Hårde hunde på slap line
6.0
Quentin Tarantino fik op gennem 90'erne skabt sig et navn som en af filmverdenens mest eftertragtede og hyldede skikkelser. Hans umiskendelige dialoger, ørehængende musikbrug og flersidige fortællestruktur afstammer reelt alle fra debutbraget "Reservoir Dogs" - og det er her mere end tydeligt hvorfor Tarantino fra det ene øjeblik til det andet tilvandt sig et enestående initial i ordet "filmhistorie".
Fra første fløjt er "Reservoir Dogs" nemlig en ualmindelig cool, veldisponeret og visuelt fremragende forestilling, og blot sekunder inde i filmen er man indvillet i præmissen og med på Quentin Tarantinos frydefulder noder. Her krydsklipper et flydende kamera sig gennem et gangsterslæng iført sorte jakkesæt og kølige ansigtsfacader. Det atypiske er blot, at snakken går på Madonnas legendariske 80'er-hit "Like a Virgin" og en herre iblandt det maskulinitetsbefærdede selskab, spillet af Tarantino selv, giver udtryk for sin påstand om sangens metaforiske og ret så erotiske undertoner. Enhver der har set instruktørens senere mesterstykke, "Pulp Fiction", og husker de grinagtige gangster "small talks" om alt fra fodmassage til junk-food vil naturligvis sende en genkendende mine fra sig ved denne perfekte indledningsmanøvre og endnu engang viser Tarantino sin unikke tendens til at drage en af sine forunderlige konklusioner: Gangstere og tomsnak passer som fod i hose!
Tarantino er altså i sine fulde fem hvad både angår opfindsomme dialoger og bizar humor (særlig anvendt i den mesterlige torturscene) når han i "Reservoir Dogs" udbreder sin eminente evne til at omvende skabeloner og genreklichéer, men han viser ligeledes hvor elegant og stilfuldt en medrivende historie kan fortælles. Filmens billedside ebber af talent i så høj grad at man har svært ved at begribe det og i samspil med den, udarter historien sig i blodige, syrede, tagiske og morsomme retninger - og man er intet mindre end fantastisk godt underholdt i den udsøgte tid, Tarantino trækker os rundt i sin sindrige manége.
Det er svært at fremhæve det overhængende solstrejf, der får "Reservoir Dogs" til at skinne som et skarpt og uforfalsket mesterværk. Fundamentet kan nærmest kun karakteriseres som et sjældent underliggende stadie af perfektion og af at alt dermed falder i hak. En perfektion der med fuld fortjeneste har udråbt Tarantino til et rendyrket filmgeni, og hans bragende debut får det til at lyse i øjnene, krible i maven og rokke i fødderne af en begejstring, der ingen ende vil tage.
Fra første fløjt er "Reservoir Dogs" nemlig en ualmindelig cool, veldisponeret og visuelt fremragende forestilling, og blot sekunder inde i filmen er man indvillet i præmissen og med på Quentin Tarantinos frydefulder noder. Her krydsklipper et flydende kamera sig gennem et gangsterslæng iført sorte jakkesæt og kølige ansigtsfacader. Det atypiske er blot, at snakken går på Madonnas legendariske 80'er-hit "Like a Virgin" og en herre iblandt det maskulinitetsbefærdede selskab, spillet af Tarantino selv, giver udtryk for sin påstand om sangens metaforiske og ret så erotiske undertoner. Enhver der har set instruktørens senere mesterstykke, "Pulp Fiction", og husker de grinagtige gangster "small talks" om alt fra fodmassage til junk-food vil naturligvis sende en genkendende mine fra sig ved denne perfekte indledningsmanøvre og endnu engang viser Tarantino sin unikke tendens til at drage en af sine forunderlige konklusioner: Gangstere og tomsnak passer som fod i hose!
Tarantino er altså i sine fulde fem hvad både angår opfindsomme dialoger og bizar humor (særlig anvendt i den mesterlige torturscene) når han i "Reservoir Dogs" udbreder sin eminente evne til at omvende skabeloner og genreklichéer, men han viser ligeledes hvor elegant og stilfuldt en medrivende historie kan fortælles. Filmens billedside ebber af talent i så høj grad at man har svært ved at begribe det og i samspil med den, udarter historien sig i blodige, syrede, tagiske og morsomme retninger - og man er intet mindre end fantastisk godt underholdt i den udsøgte tid, Tarantino trækker os rundt i sin sindrige manége.
Det er svært at fremhæve det overhængende solstrejf, der får "Reservoir Dogs" til at skinne som et skarpt og uforfalsket mesterværk. Fundamentet kan nærmest kun karakteriseres som et sjældent underliggende stadie af perfektion og af at alt dermed falder i hak. En perfektion der med fuld fortjeneste har udråbt Tarantino til et rendyrket filmgeni, og hans bragende debut får det til at lyse i øjnene, krible i maven og rokke i fødderne af en begejstring, der ingen ende vil tage.
23/09-2007
