It's Not Over... At All
5.0
En eller to mindre SPOILERS!
I lørdags røg 28 uger senere i min postkasse og samme aften røg den tur i afspilleren. Og bare rolig: Fresnadillio har lavet en mere end værdig efterfølger til Danny Boyles lille genistreg fra 2002.
Ligesom i 28 Days får vi allerede 5 minutter inde i filmen en særdeles voldsom kickstarter og ligesom sin forgænger er det ubehageligt, råt og nervepirrnede. Don (Carlyle) og hans følge angribes af de inficerede og overlader sin kone til døden, ikke fordi han gør det med glæde men fordi han er menneskelig, og hvad ville man ikke selv gøre i samme situation?
Senere vender Dons børn hjem fra en skole lejrtur fra Spanien. De er så heldige at de ikke har oplevet virussen, i mellemtiden er alt forandret: NATO-styrker er rykket ind i London, den sidste inficerede er død af sult 6 uger forinden og der er blevet anlagt en sikkerhedszone som fungerer næsten normalt.
Men selvfølgelig kan det ikke blive ved på denne måde, og snart må de overlevende tage flugten og det går ikke stille af. Ligefra de første nådesløse grafiske dødsfald til den fuldstændigt nedslående slutning er der fuld tryk på blodsposen og der lægges ikke fingre imellem.
28 Weeks Later er dog ikke lige så suspensefyldt som sin forgænger. Det mystiske ved de inficerede er forsvundet og i stedet vælger Fresnadillo meget klogt at tage 28 Weeks i en helt anden mere actionpræget retning, men det er ikke gjort så det er sjovt at se på som f.eks. Planet Terror, det er gjort så man sidder med nerverne uden på tøjet, og når man lige tror at faren har lagt sig står det næste blodfyldte scenarie allerede klart. Der er intet pusterum når først voldsdelen bryder ud, der spilles simpelthen på hele følelsesregistret for at få denne nedslagtning til at virke autentisk og ægte. Det er mørkt, grufuldt og frygteligt kynisk at se på.
Danny Boyle og Alex Garland er blevet på projektet som producere, og det ses tydeligt, både scenografisk og stemningsmæssigt, og det er ikke blevet mindre uhyggeligt at opleve Londons mennesketomme gader hvor der kan gemme sig en inficeret bag hvert gadehjørne.
Skuespillermæssigt er filmen også i top, og der bliver spillet med meget stor intensitet. Trumfkortet er dog Robert Carlyle som den sympatiske familiefader. Generelt spiller hele holdet så man får sympati for dem når problemerne endelig begynder, en sympati som man ikke ser i mange nyere zombiefilm hvor personerne blot føles som friskt kød til hakkemaskinen. Det er et brutalt og hårdt sanseangreb!
5 blodige stjerner til 28 Weeks, og for min skyld måtte Boyle og Garland gerne følge op med 28 Months men nu må vi se
I lørdags røg 28 uger senere i min postkasse og samme aften røg den tur i afspilleren. Og bare rolig: Fresnadillio har lavet en mere end værdig efterfølger til Danny Boyles lille genistreg fra 2002.
Ligesom i 28 Days får vi allerede 5 minutter inde i filmen en særdeles voldsom kickstarter og ligesom sin forgænger er det ubehageligt, råt og nervepirrnede. Don (Carlyle) og hans følge angribes af de inficerede og overlader sin kone til døden, ikke fordi han gør det med glæde men fordi han er menneskelig, og hvad ville man ikke selv gøre i samme situation?
Senere vender Dons børn hjem fra en skole lejrtur fra Spanien. De er så heldige at de ikke har oplevet virussen, i mellemtiden er alt forandret: NATO-styrker er rykket ind i London, den sidste inficerede er død af sult 6 uger forinden og der er blevet anlagt en sikkerhedszone som fungerer næsten normalt.
Men selvfølgelig kan det ikke blive ved på denne måde, og snart må de overlevende tage flugten og det går ikke stille af. Ligefra de første nådesløse grafiske dødsfald til den fuldstændigt nedslående slutning er der fuld tryk på blodsposen og der lægges ikke fingre imellem.
28 Weeks Later er dog ikke lige så suspensefyldt som sin forgænger. Det mystiske ved de inficerede er forsvundet og i stedet vælger Fresnadillo meget klogt at tage 28 Weeks i en helt anden mere actionpræget retning, men det er ikke gjort så det er sjovt at se på som f.eks. Planet Terror, det er gjort så man sidder med nerverne uden på tøjet, og når man lige tror at faren har lagt sig står det næste blodfyldte scenarie allerede klart. Der er intet pusterum når først voldsdelen bryder ud, der spilles simpelthen på hele følelsesregistret for at få denne nedslagtning til at virke autentisk og ægte. Det er mørkt, grufuldt og frygteligt kynisk at se på.
Danny Boyle og Alex Garland er blevet på projektet som producere, og det ses tydeligt, både scenografisk og stemningsmæssigt, og det er ikke blevet mindre uhyggeligt at opleve Londons mennesketomme gader hvor der kan gemme sig en inficeret bag hvert gadehjørne.
Skuespillermæssigt er filmen også i top, og der bliver spillet med meget stor intensitet. Trumfkortet er dog Robert Carlyle som den sympatiske familiefader. Generelt spiller hele holdet så man får sympati for dem når problemerne endelig begynder, en sympati som man ikke ser i mange nyere zombiefilm hvor personerne blot føles som friskt kød til hakkemaskinen. Det er et brutalt og hårdt sanseangreb!
5 blodige stjerner til 28 Weeks, og for min skyld måtte Boyle og Garland gerne følge op med 28 Months men nu må vi se
24/09-2007
