dansk film på doven autopilot

Den danske filmindustris gradvist falmende vidunderbarn Anders Thomas Jensen har med Til Døden Os Skiller atter indkasseret et svageligt manuskript (om end ikke så terrible som den mislykkede film- og instruktørsatiriske Sprængfarlig Bombe), der friktionsfrit er røget igennem hele produktionssystemet uden en gennemførlig gennemlæsning eller kvalitetsvurdering, for slutteligt at ende i de ukyndige iscenesættelseshænder, der er påsat på skuespillerinden Paprika Steen. Hun debuterede vagt som instruktør i 2003 med det prætentiøse og håbløst gennemsnitlige hverdagsdrama Lad De Små Børn, og med Til Døden Os Skiller forsøger hun at nærme sig den mere excentriske og originale humor, som hende og hendes tre komikkompagnoner udviste med fordums Lex og Klatten. Efter eget udsagn er Til Døden Os Skiller en ’morsom’ refleksion af Steen selv, hvilket jeg håber var en øjeblikseuforiskudtalelse, da filmen er gennemsyret af filmisk rod, historiemæssig ufokusering og en tyngende mangel på charme og komisk timing. Til Døden Os Skiller er endnu et søm i den danske filmkiste, der de sidste dele år har udvist en skræmmende mangel på vovemod og nytænkning (med undtagelser som Arcel, Boe og den obligatoriske von Trier), og nationalitetsfilmcelebreringen forekommer noget desillusioneret.

Som altid i et Thomas Jensen manuskript er filmens hovedperson en skæv eksistens, der ikke socialiserer normalt med sine omgivelser. Den stabile Lars Brygmann indtager for første gang en altdominerende hovedrolle, men hvor meget jeg end respekterer hans underspillede stil, så formår han ikke at leve op til udfordringen, for selvom hans portrættering af en underkuet ægtemand og respektforvirret menneske udfyldes med en tilpas dosering kropslige tics og absurditet, så er karakteren simpelthen for utroværdig, uinteressant og, værst af alt, usympatisk. En tendens, som Thomas Jensen desværre for ofte hælder til, hvilket efterlader hans ellers kompetente skuespiller i stikken. Til gengæld er han mere velramt hos det atypiske bifigurgalleri, hvor Sidse Babett Knudsen er tilpas overspillende og momentvis ret skræmmende som voldelig, men usikker hustru, hvor ægteparrets baggrunds- og psykologiforklarende historie dog serveres uhyre klodset og tvungen katalyserende under en horribelt iscenesat middagsscene. Til Døden Os Skiller er generelt proppet til det fatale bristepunkt med unødvendige sekvenser og latterligt fyld, hvor man får på fornemmelsen, at Thomas Jensen sad med en fremragende idé til en novellefilm, men blev nød til at opblæse den til spillefilmslængde. Til Døden Os Skiller er nærmest klinisk renset for pointer og meninger, der kunne sympatiserer til egen favør, men som i stedet fungerer som understøtter til et yderst miserabelt og ligegyldigt helhedsindtryk. Steen har intet filmisk overblik og virker egentlig narcissistisk tilfreds med at dyrke de enkeltstående scener, der svinger fra alt mellem det morsomme (sjældent), acceptable (ligeledes sjældent) og direkte frustrerende dårligt og stupidt (dominerende!).

Min persiflage overfor Til Døden Os Skiller er yderst berettiget, for det er vitterligt en dårlig film, der hypotetisk set kun burde erhverve sig den ene stjerne, for den flirter farefuldt på grænsen til at være et makværk. Ind fra den lukkede sidedør tiltræder Nikolaj Kopernikus og Rasmus Bjerg dog som to hustrumishandlende jydemekanikere, og de stråler i noget nær hver eneste scene, hvori de beriger filmen med en fantastisk portion charme og smittende humor, til hvilket den ellers ikke er værdig. Derfor går de to stjerner udelukkende til de herrer Kopernikus og Bjerg, der redder filmen fra at være komplet uudholdelig.