Fra ensom hævner til legendarisk frelser
4.0
I anden ombæring af George Millers fortælling om rå Mad Max smadres speederen for alvor i bund. Den SM-antydning som sås i den første film ekplicitteres gennem fantasifulde kostumer på "THe Humungus" - filmens skurke - og leve det post-apokalyptiske look forfines gennem en tør ørken-æstetik, hvor håbløsheden lyser ud gennem skærmen.
Mad er nu for alvor blevet The lone Road Warrior efter bruddet med hans familie i den første film. Selvom han dybest set er ligeglad med alle andre mennesker end sig selv ender med at være den frelsende engel for en lille flok benzinproducerende (benzin er fremtidens guld) nomader i deres kamp mod en bande nærmest dyriske vildmænd, som ingen midler skyer for at få fingre i det værdigfulde benzin.
Filmen regnes i mange kredse for den fuldendte Mad Max film. Personligt kan jeg dog bedre lide etterens hævntema, hvor Max forvandles fra familiefar til nådesløs dræber. At The Road Warrior slog Mad Max' figurens legendestatus og hele det post-apokalyptiske univers' popularitet fast set i adskillige efterfølgende klart ringere produktioner fx. American 3000 og The New Barbarians.
The Road Warrior har netop sin styrke i den trøstesløse fremstilling af verden efter en atomkrig. Det støvede og beskidte look kombineret med det brutale "survival of the fittest" tema er en eminent scene for en rå actionfilm. The Humungus' behandling af fangerne understreger at dette er et samfund, hvor de svageste dør og de stærke tramper på alt og alle.
Filmens anden store styrke er de få men fantastiske actionscener med fokus på de fremragende biljagter. Filmens finale er legendarisk og her mere end 25 år senere er den stadig noget af det yperste og mest imponerende i genren.
Selvfølgelig skal Gibson også nævnes. Han kan som få udstråle ro og total vildskab på en gang. Man fornemmer at han bag det kynisk og kolde ydre kan eksplodere hvert sekund. Mad Max filmene rummer mange unikke ting, men deres succes hænger i høj grad sammen med Gibsons præstationer.
Mad Max er en fed genrefilm, men det kræver måske lidt, at man har et forhold til filmene i forvejen. Smider man intetanende filmen i afspilleren i dag, tror jeg mange vil finde filmen mere komisk end skræmmende... måske på nær biljagterne. Mad Max fortjener sin plads i filmhistorien pga. den fine kombination af vild action, fede locations, ekstreme kostumer og brutal vold. Og selvom den måske ikke virker så ekstrem med nutidens øjne, så fortjener også et gensyn i ny og næ.
Mad er nu for alvor blevet The lone Road Warrior efter bruddet med hans familie i den første film. Selvom han dybest set er ligeglad med alle andre mennesker end sig selv ender med at være den frelsende engel for en lille flok benzinproducerende (benzin er fremtidens guld) nomader i deres kamp mod en bande nærmest dyriske vildmænd, som ingen midler skyer for at få fingre i det værdigfulde benzin.
Filmen regnes i mange kredse for den fuldendte Mad Max film. Personligt kan jeg dog bedre lide etterens hævntema, hvor Max forvandles fra familiefar til nådesløs dræber. At The Road Warrior slog Mad Max' figurens legendestatus og hele det post-apokalyptiske univers' popularitet fast set i adskillige efterfølgende klart ringere produktioner fx. American 3000 og The New Barbarians.
The Road Warrior har netop sin styrke i den trøstesløse fremstilling af verden efter en atomkrig. Det støvede og beskidte look kombineret med det brutale "survival of the fittest" tema er en eminent scene for en rå actionfilm. The Humungus' behandling af fangerne understreger at dette er et samfund, hvor de svageste dør og de stærke tramper på alt og alle.
Filmens anden store styrke er de få men fantastiske actionscener med fokus på de fremragende biljagter. Filmens finale er legendarisk og her mere end 25 år senere er den stadig noget af det yperste og mest imponerende i genren.
Selvfølgelig skal Gibson også nævnes. Han kan som få udstråle ro og total vildskab på en gang. Man fornemmer at han bag det kynisk og kolde ydre kan eksplodere hvert sekund. Mad Max filmene rummer mange unikke ting, men deres succes hænger i høj grad sammen med Gibsons præstationer.
Mad Max er en fed genrefilm, men det kræver måske lidt, at man har et forhold til filmene i forvejen. Smider man intetanende filmen i afspilleren i dag, tror jeg mange vil finde filmen mere komisk end skræmmende... måske på nær biljagterne. Mad Max fortjener sin plads i filmhistorien pga. den fine kombination af vild action, fede locations, ekstreme kostumer og brutal vold. Og selvom den måske ikke virker så ekstrem med nutidens øjne, så fortjener også et gensyn i ny og næ.
23/09-2007
