En mørkere krimi

Den norske originaludgave af "Insomnia" udspiller sig i Tromsø, et miljø, man egentlig ikke rigtig får det store indtryk af i løbet af den 90 minutter lange film. Og dette er måske filmens svaghed sammenlignet med den amerikanske genindspilning fra 2002, der foregår i Alaska.

Men på det psykologisk-fortællemæssige plan fremstår den norske udgave til gengældbetydelig mere psykologisk dyster end sin amerikanske efternøler med flere længder. Primært i kraft af hovedrollen (Skarsgård) og skurkerollen, som man i begge tilfælde tror på. Og dette selv om vor hovedperson er decideret usympatisk og kynisk i sin jagt på at sno sig ud af dét morads af løgne, han har bragt sig selv ud i.

Filmen bliver hele tiden mørkere i sin skildring af kommissæren, som plages stadig mere af sine ugerninger for at rense sig selv, og end ikke morderens dødsulykke fremstår som nogen forløsning.

I hans forgæves forsøg på at få sig lidt søvn, hjemsøges han vedvarende af kollegaens spøgelse og sine mange fejltagelser. Helvedet omslutter ham, og han handler derefter og bedrager alle omkring sig.

Den eneste, der synes at forstå ham, er morderen, som til slut faktisk fremstår med et renere sind end vor svenske kriminalkommissær. Men leden ved at skulle hædres for noget, han ikke har fortjent, får ham til at udvandre fra ceremonien.

Han er nu en større fange af sine egne løgne end nogensinde før, så måske har Helvede allerede opslugt ham, netop fordi han ikke straffes for alle de gerninger, han foragter allermest ved sig selv. Han ernemlig ganske alene med dem.