velment humanisme
4.0
Forbavsende medrivende og genuint varmende drama om en mands værdige kamp for at opnå finansiel og personlig succes, i kongruens med at være en rollemodel for sin søn. The Pursuit of Happyness er et klassisk eksempel på den amerikanske drøm, hvor ´du kan opnå alt´ mentaliteten hersker med et naivt bøjende greb omkring virkelighedens langt mere komplicerede realiteter. Desuden er filmen baseret på virkelige hændelser, så kvalmefaktoren burde være på sit højeste, men med en naturalistisk hånd styrer den anerkendte italienske instruktør Gabriele Muccino behændigt udenom de værste sentimentalitetsbristepunker og giver i stedet sin første amerikanske produktion en subtil og distingverende europæisk kant, hvor succeshistorien muligvis er givet på forhånd, men hakker skæres i forudsigeligheden og følelserne er langt mere vedkommende end hos den standardiserede dramavare.
Superstjernen Will Smith indtager hovedrollen som den determinerede og hårdt kæmpende far, der ikke kan forsørge sin familie, på trods af et intelligent sind, mennesketække og et ubændigt gå-på mod. Smith verificerer her sit fremragende talent som karakterskuespiller, og han inficerer rollen med en umanipulativ optimisme, men lader stadig de mørke sider, de tvivlsfremkaldende frustrationer og selvhadet titte frem på de helt rette momenter. På trods af en på forhånd givet oscarnominering, så personliggøre Smith rollen, hvilket også understreges af det faktum, at karakterens søn spilles med en stærk og naturlig sødme af skuespillerens egen søn. Jaden Smith er eminent i sin debutrolle som uskyldigheden fanget i faderens uheldscirkel, og lykkeligvis udnytter Muccino aldrig Jaden Smiths vidunderlige barnekarisma til billige point, men lader i stedet kemien mellem fader og søn fremkomme ægte og fuldt ud overbevisende. Selvom The Pursuit of Happyness har sine lidt for sukkersøde og klodsede momenter, så overstråler filmens realistiske kvaliteter dog klart disse, og scenen, hvor Smith er tvunget til at overnatte med sin søn på et offentligt toilet og frustrationerne for alvor manifesterer sig, er virkelig tårefremkaldende.
The Pursuit of Happyness har et insisterende budskab om menneskets viljestyrke og en nærmest forpligtet akkvisition af dette, men dette antager sig aldrig en materialistisk form, hvilket er en behagelig overraskelse, da den amerikanske formel oftest dikterer, at penge er lig lykke. Til gengæld går filmen dog momentvis i tomgang i dens skildring af Smiths konstante op- og nedture, og en trimning på ti minutter havde ikke været til skade (især de mange symbolske løbe- og jagtscener tager lidt for tit overhånd). Man efterlader alligevel filmen med et positivt indtryk og fornyet tiltro på, at vilje muligvis kan lede til sejr.
Superstjernen Will Smith indtager hovedrollen som den determinerede og hårdt kæmpende far, der ikke kan forsørge sin familie, på trods af et intelligent sind, mennesketække og et ubændigt gå-på mod. Smith verificerer her sit fremragende talent som karakterskuespiller, og han inficerer rollen med en umanipulativ optimisme, men lader stadig de mørke sider, de tvivlsfremkaldende frustrationer og selvhadet titte frem på de helt rette momenter. På trods af en på forhånd givet oscarnominering, så personliggøre Smith rollen, hvilket også understreges af det faktum, at karakterens søn spilles med en stærk og naturlig sødme af skuespillerens egen søn. Jaden Smith er eminent i sin debutrolle som uskyldigheden fanget i faderens uheldscirkel, og lykkeligvis udnytter Muccino aldrig Jaden Smiths vidunderlige barnekarisma til billige point, men lader i stedet kemien mellem fader og søn fremkomme ægte og fuldt ud overbevisende. Selvom The Pursuit of Happyness har sine lidt for sukkersøde og klodsede momenter, så overstråler filmens realistiske kvaliteter dog klart disse, og scenen, hvor Smith er tvunget til at overnatte med sin søn på et offentligt toilet og frustrationerne for alvor manifesterer sig, er virkelig tårefremkaldende.
The Pursuit of Happyness har et insisterende budskab om menneskets viljestyrke og en nærmest forpligtet akkvisition af dette, men dette antager sig aldrig en materialistisk form, hvilket er en behagelig overraskelse, da den amerikanske formel oftest dikterer, at penge er lig lykke. Til gengæld går filmen dog momentvis i tomgang i dens skildring af Smiths konstante op- og nedture, og en trimning på ti minutter havde ikke været til skade (især de mange symbolske løbe- og jagtscener tager lidt for tit overhånd). Man efterlader alligevel filmen med et positivt indtryk og fornyet tiltro på, at vilje muligvis kan lede til sejr.
30/09-2007
