magtkampe og frustrerende forfatterskab
3.0
Velment og engageret iscenesat, men beklageligvis også lettere kedsommelig og uophidsende periodefilm, hvor instruktøren og manuskriptforfatteren Robert Towne (der blandt andet har forfattet Polanskis krimiklassiker Chinatown) måtte kæmpe bravt i flere år for at finde finansiering til sin vision. Ultimativt kan man dog ikke andet end at betvivle anstrengelsernes værd, da Ask the Dust fremstår som en noget ufokuseret kærlighedsfortælling, der under det selvopfattende lag af nuancer og atypiskhed, faktisk er ganske banal, lettere indifferent og kun sporadisk medrivende.
Colin Farrell indtager hovedrollen som spirende, men livs- og kvindeuerfaren forfatter, og med et kvalitativt resultat dementerer han anklagerne som tabloid-døgnflue og beviser med Ask the Dust, at han både er et alsidigt og mestendels undervurderet talent. Filmen (der er baseret på en roman af John Falte) indledes med en gnidningsfri kamerabevægelse ind i en bog og videre udi det fiktive univers, der fremstår som en indikator for Farrells eskapistiske drømme. Han er en håbefuld italiener, der drager til Los Angeles med store drømme om en benovet forfatterkarriere, der skal anskaffe ham økonomisk celebration og glamour, hvorefter han kan ligge fordums underdanighed bag sig. Samfundet skildres dog som yderst fordomsfuldt, og efter at have pre-falleret sit forfatterskab, finder Farrell inspiration hos en himmelsk smuk, men selvstændig stædig servitrice. Hun spilles nærmest obligatorisk af mexicaneren Salma Hayek (ikke ligefrem en gudbenådet skuespillerinde, men til gengæld en kvindelig skabning af den smukkeste karakter), der atter agerer egenrådig feminist. Townes største problem med sin film er den svingende plausibilitet (og den lidt for litterære indfaldsvinkel), hvor det etablerende møde mellem Hayek og Farrell er håbløst karikeret og nærmest ufrivillig komisk. Herfra udvikler der sig en rodet fortælling om de elskendes magtkampe og stormombruste parforhold, hvor Townes simple pointe om, at intet af betydning er nemt at anskaffe sig (Farrells fremtidsplaner er en billig genvej til tilfredsstillelse), aldrig balanceres tilfredsstillende overfor Hayek og Farrells forhold. Da deres ambivalente kærlighed er det bærende element i Ask the Dust, korroderer dette betydeligt på det psykologisk utroværdigt og gennemhullede aspekt.
Townes manuskript byder på lige dele kvalmende og rammende dialoger, og fortællingen om Farrells komplikationer med egne skrivetalenter har masser af indlevelsespotentiale, der dog alt for sjældent indfries. Ask the Dust besidder absurdhumoristiske undertoner, der ikke fungerer til filmens favør, og andet plotvendingspunkt er fuldstændig diffust, da Hayek og Farrell pludselig lever som et lykkeligt pseudo-ægtepar, hvilket virker som et desperat, men mislykket forsøg på stærkere dybsindighed, selvom det tematisk passer ind i sammensmeltningen af fiktion og faktion. Ask the Dust ender derfor som en visuelt stilren, men også noget ligegyldig kærlighedsfilm, der kun erhverver sig de tre marginale stjerner på grund af det bagvedliggende potentiale, der momentvis retfærdiggøres.
Colin Farrell indtager hovedrollen som spirende, men livs- og kvindeuerfaren forfatter, og med et kvalitativt resultat dementerer han anklagerne som tabloid-døgnflue og beviser med Ask the Dust, at han både er et alsidigt og mestendels undervurderet talent. Filmen (der er baseret på en roman af John Falte) indledes med en gnidningsfri kamerabevægelse ind i en bog og videre udi det fiktive univers, der fremstår som en indikator for Farrells eskapistiske drømme. Han er en håbefuld italiener, der drager til Los Angeles med store drømme om en benovet forfatterkarriere, der skal anskaffe ham økonomisk celebration og glamour, hvorefter han kan ligge fordums underdanighed bag sig. Samfundet skildres dog som yderst fordomsfuldt, og efter at have pre-falleret sit forfatterskab, finder Farrell inspiration hos en himmelsk smuk, men selvstændig stædig servitrice. Hun spilles nærmest obligatorisk af mexicaneren Salma Hayek (ikke ligefrem en gudbenådet skuespillerinde, men til gengæld en kvindelig skabning af den smukkeste karakter), der atter agerer egenrådig feminist. Townes største problem med sin film er den svingende plausibilitet (og den lidt for litterære indfaldsvinkel), hvor det etablerende møde mellem Hayek og Farrell er håbløst karikeret og nærmest ufrivillig komisk. Herfra udvikler der sig en rodet fortælling om de elskendes magtkampe og stormombruste parforhold, hvor Townes simple pointe om, at intet af betydning er nemt at anskaffe sig (Farrells fremtidsplaner er en billig genvej til tilfredsstillelse), aldrig balanceres tilfredsstillende overfor Hayek og Farrells forhold. Da deres ambivalente kærlighed er det bærende element i Ask the Dust, korroderer dette betydeligt på det psykologisk utroværdigt og gennemhullede aspekt.
Townes manuskript byder på lige dele kvalmende og rammende dialoger, og fortællingen om Farrells komplikationer med egne skrivetalenter har masser af indlevelsespotentiale, der dog alt for sjældent indfries. Ask the Dust besidder absurdhumoristiske undertoner, der ikke fungerer til filmens favør, og andet plotvendingspunkt er fuldstændig diffust, da Hayek og Farrell pludselig lever som et lykkeligt pseudo-ægtepar, hvilket virker som et desperat, men mislykket forsøg på stærkere dybsindighed, selvom det tematisk passer ind i sammensmeltningen af fiktion og faktion. Ask the Dust ender derfor som en visuelt stilren, men også noget ligegyldig kærlighedsfilm, der kun erhverver sig de tre marginale stjerner på grund af det bagvedliggende potentiale, der momentvis retfærdiggøres.
23/09-2007
