Journalister på detektivoverarbejde
4.0
Alan Pakulas klassiker fra 1976 er under den Watergateskandaleafslørende overflade lige så meget et studie i det intense miljø på en nyhedshungrende stor avis. Redford og Hoffman leverer to blændende præstationer i de to altoverskyggende hovedroller, men valget af fokus i overklaringsforløbet kunne være valgt mere heldigt.
All the presidents men er fra start til slut en politisk thriller, som næsten sætter publikum lige så meget på detektivarbejde, som vores to dybdeborende journalister. De mange navne flyver igennem luften, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Filmen er spændende, men valget med at fokusere på alle de første måneder af opklaringsforløbet fremfor tiden, hvor afsløringerne virkelig kom frem i lyset, gør at mange af scenerne i filmen minder om hinanden. Der graves lystigt i overfladen, forskellige spor forfølges, men meget løber ud i sandet. Det er først til sidst i filmen at trådene for alvor begynder af samles, men så slutter filmen bragt og resten af historien får vi i et to min resume på en skrivemaskine. Ikke en optimal løsning.
Filmen styrker ligger i lige så høj grad i skildringen af miljøet og personerne og deres jagt på sensationen, som i den spænding, som detektivarbejdet levere. En parallel kunne være den aktuelle Zodiac. Miljøet på The Washington Post virker utroligt autentisk, og alt i filmen forekommer meget troværdigt.
Det er i høj grad d'herrer Redford og Hoffmans film, der perfekt macher hinanden som den grønne reporter og den rutinerede ræv.
Watergatetiden var en utrolig spændende tid i amerikansk politik, og det er min påstand, at ens udbytte af filmen vokser nærmest proportionelt med ens interesse og kendskab til amerikansk politik. Jeg tænker flere gange undervejs "havde jeg været amerikaner, havde dette været knaldspændende...", hvor jeg nok har Watergateskandale for lidt inde på livet til for alvor at blive revet med. All the presidents men er en spændende film med super skuespilpræstationer, men for undertegnet er den ikke noget specielt, som den ellers ofte gøres til.
All the presidents men er fra start til slut en politisk thriller, som næsten sætter publikum lige så meget på detektivarbejde, som vores to dybdeborende journalister. De mange navne flyver igennem luften, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Filmen er spændende, men valget med at fokusere på alle de første måneder af opklaringsforløbet fremfor tiden, hvor afsløringerne virkelig kom frem i lyset, gør at mange af scenerne i filmen minder om hinanden. Der graves lystigt i overfladen, forskellige spor forfølges, men meget løber ud i sandet. Det er først til sidst i filmen at trådene for alvor begynder af samles, men så slutter filmen bragt og resten af historien får vi i et to min resume på en skrivemaskine. Ikke en optimal løsning.
Filmen styrker ligger i lige så høj grad i skildringen af miljøet og personerne og deres jagt på sensationen, som i den spænding, som detektivarbejdet levere. En parallel kunne være den aktuelle Zodiac. Miljøet på The Washington Post virker utroligt autentisk, og alt i filmen forekommer meget troværdigt.
Det er i høj grad d'herrer Redford og Hoffmans film, der perfekt macher hinanden som den grønne reporter og den rutinerede ræv.
Watergatetiden var en utrolig spændende tid i amerikansk politik, og det er min påstand, at ens udbytte af filmen vokser nærmest proportionelt med ens interesse og kendskab til amerikansk politik. Jeg tænker flere gange undervejs "havde jeg været amerikaner, havde dette været knaldspændende...", hvor jeg nok har Watergateskandale for lidt inde på livet til for alvor at blive revet med. All the presidents men er en spændende film med super skuespilpræstationer, men for undertegnet er den ikke noget specielt, som den ellers ofte gøres til.
30/09-2007
