvis eksplicitte, økonomiske succes tilsyneladende var baseret på bogstavelige, menneskelige kropsbidrag. I ”Delicatessen”, som Jeunet i øvrigt har fuldført i fællesskab med partner Marc Caro, serveres slagterkomedien dog i helt andre, fabelagtige kunstrammer, hvor i særdeleshed den mesterlige filmfotograf, Darius Khondjis, fuldt ud overdådige billedside brillere i sit konsekvent gulige nuancepræg og sine skarpe, kontrastrige farvetoner.

Udover det visuelle udtryk brillerer ”Delicatessen” oven i købet med en suveræn lydside, der ses mest overlegen i centralskuespillernes egne, uortodokse musikfremføringer, hvor trivielle møbelredskaber og diverse småværktøjer transformeres til funktionelle musikalske instrumenter. I disse sekvenser - hvor musikken og billederne af dem, der skaber den - flyder sammen til en omfattende filmfestkoncert, er ”Delicatessen” indiskutabelt stærkes, da det kunstneriske pragtudtryk virker mere altdominerende og udtalt. Originaliteten hopper og danser, billederne flyder i guld og lydsiden sætter trumf på kunstcocktailen.

For filmen er klart bedst fra en kunstnerisk vinkel, der sætter fokus på de spøjse indslag, der anlægger filmens originale og smukke afveje. Derimod virker den overordnede historieformidling ikke specielt overbevisende, og der kunne øjensynligt have været sat bedre trumf på den morderiske slagters kannibaltendenser til at lave kaloriespækket spegepølse ud af civile borgere. På den front kan det virke som om, at Jeunet og Caro har valgt ikke at gå linen helt ud, for i stedet at satse på minimalistisk kunstneriske fragmentsekvenser, hvor de centrerede personer reelt set har mulighed for at adskille dem fra det egentlige plot. Det lykkes som nævnt også for filmens skabere at demonstrere deres virtuositet i den kunstneriske parade, men altså ikke helt uden at sylte fundamentet og dennes handlingsmæssige potentiale.

”Delicatessen” er dog når alt kommer til alt herlig at overvære. Den er hverken krævende eller udmattende og er konstant underholdende i sine perfektionistiske former. Det er kort sagt sanseligt delikat filmkunst, som kun Jeunet kan fremstille det.