’primes are hot’

Skævt og basalt set attråværdigt romantisk drama med varmende overtoner, der markerer sig som den første internationale produktion fra den norske Peter Næss´ renommerede hånd. Næss har tidligere vundet positiv kritiker- og publikumsopmærksomhed, bl.a. med den fremragende Elling, og med Mozart and the Whale (hvis ´danske’ oversættelse, Crazy in Love, er umådelig debil og misvisende) fortsætter han med at eksplorerer mentalt dysfunktionelle mennesker og deres hårdt prøvede omfærden med ´normale’ mennesker, hvor slutresultatet i denne omgang dog hverken har samme livsbekræftende fortælling eller emotionelle resonans som tidligere.

I Mozart and the Whale griber Næss fat i lidelsen Asperger, hvor de udsattes udviklings- og intelligensniveauet reflekterer det normale, men kommunikationen med medmennesker er en hindring. I filmens hovedrolle indtræder den (næsten) altid fortrinlige Josh Hartnett, der leverer en prisværdig præstation som den matematisk geniale og snakkesaglige, men uvelartikulerede og manglende situationsfornemmende Donald Morton. Han forelsker sig i en ’ligesindet´ kvinde, spillet med ynde af Radha Mitchell, og Mozart and the Whale udvikler sig herfra til en konventionel kærlighedshistorie, hvor imperfektioner supplerer hinanden og danner en formfuldendthed, men den signifikante difference ligger i Næss´ valg af et aparte, men konsekvent troværdigt persongalleri, og et fordomsfrit fokus på samfundets outsider. Karakterernes autistiske neuroser leveres med en subtil sødme, i kongruens med en hjertefyldt og ærlig skrøbelighed, og Næss udnytter aldrig sin præmis med nemme tiltag eller billige emotionelle tricks. Desværre er historien noget fragmentarisk fortalt, hvor sekvenserne svinger fra det sublime (en ret fantastisk pre-sex samtale) til det standardiserede (slutningens forudsigelige sentimentalitet). Selvom pointen med, at man altid skal være sig selv, er genuin, så føles Mozart and the Whale aldrig helstøbt eller stringent medrivende. Derfor er det ikke en imponerende international debut, som Næss her begår, men dårligt er det dog heller ikke på nogen måder.