Michael Moores bedste film!
6.0
Jeg kunne godt lide ”Bowling for Columbine” og ”Fahrenheit 9/11”, men en film der handler om det amerikanske sundhedssystem taler umiddelbart til vores følelser – endnu mere end de to andre film – og er et meget taknemmeligt emne. Det virker for eksempel stærkt når man ser en 79-årig mand der må arbejde for at tjene penge til sin medicin, eller en mand der må vælge om han vil have sat sin lang- eller ringfinger på plads igen fordi han ikke har råd til begge to, eller en gammel syg kvinde der bliver dumpet på gaden i sin hospitalskåbe fordi hun ikke har råd til at fortsætte indlæggelsen, eller frivillige hjælpearbejdere under 9/11-oprydningen som fik alvorlige lungeproblemer men ikke kunne få lægehjælp fordi de ikke var ansat til arbejdet, eller en kvinde hvis barn dør fordi hendes forsikringsselskab vil have hende til at tage hen til deres eget hospital som ligger længere væk, eller … Filmen er fuld af dens slags eksempler. Selv mennesker der er forsikret kan risikere at blive nægtet hospitals-behandling, og mennesker der i forvejen har en kronisk lidelse har slet ikke mulighed for at blive forsikret. Forsikrings-selskabernes formål er først og fremmest at tjene penge, og kun sekundært at hjælpe syge mennesker, og det betyder at de gør alt for at undgå at betale for en hospitalsbehandling.
Filmen er blevet beskyldt for at være manipulerende og selviscenesættende, og det er den selvfølgelig også – i Michael Moores vante stil, og her er han i topform. Når han for eksempel sætter de europæiske demokratier op som kontrast til det amerikanske, tegner han lidt af et skønhedsmaleri, så det nærmest ligner en reklamefilm. Ind imellem sniger der sig også nogle faktuelle fejl ind, som når han for eksempel fortæller at man i England ikke selv skal betale for sin medicin. Det kan ikke passe. Men filmen bygger trods alt på en lang række interviews, hvor folk med deres egne ord fortæller om deres horrible oplevelser. At han slår sine pointer fast med syvtommersøm, kan jeg godt lide. Det har han lov til, og han gør det med humor. Han går faktisk grundigt og seriøst til værks, og kommer godt omkring i sit emneområde.
Jeg tror at den amerikanske befolkning vil have rigtig godt af at se denne film, for de virker uvidende om hvor dårligt deres eget modbydelige sundhedssystem fungerer, og samtidig har de en masse fordomme om hvordan det fungerer i andre lande. Sammenligningen bliver især tydelig når Michael Moore interviewer amerikanere der er flyttet til Canada eller et europæisk land, og kan fortælle om den store forskel.
Vi danskere kan også få stor gavn af at se den. Dels for at lære noget mere om USA, for det står faktisk meget værre til med det amerikanske sundhedssystem end de fleste mennesker er klar over. Det er virkelig horribelt at se hvor elendige forholdene er i det land, som hele verden ser op til. Måske er der knap så meget at se op til når man får sandheden at vide. Hvem er det egentlig der er forrest i udviklingen, og hvem er det der er bagest? Når det gælder sundhedsområdet, er der i hvert fald ingen tvivl om svaret.
Og dels for at lære at påskønne vores eget sundhedssystem. Det skal jeg love for at man gør efter at have set denne film. Det er også vigtigt. I disse tider, hvor der er mere og mere der bliver privatiseret, er det vigtigt at vi ved hvornår vi skal sige stop. For eksempel mener jeg at privathospitaler er et skridt i den forkerte retning. Vi er nødt til at være meget bevidste om hvad vi gør, og sige stop når det går for vidt, for ellers risikerer vi at miste vores eget gode sundhedssystem på en snigende måde.
Filmen er blevet beskyldt for at være manipulerende og selviscenesættende, og det er den selvfølgelig også – i Michael Moores vante stil, og her er han i topform. Når han for eksempel sætter de europæiske demokratier op som kontrast til det amerikanske, tegner han lidt af et skønhedsmaleri, så det nærmest ligner en reklamefilm. Ind imellem sniger der sig også nogle faktuelle fejl ind, som når han for eksempel fortæller at man i England ikke selv skal betale for sin medicin. Det kan ikke passe. Men filmen bygger trods alt på en lang række interviews, hvor folk med deres egne ord fortæller om deres horrible oplevelser. At han slår sine pointer fast med syvtommersøm, kan jeg godt lide. Det har han lov til, og han gør det med humor. Han går faktisk grundigt og seriøst til værks, og kommer godt omkring i sit emneområde.
Jeg tror at den amerikanske befolkning vil have rigtig godt af at se denne film, for de virker uvidende om hvor dårligt deres eget modbydelige sundhedssystem fungerer, og samtidig har de en masse fordomme om hvordan det fungerer i andre lande. Sammenligningen bliver især tydelig når Michael Moore interviewer amerikanere der er flyttet til Canada eller et europæisk land, og kan fortælle om den store forskel.
Vi danskere kan også få stor gavn af at se den. Dels for at lære noget mere om USA, for det står faktisk meget værre til med det amerikanske sundhedssystem end de fleste mennesker er klar over. Det er virkelig horribelt at se hvor elendige forholdene er i det land, som hele verden ser op til. Måske er der knap så meget at se op til når man får sandheden at vide. Hvem er det egentlig der er forrest i udviklingen, og hvem er det der er bagest? Når det gælder sundhedsområdet, er der i hvert fald ingen tvivl om svaret.
Og dels for at lære at påskønne vores eget sundhedssystem. Det skal jeg love for at man gør efter at have set denne film. Det er også vigtigt. I disse tider, hvor der er mere og mere der bliver privatiseret, er det vigtigt at vi ved hvornår vi skal sige stop. For eksempel mener jeg at privathospitaler er et skridt i den forkerte retning. Vi er nødt til at være meget bevidste om hvad vi gør, og sige stop når det går for vidt, for ellers risikerer vi at miste vores eget gode sundhedssystem på en snigende måde.
28/09-2007
